Englene marcherede gennem 80er-digternes poesi som én lang demonstration mod 70ernes stenede politisering af alt og alle – 80er-titel af Michael Strunge, den klart største englemisbruger, de er overalt: Væbnet med vinger, 80er-titel af Pia Tafdrup: Når der går hul på en engel, 80er-titel af Bo Green Jensen: Den blivende engel. Englene døde ud som poesimedvirkende op gennem 80erne, og fra 90erne har de været så godt som fraværende, har kun sporadisk optrådt hos umulige excentrikere som Lone Munksgaard Nielsen og Karen Marie Edelfeldt. Ingen af 80er-digterne turde uden videre kalde en digtsamling for Engle, det gjorde kun, i 1981, en overvintrende, hardcore-barok og -hallucinatorisk 70er-digter, Niels Simonsen.

Men nu, 40 år senere, er englene omsider tilbage i en digtsamling, der akkurat hedder Engle, digtet af denne eneste digter, hvis talent er mægtigt og renfærdigt og engleligt nok til at foranstalte sådan et umuligt comeback, nemlig Sebastian Nathan, født 1996 (året efter lige så djævelsk talentfulde Yahya Hassan), som debuterede perfekt med den dugklart melankolske Honey Moon i 2021.