Afskårne fingre, der kun kan hæfte sig til kroppen igen, hvis der prikkes i såret med nåle hvert tredje minut. To hvide papegøjer, der tilsyneladende kan flakke frem og tilbage mellem døden og livet. Skygger, der vokser sig større og større, vistnok som tiden går. Døende mennesker, der befinder sig to steder på samme tid. Sne, der både slører og afslører – et fnug på en kind kan måske vise, om man er død eller levende.

I Han Kangs roman Vi tager ikke afsked fra 2021, der nu findes i dansk oversættelse, vrimler det med ting, som ikke vil hele; som ikke kan finde ro; som hjemsøger; og som eksisterer i et ambivalent både-og. Tilsammen former de genkommende motiver et enkelt spørgsmål, som den nyslåede nobelprisvinder også har nærmet sig andre steder i forfatterskabet: