Lydoplevelsen kan være intens, når en helikopter flyver lavt hen over villakvarteret, eller når man er kommet til at stå lige lovlig tæt ved højttaleren til en koncert. Hele kroppen dirrer, og ifølge et nyt studie fra Kyoto Universitet i Japan registreres disse lyde heller ikke udelukkende via ørerne. Alle kroppens celler lytter også med.

Lyd er en vigtig del af både dyr og menneskers oplevelse af deres omgivelser, og i princippet er lydens rejse gennem luften ret simpel: Lyd består af bølger, der kan få omgivelserne – især trommehinder – til at vibrere. Men ifølge studiet kan vibrationerne altså også fremkalde reaktioner på celleniveau.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Forskerne afspillede forskellige lydsignaler, som via en membran blev overført til celler i en petriskål. Det viste sig overraskende, at lyden faktisk påvirkede cellevævets tilstand. Den forhindrede blandt andet forstadier til fedtceller i at udvikle sig til reelle fedtceller. Derudover registrerede forskerholdet hele 190 lydfølsomme gener og studerede lydens påvirkning af cellernes bindinger og deres indre kemi. Ifølge forskerne kan opdagelsen få stor betydning for både sundhedsforskning og medicinsk behandling, for lyd kan påvirke kroppen både sikkert og præcist.

Tidligere forskning har primært fokuseret på, hvordan lyd opfattes mekanisk, og hvordan den fortolkes i hjernen, men det viser sig altså, at hele kroppen er med på en lytter.

Der er en grund til, at det kan være instent at ende lidt for tæt på festivalens brummende højtalere. Det er nemlig ikke kun ørere, men derimod alle kroppens celler, der lytter med. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Der er en grund til, at det kan være instent at ende lidt for tæt på festivalens brummende højtalere. Det er nemlig ikke kun ørere, men derimod alle kroppens celler, der lytter med. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Communications Biology, 16. april