Anmeldelse: Deep Purple. Christel Wiinblad gør overbevisende overstyret comeback med fineste erindringshvirvler, der målrettet muterer til magtfuldt strømmende visionært hurlumhej.
Døden overdøvet
Jeg kom helt naturligt til at tænke på Sebastian Nathans skønne og ømme bog nummer to, Engle, da jeg sad hinsides al skepsis og bare fortabte mig i Christel Wiinblads næsten systemisk inderlige, bindstærke oppisken af liv og sorg og længsel Deep Purple, præcist genredefineret som en »messe«. Simpelthen fordi engle benævnes og udnævnes i besyngelsen af den nemlig bogstaveligt talt svævende skikkelse, der umærkeligt – og meget mærkeligt! – svinger mellem at være messejegets afdøde lillebror og en overnaturlig, engle- og gudelignende apparition, flere steder udstyret med et gevir.
Sådan her kan det for eksempel lyde – af sang, messesang! – i bogens ekstremest gentagelsesbårne afsnit, »I skovbrynet«, første halvdel af et tekstmodul, stilen kan næsten ikke være mere væsensforskellig fra Nathans iltede klarhed, men der er engle, der er engle:
Del: