De fem år under Besættelsen kan bedst forstås som en udvikling, hvor erfaringerne i de første år var meget anderledes end i de sidste. Det fremgår tydeligt af museumsinspektør Søren Tange Rasmussens byhistoriske fremstilling Besat og befriet, der handler om Danmarks næststørste provinsby og dens godt hundrede tusinde indbyggere.

De første tyske tropper ankom til Aarhus ved et uheld. Aarhusianerne var godt klar over, at Danmark siden de tidlige morgentimer havde fået besøg af uindbudte gæster. De færreste kunne dog overskue situationen.