Få dage før premieren på forestillingen Brøgger på Teater Republique i 2019 bliver teatrets ledelse i tvivl. De er bange for, at voldtægtsscenen er for lang. De foreslår, at den skal ud. Eller i hvert fald forkortes markant. Forestillingen er et portræt af Suzanne Brøgger, og voldtægtsscenen, der er ualmindeligt lang og breder sig over intet mindre end ni akter, er, indrømmer også instruktøren i mødelokalet, Liv Helm, utrolig ubehagelig. Den er dog også forestillingens vigtigste scene, insisterer hun.

Scenen bygger på Suzanne Brøggers beretning fra 1973 om den gruppevoldtægt, hun blev udsat for i Usbekistan, og scenen viser ikke blot, siger Liv Helm til ledelsen, at verden er farlig, men også, og vigtigst, at man kan rejse sig efter de mest rædsomme ting. Og ved at fortælle sin historie, ved at insistere på, at ubehaget ikke kun er ens eget, kan man gøre sig fri.