Læserbreve

Wenneberg og WA

Tine Fasmer Hansen, journalist

Bogredaktør David Jacobsen Turner drømmer om at få indsigt i både Maj My Humaidans og »bonderøven« Frank Erichsens privatøkonomi – ud fra devisen om, at der kun findes andre måder at leve på, hvis man har penge nok. Helt skævt går det, når Turner inddrager andre såkaldte »drømmefangere«. Hvad har eksempelvis den amerikanske skuespiller Meghan Markle til fælles med Humaidan, Erichsen eller forfatteren Andrea Hejlskov, der flyttede ud i en skov? Eller freelancejournalist og foredragsholder Signe Wenneberg?

Og hvad i alverden har Wenneberg gjort Weekendavisen? Det er ikke mange måneder siden, at journalist Christian Bennike (WA #46, 2024) misrepræsenterede hende således: »Hvis man gerne vil lave grøn omstilling, skal man ikke diskutere madvaner og økodigte, man skal forstå de globale forsyningskæder for litium og kobber. Man skal forstå centralbankernes rentepolitik. Man skal læse mere ingeniøren.dk og Financial Times og mindre Signe Wenneberg.«

Til dem, der ikke kender Wennebergs virke, kan jeg oplyse, at hendes hovedfokus er bæredygtigt byggeri, genanvendelse af byggematerialer, globalt klima og fattigdom – og ja, hun skriver også om havebrug og anmelder supermarkedernes vareudbud. Er Wennebergs freelancevirksomhed, der vist i øvrigt har to ansatte studentermedhjælpere, mindre værdig end for eksempel en selvstændig politisk kommentators? Og er min, Bennikes og Turners løn fra en privat virksomhed finere end Wennebergs selvstændigt skabte indtægt?

Woke/antiwoke

Jørn Borup, lektor ved Aarhus Universitet

I Trump-administrationens protektionisme og kolonialisme er hadet mod woke en samlende faktor. Begreber som DEI, køn og klima udskammes som konspiratoriske vildfarelser fra den woke venstrefløj. Amerikanske universiteter oplever fyringer og forbud, forskning aflyses, kurser og pensa gennemtjekkes, uddannelsesministeriet varsles lukket.

Korstogenes rammer får internationale konsekvenser. Australske forskningsprojekter, der er delvist sponsoreret af amerikanske fonde, har fået tommelskruerne på. Et længere spørgeskema er blevet sendt til en række universiteter, hvor forskere er blevet bedt om at afsværge projekternes relation til DEI. En sådan magtudfoldelse er i tråd med Trumps identitetspolitik, og som sådan er det også en spejling af – og reaktion mod – den universitære wokeideologi, om end af noget mere voldsom art. Woke og antiwoke lever af og definerer hinanden.

Amerikanske eliteuniversiteter har været kendt for at understøtte et ideologisk tæppe af venstrefløjens identitetspolitik. Forskere og undervisere er blevet fyret, truet og udskammet, hvis ikke de retter ind efter ledelsers, kollegers og privilegerede studerendes ideologier. Løftede pegefingre og slagord har skabt en frygtkultur, der ikke har været befordrende for ytringsfrihedsidealer og akademiske kompetencer. Tilliden til universitetssystemet i USA var også før Trump i bund.

Med det nye regimeskifte har flere, herunder Frederik Stjernfelt i WA #05, skrevet gravskrift over wokeismen. Det er nok for tidligt. Selvom halvdelen af befolkningen stadig tiljubler Trump (trods stigende æggepriser), vil der givetvis komme en respons, når en ny regering engang træder til. Selvom wokes og antiwokes isolerer sig i bobler, lever vi stadig i en global verden. Den lokale amerikanske kulturkrig, der udgår fra en stadig mere fraktioneret, ustabil og utroværdig nation, er for længst eksporteret til en universel kampplads.

Måske det er tid til at overveje et opgør med vores historiske knæfald for amerikansk kultur. Vi har hverken brug for kulturimperialistisk wokeisme eller strategisk antiwokeisme.

Hvem koloniserede hvem?

Knud Larsen, ph.d.

Til lykke med valgsejren, Demokraatit! Jeg håber, at I vil fastholde realismen i jeres politik, som jeg opfatter som den bedste garanti for, at Grønland ikke (uforvarende) kaster sig i armene på Trump. Men netop nu vælter præsidentens fæller igen ind over Grønland, uden smålige hensyn til regeringsforhandlinger og kommunevalg.

Jeg havde bange anelser før valget til Inatsisartut, Grønlands Landsting, da de seneste år har været præget af en opgejlet kritik af Danmark. En postkolonial offermentalitet, hvor ingen skældsord var for grimme: racisme, diskrimination, sågar »folkedrab«.

Naleraq fik også et godt valg. Partiet kræver hurtig selvstændighed, uanset omkostningerne. Og tilmed et racistisk inuitregister, som skal bestemme, hvem der er værdige til stemmeret. Efter 800 års samliv kan der næppe i dag findes en eneste grønlænder, der er 100 procent inuit. Landet var folketomt, da Erik den Røde gik i land i cirka 982. Han grundlagde Østerbygden (Qassiarsuk) og Vesterbygden (Nuuk). Harald Blåtand var konge i Danmark og (Syd)Norge, hvorfra Erik stammede.

Erik gav landet navnet Grønland, fordi inderfjordene var så frodige. Dengang kunne bønderne dyrke korn, men ellers kvæg- og fåreavl samt fiskeri, som i deres hjemland. Først 250-300 år senere indvandrede inuit. Islandsk lov og ret gjaldt, og Norges konge oprettede i 1124 bispedømmet i Gardar (Igaliku). Fra 1261 var Grønland lovformeligt en del af Norge, og fra 1380 i union med Danmark. Ved Kielerfreden 1814 gik Norge til Sverige, mens Grønland, Island og Færøerne forblev i Rigsfællesskabet med Danmark.

Om Grønlands bønder bukkede under for den såkaldt lille istid, blev bekriget eller opsuget i den indvandrende inuitfangerkultur, vides ikke. Hvem koloniserede hvem?

Kvamm og skat

Christopher Arzrouni, cand.scient.pol.

Nøj, hvor er vi næstekærlige i Danmark! Vi må være verdens mest næstekærlige land ifølge Simon Kvamm. »At acceptere et skattetryk som vores er at tage buddet om at elske sin næste som sig selv seriøst,« forklarer han (WA #12). I bund og grund er velfærdsstaten bare et praktisk arrangement. Staten kan aldrig føle kærlighed til mennesker. Hvis vi bilder os den slags ind, skal vi nok blive skuffede. Medmindre vi er store socialdemokratiske teologer.

Måske skulle Kvamm genlæse lignelsen om den barmhjertige samaritaner, for det er heri, man finder talen om næsten. Samaritaneren valgte at hjælpe, mens andre bare gik forbi den nødstedte mand. Han nøjedes ikke med at acceptere. Når Kvamm taler om at »acceptere« det høje skattetryk som en velgerning på lige fod med næstekærlighed, svarer det til at udnævne alle, der kan nynne et omkvæd, til Danmarks næste store stjerne.

Mobilpolitik

Rasmus Lund-Nielsen, medlem af Folketinget (M)

Anders Boas kritiserer mig i WA #10 for at inddrage videnskabelige studier i debatten om mobilfri skoler. Ifølge ham er det en beslutning, som »voksne sagtens kan træffe uden videnskabelige krykker«. Boas hævder, at en metaanalyse fra 2024 viser, at »mere presence«-effekten ikke findes. Analysen inddrog en bred vifte af studier, herunder flere der ikke specifikt undersøgte netop denne effekt. Når man derimod ser på en metaanalyse, der fokuserer direkte på »mere presence«-effekten, nemlig Böttger et al. (2023), finder man en signifikant negativ effekt.

Hver tredje elev rapporterer at blive distraheret af telefoner og computere i timen, så problemet med digitale distraktioner er langtfra løst. Boas skriver om min brug af et norsk studie, der viser, at tilgangen til psykiatrien falder, når skoler indfører mobilforbud: »Studiet (...) viser faktisk ikke, at der bliver mindre travlt i psykiatrien, når skolerne forbyder mobiler.«

Men det er forkert. Studiet viser, at mobilforbud fører til en 60 procents reduktion i psykiaterkonsultationer blandt piger. Hvis en så massiv nedgang i konsultationer for en overrepræsenteret gruppe i psykiatrien ikke kvalificerer som en lettelse af presset på systemet – hvad gør så?

Reduktionen betyder ikke, at færre piger bliver diagnosticeret, men at de ikke har brug for lige så mange behandlinger, når mobilerne er væk fra skoletiden. Det tyder på en reel forbedring af mental trivsel ved mobilfri skoler, som også understøttes af, at studiet viser et fald i mobning. Der er derfor belæg for at sige, at en restriktiv mobilpolitik vil medføre mindre travlhed i psykiatrien, og at man dermed kan bruge ressourcerne på dem, der har mest brug for det.

Præcisering

I artiklen »Katastrofen fra himlen« (WA #12) skrev vi, at bomberne fra de britiske fly skulle ramme Shellhusets etager så præcist, at danske modstandsmænd, som af Gestapo blev holdt fanget på øverste etage, ikke blev dræbt. Skæbnen ville da også, at kun otte af de 26 fanger mistede livet, men faktisk havde Royal Air Force kalkuleret med, at bygningen ville synke sammen, og at alle fangerne ville dø. Den særlige teknik med at kaste bomber fra lavtgående fly ind i siden af bygningen i stedet for det mere sikre fladebombardement fra stor højde blev valgt for ikke at udsætte de 600 mennesker i nabobygningen, Teknologisk Institut, for fare.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.