Jeg kom helt naturligt til at tænke på Sebastian Nathans skønne og ømme bog nummer to, Engle, da jeg sad hinsides al skepsis og bare fortabte mig i Christel Wiinblads næsten systemisk inderlige, bindstærke oppisken af liv og sorg og længsel Deep Purple, præcist genredefineret som en »messe«. Simpelthen fordi engle benævnes og udnævnes i besyngelsen af den nemlig bogstaveligt talt svævende skikkelse, der umærkeligt – og meget mærkeligt! – svinger mellem at være messejegets afdøde lillebror og en overnaturlig, engle- og gudelignende apparition, flere steder udstyret med et gevir. 

Sådan her kan det for eksempel lyde – af sang, messesang! – i bogens ekstremest gentagelsesbårne afsnit, »I skovbrynet«, første halvdel af et tekstmodul, stilen kan næsten ikke være mere væsensforskellig fra Nathans iltede klarhed, men der er engle, der er engle: