Mange mennesker kan nævne en madvare, de aldrig spiser igen. Om det så er en dårlig østers eller en bordvarm leverpostej, der gav dem madforgiftning, beskriver de, hvordan bare tanken kan få det til at vende sig i dem bagefter. 

Men hvordan lærer vi egentlig af vores uheldige valg ved buffeten? Forskere beskriver det som »one-shot-learning«, når én dårlig madoplevelse lagrer sig som bitter erfaring og afsky over for den pågældende fødevare. Mysteriet er, hvordan hjernen kobler madvaren med det efterfølgende ubehag, for den indtræffer jo først senere.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Amerikanske hjerneforskere har nu undersøgt mekanismen hos mus. I studiet, som netop er udgivet i tidsskriftet Nature, beskriver forskerne, hvordan amygdala, et område i hjernen forbundet med følelsesmæssig læring hos både mennesker og mus, viser sig at være særlig involveret. 

En gruppe mus fik lov at smage en ny, lækker dråbe lemonsaftevand, hvorefter de fik en indsprøjtning, som gav dem kortvarig mavepine. To dage efter blev musene igen tilbudt saftevand, men denne gang skulle de ikke nyde noget. 

Har man én gang fået dårlig mave af en østers, kan fornøjelsen ved delikatessen være ødelagt for altid. Foto: I-Hwa Cheng, Scanpix
Har man én gang fået dårlig mave af en østers, kan fornøjelsen ved delikatessen være ødelagt for altid. Foto: I-Hwa Cheng, Scanpix I-Hwa Cheng/AFP/Ritzau Scanpix

Det viste sig, at amygdala var aktiv, både da den nye smag blev introduceret, da musene blev syge, og da musene atter mødte saftevandet. 

Sygdom i mave-tarm-kanalen aktiverer særlige celler bagest i hjernen, som via proteiner kommunikerer med amygdala og skaber en afsky for den smag, som er forbundet med mavens ubehag. Det ser ud til, at oplevelsen af en ny smag afmærker visse hjerneceller, som forbliver særligt følsomme for sygdomsfornemmelse i de følgende timer, siger forskerne. 

Studiet kaster mere lys over de broer, der kan dannes mellem minder i hjernen, og i et bredere perspektiv kan det måske bidrage til at give os en bedre forståelse af, hvordan traumatiske oplevelser kan udvikle sig til en kronisk belastningsreaktion.

Nature, 2. april