Hygge­­­fortrængningen peaker

Man siger for tiden, at MeToo-pendulet nu svinger tilbage i hovedet på mange af dem, der har gjort vidnesbyrd om seksuelle krænkelser til en kulturel og kontroversiel revolution. Retssager mod de mest magtfulde stjerner har vist sig fulde af juridiske benspænd. Den offentlige dom i nye sager, der engang faldt hårdt og prompte, er mindre klar. Og så er det, som om effekten af de største og første afsløringer har fortaget sig.

Tag bare Michael Jackson, der ifølge planen skal genrejses i verdenshistoriens dyreste biopic, Michael, senere i år. Det er blot seks år siden, at Dan Reeds kontroversielle dokumentarfilm om ham, Leaving Neverland, fik premiere.

Filmen var fire timer i selskab med to mænd, Wade Robson og James Safechuck, der beskrev, hvordan de i en alder af syv og ti år blev favoriseret og kurtiseret af klodens største stjerne. De og deres benovede familier blev fløjet verden rundt efter »Michael«, forældrene blev holdt på afstand, når de skulle sove sammen med deres bedste og voksne ven. Så »havde han sex« med dem, som de formulerer det, hundredvis af gange i en årrække, indtil deres kroppe ikke længere var små nok til popgudens præferencer.

For mig var de to vidnesbyrd det mest svimlende MeToo-øjeblik af alle. Pludselig stirrede alle de formodentlige unge ofre, der i tidens løb var blevet betalt til tavshed eller juridisk afvist, også på os.

Og noget, jeg inderst inde vidste aldrig var mit, blev flået fra mig: retten til og nydelsen ved blind ophøjelse. Popkongen måtte omsider falde. Ikondyrkelsens tid var dermed slut.

FILMEN VAR EN MASTERCLASS I, hvordan grooming fungerer – hvor komplekst og svært det er at manøvrere i som forvirret og forblændet offer. I det lys så jeg pludselig Jacksons tivoliserede og megalomane fremstilling af sig selv som blid frelser af klodens børn som en slags global massegrooming. Prøv i det lys at se »Heal the World« uden at ørle.

Leaving Neverland tvang os til tænke over, hvordan vi nu skulle dyrke og formidle klodens største popgud, og det gik lidt af 2019 så med: Oprørte kommentatorer mente i kampens hede, at Jacksons musik aldrig ville blive det samme for os igen. Nogle radiostationer ville ikke spille hans sange for en stund, statuer blev pillet ned, et afsnit af The Simpsons med Jackson som gæstestjerne blev (over)dramatisk fjernet og kan stadig ikke opdrives og dermed granskes. Den slags. Samtidig steg streamingtallene på hans musik. Selvfølgelig: Hvis nogen siger, at man skal holde sig for ørerne, så lytter man jo.

Og siden har tiden hjulpet med at fortrænge.

Da Netflix sidste år viste The Greatest Night in Pop om den celebrityspækkede indspilning af »We Are the World«, swipede også jeg mentalt Wade Robson og James Safechuck til venstre for at bade mig i den barndomslykke, der blev genkaldt ved synet af Dylan, Warwick, Wonder – og med Jackson som det lysende rumvæsen iblandt dem. Geniet.

På dansk Wikipedia er Leaving Neverland ikke nævnt med et ord. I det engelske opslag nævnes den kort og indhyllet i diverse tilbagevisninger af anklagerne. Drømmer man om at se eller gense filmen, kan det i øvrigt ikke lade sig gøre, den er støvsuget ud af alle streamingtjenester.

Michael, der vist kommer til at tematisere, men afvise pædofilianklager »uden bias«, skal ramme verden og helst slå alle salgsrekorder for at tjene sig hjem. Imens kæmper Robson og Safechuck for at få deres søgsmål mod The Michael Jackson Estate i retten før premieren. Og Dan Reed arbejder vist på en opfølger til Leaving Neverland. Det er ikke et kapløb, medierne dækker særligt nøje. Men det er en central kulturkamp. Hvis nogen ikkedømt stjerne bør hjemsøges for evigt af anklagerne mod ham, må det være den selvforgudende Michael Jackson. Hvad man så gør med den påmindelse, må man selv finde ud af.

Det er udmattende at betragte liv og kunst som to ting, der hverken kan adskilles helt eller helt ligestilles. Det er lettere at hvile i grøfterne – at forkaste kunsten eller ikondyrke – men det dur bare ikke. Man må blive i bøvlet. Ikke hyggefortrænge.

Og forlader vi mentalt Leaving Neverland, så slår pendulet den vigtige MeToo-lærdom ud af hovederne på os, den om aldrig at lade sig forblænde.