Læserbreve

Egedes kaoskurs

Leif Tullberg, læser

Múte B. Egede, formand for Naalakkersuisut, har med sin konfrontatoriske retorik været drivkraften bag den turbulente politiske situation, Grønland nu befinder sig i. Hans kritik af Danmark har skabt splid i samarbejdet og internt i Grønland. Egede tøver ikke med at skabe konflikt for at fremme sin vision om grønlandsk selvstændighed. Situationen har nu taget en dramatisk vending, efter at USA har vist interesse for Grønland som en strategisk brik i Arktis, hvilket kun har forstærket spændingerne.

Egedes hårde retorik kulminerede, da han i december omtalte spiralsagen som et »folkedrab« og beskyldte danskerne for manglende respekt. Han har desuden udtrykt, at Grønland ikke kan blive ved med at være en del af Rigsfællesskabet, og i sin nytårstale understregede han behovet for grønlandsk selvstændighed med henvisning til, at samarbejdet med Danmark stadig er præget af »kolonitidens lænker«.

Det Hvide Hus har angiveligt udtrykt bekymring over Grønlands ambitioner om selvstændighed og den destabilisering, dette kan medføre i Arktis – et område af stor geostrategisk betydning. Amerikanske repræsentanter har endda antydet, at USA kunne være interesseret i at overtage Grønland, hvis det lykkes landet at løsrive sig fra Danmark. Denne udvikling har tilføjet en international dimension til konflikten.

Múte B. Egede har også mødt kritik internt i Grønland. Naalakkersuisut har forsømt at tage ansvar for Grønlands egen håndtering af spiralsagen siden 1992, hvor sundhedsområdet blev hjemtaget. Trods afsatte midler til erstatninger har der været stor frustration over den langsomme proces. Samtidig har Egedes ambitioner om selvstændighed efterladt befolkningen splittet. Mens nogle ser det som en nødvendig frigørelse fra Danmark, er andre bekymrede for de økonomiske og sociale konsekvenser.

Grønland er dybt afhængig af det danske bloktilskud på 4,1 milliarder kroner om året, der udgør halvdelen af Selvstyrets budget. Økonomien er baseret på fiskeri, der tegner sig for 98 procent af eksporten, men er præget af svingende ressourcepriser og et begrænset vækstpotentiale. Selv med en vis vækst i turisme og minedrift er det usandsynligt, at Grønland på kort sigt kan opretholde en økonomisk bæredygtig selvstændighed.

Múte B. Egede har med sine gentagne angreb på Danmark bragt Rigsfællesskabet ud i en tillidskrise, der ser ud til at være svær at genoprette. Hans konfrontatoriske stil har skabt stor usikkerhed, og nu med USAs pludselige interesse i Grønland befinder landet sig i et geopolitisk spil, der kan have store konsekvenser for fremtiden. Som det ser ud nu, har Egede spændt buen hårdt – måske for hårdt.

Modern times

Jens Maier, læser

Putin vil tage Ukraine med vold.
Xi Jinping vil tage Taiwan med vold.
Trump vil tage Grønland med vold.

Mink I

Benedikte Achen, chefkonsulent og forfatter

Civilisationen breder sig. Næsten alle europæiske lande har nu helt forbudt minkavl eller er i færd med at udfase erhvervet. Det gælder: England, Skotland, Wales, Irland, Sverige, Norge, Frankrig, Italien, Belgien, Holland, Tyskland, Østrig, Schweiz, Spanien, Luxembourg, Estland, Letland, Litauen, Malta, Ungarn, Tjekkiet, Slovenien, Slovakiet, Kroatien, Montenegro, Rumænien, Bulgarien, Makedonien, Serbien og Bosnien.

I Polen har man forsøgt at få et lovforslag om forbud mod avl af pelsdyr igennem, men det er endnu ikke lykkedes. Portugal har ikke et forbud, men det har ingen praktisk betydning, da landet ikke har minkavl. Det dårlige selskab består nu af fire lande: Danmark, Grækenland, Island og Finland.

Alene på den baggrund forekommer det hovedløst, at Danmark nu igen tillader minkavl. Ved årsskiftet har vi 15 aktive minkfarme i landet, og 25 kommende minkavlere står allerede og tripper i kulissen. Der er ingen tvivl om, at erhvervet vil vokse. Med al sandsynlighed får vi om få år et forbud, som vil omfatte alle EU-lande. Til den tid vil de minkavlere, som har genåbnet erhvervet, kræve kompensation for lukning. Det bliver dyrt. Igen.

Mink II

Søren Gubi Axelsen, lektor

Vi bør stoppe minken for dens egen og vores skyld. Milliarder og politisk stormvejr har det undseelige lille pelsdyr udløst de seneste år. Den manglende hjemmel udløste en stor dommerundersøgelse og tvang en statsminister til at udskrive valg. Mathilde Walter Clarks forrygende undersøgelse af, hvordan minkavlerne vandt mediernes sympati, kan læses i Det blinde øje (2023).

Efter et valg og udsigten til ministerbiler blev Moderaterne og Venstre enige med sig selv om, at det alligevel ikke var vigtigt at undersøge statsministerens ansvar nærmere. Sagen om de potentielt over 30 milliarder i erstatning til minkavlerne, et erhverv, der var på fallittens rand, er måske en endnu større skandale, eftersom politikerne her ikke var presset af at skulle tage en hurtig beslutning.

Mediet Zetland har forsøgt at kaste lys over det dunkle forløb, hvor Finansministeriets første beregninger anslog, at erstatningen ud fra gængse beregninger endda kunne være negativ(!), så ilde stedt var minkerhvervet. Tak til især Venstre og Socialdemokratiet for at have lavet en åben gavebod for tidligere minkavlere med et uforskammet spild af skattekroner til følge. Det får selvfølgelig ingen konsekvenser.

Én god ting kunne der komme ud af rodet og de spildte milliarder: at vi endelig slap af med et usympatisk erhverv, der holdt rovdyr i små bure, indtil de blev flået for deres pels' skyld. Det bliver ikke mere acceptabelt af, at det er en familiedrevet farm. Men nej, et politisk flertal har givet minkavlerne lov til at starte op igen.

Rumænien blev i november 2024 det 16. EU-land til at forbyde minkavl på grund af dyrenes elendige forhold. Men Danmark? Her skal minkavlen da i gang igen til skade for dyr, vandmiljø og vores allesammens moral. Man græmmes. En sag for Weekendavisens dygtige journalister, nu da menighedsarbejdet i Stauning er behørigt dækket?

En Lada uden hjul

Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen

Opbakningen til velfærdssamfundet risikerer at smuldre, advarede KL-formand Martin Damm i et interview med Weekendavisen (WA #01). Ældre Sagen deler så absolut KLs bekymring for opbakningen til vores danske velfærdsmodel.

Som Damm anfører, har de offentlige velfærdsydelser, vi betaler for over skatten, ikke oplevet samme velstandsudvikling som vores privatforbrug. Det har fået velhavende forældre til at sende deres børn i privatskole i stedet for folkeskolen og svækkede ældre til at købe ekstra privat hjælp for at kunne klare sig derhjemme.

Damm illustrerer sin pointe ved at bruge en 1980-Lada som billede. Dengang blev en Lada anset for at være en »fin bil«, men de færreste danskere ville i dag acceptere at køre sådan én. Han bruger billedet for at understrege, at ligesom vores forventninger til private forbrugsgoder vokser i takt med samfundets velstandsudvikling, stiger vores forventninger til den kommunale service. Det er faktisk en ofte sunget kommunal klagesang, at kommunerne synker i knæ, bebyrdet af borgernes stigende forventningspres.

Men i mine øjne er argumentationen om det store forventningspres fra vælgerne temmelig overdrevet. Er det »overdrevne« eller endda urimelige forventninger, når befolkningen for sig ser en folkeskole uden stinkende toiletter; et forsvar, hvor soldaterne har rigtig ammunition og ikke selv skal sige »bang«; en ældrepleje med realistiske køreplaner og tid til blot en smule nærvær med de ældre?

Her til morgen læste jeg i lokalavisen Det Grønne Område et interview med en kvinde, der forlader den kommunale ældrepleje efter 40 års tro tjeneste. Hun sammenligner i dag med tiden før årtusindskiftet, hvor hun havde »45 minutter til at hjælpe en ældre dame med hygiejne, morgenmad og til at bruge 10 minutter på at drikke en kop kaffe med hende«. Men, fortæller hun, »da de nye tider indtraf, blev den hjælp barberet ned til 12 minutter«. En fjerdedel var »specifikt sat af til tandbørstning«. Portrættet nævner også »grædende medarbejdere sat på tidsmæssigt umulige opgaver »og »den store udskiftning af chefer og de mange ufaglærte«.

Situationen er derfor mere alvorlig, end Martin Damm antyder. Skal vi blive i KL-formandens billedsprog, er problemet således ikke kun, at befolkningen ikke længere synes, at en Lada er en fin bil. Problemet er, at de seneste 20 års benhårde besparelser har betydet, at ældreplejens Lada har fået fjernet både hjul og motor og nu læner sig op ad en ophugning.

Der ligger mange fine intentioner og gode takter i den nye ældrelov. Lad os håbe, at reformerne kan få Ladaen til at køre igen, og at forbedringerne kan komme hurtigt nok til at dæmme op for opløsningen af vores velfærdsmodel.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.