Kan man tegne et portræt af sit yngre jeg? Og hvordan undgår man, at traumer går i arv? I sceneinstruktør og teaterchef Liv Helms ambitiøse roman Hvis du er bange, så ryk tættere på runger grundspørgsmålene både eksistentielt, psykologisk og kunstnerisk. Resultatet er et stykke uforglemmelig erindringskunst.

Forfatteren tager fat, hvor debuten Med hjertet i hånden (2024) slap. Jegfortælleren Liv har fået aktindsigt i sin journal fra 1993: 11 sider, der dokumenterer hendes fars overgreb. Hun er i skovsommerhus med sine to døtre og kæresten Aslak. De plukker brombær og hopper på trampolin, men om aftenen, når alle sover, sætter hun sig til rette med sin telefon og læser journalen. Sætning for sætning træder en lille pige frem for hende.