114 års reolpynt

Forleden kunne Gads Forlag stolt meddele, at man har halveret CO₂-aftrykket fra en af sine mest omkostningstunge udgivelser, nemlig det berømte opslagsværk Kraks Blå Bog, der indeholder biografier over tusindvis af kendte danskere, færinger og grønlændere, og som i år udkommer for 114. gang.

Takket være en ny, pladsbesparende typografi samt en mindre miljøbelastende papirtype er det lykkedes at slanke den gamle moppedreng, som dog stadig løber op i 1.490 sider. Den skærpede klimabevidsthed er absolut tiltrængt. Ifølge interesseorganisationen Danske Forlag udleder den samlede bogbranche hele 14.887 ton CO₂ årligt.

Men hvorfor overhovedet længere udgive Kraks Blå Bog? Hvad skal værket, der opregner Rigsfællesskabets spidser inden for politik, erhvervsliv, forskning, kunst og kultur, gøre godt for som andet end reolpynt hjemme hos de optagne (og som fyld på bibliotekerne, velsagtens)?

Jeg forstår sådan set godt, hvis designer Jonas Edvard Nielsen, ældreminister Mette Kierkgaard, musikredaktør Thomas Michelsen eller andre af de 76 nye navne i dette års udgave – i et anfald af pyntesyge – kunne synes, at bogen er sjov at have stående, men har vi virkelig brug for den i et bredere samfundsperspektiv?

Kraks Blå Bog kom til verden i 1910. Idémanden var lægen Ove Krak, og forbilledet var naturligvis den britiske klassesamfundsmarkør Who's Who (siden 1849). Nu skulle vi også i Danmark ikke blot kende vores elite, men også tragte efter en dag måske selv at opnå optagelse. Misundelsestraktat og hierarkipåmindelse forklædt som opslagsværk.

Førsteudgaven indeholdt rundt regnet 3.000 biografier over danskere, og siden er bunken af blåstemplede influencere vokset år for år. De første knap hundrede år blev bogen udgivet af Kraks Forlag, men siden 2009 har ansvaret påhvilet de dygtige folk på Gads Forlag, der også ajourfører hjemmesiden blaabog.dk med hele udgivelsesrækkens godt 30.000 biografier.

Problemet er ikke så meget ønsket om at ville fremhæve særligt dygtige og succesfulde danskere, men at samlingen efterhånden er så stor, at den kan være lige meget. Hele 8.176 nulevende mennesker fra det, som forlaget selv betegner som 35 faggrupper. En mangeårig genredefinerende billedkunstner side om side med et 26-årigt europaparlamentsmedlem. Det er som at sammenligne æbler og grankogler.

SIGENDE ER DA også værkets vaklende ledvogterfunktion. Ingen optages i kraft af deres herkomst, men alene på baggrund af meritter, lyder et af kerneprincipperne, der går tilbage til 1910. Lige med undtagelse af de kongelige, må man forstå. Kronprins Christian, der fyldte 18 sidste år, er blandt dette års nyoptagne.

I årtier var indlemmelsen i den blå bog »for livet«, hvis man vel at mærke ikke fik en dom. Men i de senere år har man risikeret at ryge ud igen, hvis ens stjerne er falmet tilpas meget, mens også reglen om exit ved domfældelse er sløjfet. Det betyder for eksempel, at mens iværksætteren Klaus Riskær Pedersen blev hældt ud efter en dom for mandat- og skyldnersvig i 2000, slap politikeren Peter Brixtofte seks år senere med en note efter sin dom for groft mandatsvig.

Særligt i 1946-udgaven, den første efter Besættelsen, fik redaktionens moralpoliti travlt. Ud røg de lidt for tyskvenlige, hvoraf flere end ikke var blevet dømt ved domstolene. Det gjaldt blandt andre digteren Valdemar Rørdam, som i øvrigt heller ikke fandt nåde for forfatterforeningens såkaldte æresret, der havde kollegaen og kommunisten Hans Kirk som overdommer.

Kaj Munk ville Krak til gengæld mægtig gerne optage, men han sagde nej. Et foretagende, der ønskede ham som medlem, ønskede han bestemt ikke at være medlem af, lød digterpræstens flabede replik, som dog blev overhørt. Munk kom med. Siden har også filminstruktøren Erik Clausen (»en elitær fedterøvsbog!«) og musikeren Kim Larsen frabedt sig optagelsen uden held.

Det er således vanskeligt ikke at få fornemmelsen af en temmelig spidsborgerlig redigering, der ønsker at holde på nogle former, som allerede var gammeldags for 40 år siden. Enhver, der ønsker at slå en dansk notabilitet op, kan jo bare gøre det på eksempelvis nationalleksikonet lex.dk kun en fingerspids borte. 

Selv salgsprisen udstiller ubetimeligheden: 2.275 kroner ...