Tragedie. Prinsessen er død, men klicheen lever videre i ukritisk bog af Lone Theils om prinsesse Diana, som døde for 25 år siden.
Af samme stof som onde eventyr
Den 31. august er det 25 år siden, at prinsesse Diana omkom i en bilulykke i Paris, men historien om hende er ikke slut. Diana er nemlig ikke kun historien om børnehavepædagogen, der blev prinsesse, men også om et gammelt kongehus, der mødte en ny verden, og om et monarki, der blev til en sæbeopera. Historien om Diana er gjort af det stof, som onde eventyr er gjort af, for ganske vist giftede hun sig med prinsen og fik det halve kongerige, men hun flyttede også ind på et slot, hvor Ulven, Rumleskaft, Trolden og Heksen boede. Og prinsen viste sig at elske en anden.
I snart fem årtier har Diana været fascinerende stof og en del af følelsesindustrien. Hun har til alle tider været en god historie, men også en historie, der er begyndt at køre lidt i tomgang, for hvor meget mere nyt er der at sige?
Del: