Åndløse faktatjekkere

Når jeg præsenterer mig som historiker for læsere eller forfattere af historiske romaner, mødes jeg af og til af en vis afventende afmålthed. Det lader til, at historikere ikke sjældent opfattes som nogen, der har en fagligt begrundet trang til at problematisere læsernes oplevelse og forfatterens greb. Åndløse fakta­tjekkere, der med smålige indvendinger vil ødelægge den gode stemning. Jeg har da også kolleger, der med klædelig selvbevidsthed afholder sig fra at læse historiske romaner, fordi de ikke kan abstrahere fra deres faglige kvababbelser, når de støder på litterære fremstillinger, der strider mod deres viden om den skildrede periode og de optrædende historiske personer.

Selv har jeg i princippet ingen forbehold, hvis blot den historiske roman giver mig en litterær oplevelse og fortællingen i øvrigt giver mening. Dertil er jeg styret af en nærmest automatiseret adskillelse af formerne. Romanforfatteren kommunikerer sin egen opfattelse af historiske rum eller forløb, sin egen (fiktive) historie, sin egen ekstrapolering af dokumenterede fortidige begivenheder eller historiske personer. Det har i princippet intet med videnskabsfaget historie at gøre. Det er fiktion, ikke historie.