Den første metafor i metaformesteren Rasmus Nikolajsens nye, svimlende selvsikre og selvsikkert svimlende digtbog Sort strømmende drøm kløves i to af det første sideskift, fra side 11 til side 12, således:

»Og vi sidder i en have/ vi har lånt så tit at vi nemt/ kan komme til at tro den er/ vores og drikker neskaffe/ og lader tankerne glide,/ hver sætning bærer sin egen/død i sig tænker jeg og vi/ ser på fjerne hvide skyers// broderier, fjerne hvide/ skyers slettede sætninger/ og bier dratter tunge af/ pollen ud af stokroserne/ og du ved hvordan jeg har det/ og aer mig i nakken og/ vi elsker haven, men ikke fordi døden ikke findes«