Meningers mellemgulv

Så dejligt at læse Christel Wiinblads nye, overvældende bog Deep Purple, som jeg anmelder overvældet på bogtillæggets forside, uden nogen form for forskræp! Den lå bare lige så brat efter ti års tavshed på lænestolen på litteraturredaktørens kontor og forlangte hemmelighedsfuldt at blive læst.

Intet interview havde fortalt mig, hvad der ventede mig. Hvad det var meningen, der ventede mig. Hvad forfatteren mente, der ventede mig. Hvad en redaktion og/eller journalist mente – hvilket derfor blev det eneste, der for alvor blev spurgt om (frem for form og proces og andet kunstnært) – at forlaget mente, at forfatteren mente, der ventede mig, af mening med og om noget i forfatterens liv, der også var meningsfuldt i og for verden.

Som nu i tilfældet Lone Hørslev, som har den foreløbige interviewrekord i år, ingen avis, vist lige undtagen Weekendavisen, har ikke interviewet forfatteren i anledning af hendes nye roman, Svømmende, rygende, grædende, som jeg fuldstændig urimeligt bliver mere og mere træt af, jo flere interview jeg ikke læser om, at Lone har drukket for meget, og at kvinder drikker for meget, og at mennesker drikker for meget, og at vi ikke taler nok om det, og det er et problem, både at Lone og kvinder og mennesker drikker for meget, og at vi ikke taler om, at de gør det, og at det er et problem. 

Og sikke jeg usympatisk vrænger ad noget, der er et helt reelt, meningsfuldt problem, men det er, fordi det fuldstændig overskygger kunsten i kunsten, som er meningen med kunsten som kunst og ikke alt muligt andet, kronikker og co.

Det er også herligt besværligt at skelettere en interviewbar mening om og med noget som helst ud af Deep Purple, som bare til en begyndelse ikke er en roman, men en »messe«. Hvad med denne overskrift: Man kan blive så overvældet af kærlighed til og savn efter en afdød, der har stået en nær, at man kan se syner af både vedkommende og naturguddomme med gevir, og det er ikke bare i orden, men faktisk meget fantastisk, mener Christel Wiinblad!