Da en rotte dukker op i begyndelsen af Alex Schulmans 17. juni, håber man, at den er pirrende gal, for hvor mange gange har en rotte ikke varslet død og undergang i litteraturhistorien? En hel del, tænk bare på Albert Camus’ Pesten, De elendige af Victor Hugo, Patrick Süskinds Parfumen og José Saramagos En fortælling om blindhed. Men hvor rotten litteraturhistorisk plejer at trække et filosofisk sygdomsspor gennem civilisationen, forbliver den hos Schulman død på en særdeles utankevækkende måde, fordi den alene viser tilbage til forfatteren selv.

Heri består hele problemet med 17. juni, Schulmans sjette roman.