Selvom vi kun er i februar, er det slet ikke for tidligt at indlede planlægningen af og forberedelserne til den kommende dyrkningssæson, navnlig i forhold til urte- eller køkkenhaven. Det kan eksempelvis være overvejelserne om, hvilke læggekartofler og frø der skal anskaffes, og om, hvorvidt man vil købe bakker med færdige planter til udplantning eller selv så og drive småplanterne frem. Det sidste gælder også drivhusplanterne, hvor blandt andet chili i givet fald skal sås nu.

Ud over selve afgrøde- og plantevalget er det også vigtigt at få stillet skarpt på, hvor dyrkningen skal og kan ske i praksis i haven. De fleste nogenlunde erfarne havedyrkere er givetvis opmærksomme på, at man ikke bør dyrke samme afgrøde – eksempelvis kartofler eller kål – samme sted år efter år, men skal sørge for et godt sædskifte. Sædskiftet kan forhindre, at der sker opformering af sygdomme og andre problematiske organismer i jordbunden, der kan skade eller ligefrem ødelægge dyrkningen. Da flere af problemorganismerne kan overleve i jorden i en årrække, selv uden værtsplante, er det nødvendigt, at der går flere år mellem dyrkning på samme plet. Mange skadevoldere kan også hjemsøge og leve hos andre medlemmer af samme planteslægt og endda -familie. Derfor er det sikrest at køre sædskiftet på familieplan. Det indebærer eksempelvis, at man ikke alene må undlade at dyrke gulerødder igen i samme bed i en periode, men også må holde pause med andre arter fra skærmplantefamilien, herunder dild, pastinak og persille. Det samme, men i endnu højere grad, gælder afgrøder fra korsblomstfamilien såsom kål. Det skyldes især truslen fra kålbrok, der forvoldes af den encellede »slimsvamp« Plasmodiophora brassicae. Hvis man først har fået den på kålen – og nakken – kan den umuliggøre kåldyrkning på stedet i op til ti år.

Sædskifteproblematikken omfatter ikke alene hovedafgrøderne og eventuelle efter- og dækafgrøder, men også beslægtede arter af vilde, selvsåede planter – ukrudtet – som også kan være værter for plantesygdomme og problematiske skadedyr. Det gælder således den ovennævnte kålbrok, der kan angribe og overleve hos flere vilde arter af korsblomster, eksempelvis hos almindelige planter som hyrdetaske og agerkål.

Tilsvarende problemer, men med andre skadevoldere, ses hos blandt andet ærteblomstrede, hvilket er særligt beklageligt for jordbrugeren, da de ærteblomstrede med deres bakterieknolde er med til at sanke atmosfærisk kvælstof til gavn for de øvrige afgrøder på jordstykket.

Illustration: Peter Wandel
Illustration: Peter Wandel

Selvom man egentlig gerne ville bevare nogle af de vilde arter i bedene, da de jo både er kønne og gode for insektlivet, bør man i stedet overveje at sikre dem frirum andetsteds i haven. Alternativt kan man nøjes med at bortluge de arter, der er nært beslægtede med afgrødearterne såsom kors-, skærm- og ærteblomstrede og skåne arter, der er ubeslægtede med dem – eksempelvis valmue, lægejordrøg og ærenpris.

EN PRAKTISK regel siger, at der skal gå mindst fire år mellem, at man dyrker eller har medlemmer af samme plantefamilie på samme areal, og når det gælder ærter/ærteblomstrede og kål/korsblomstrede: helst mindst seks og gerne otte år. Det kan være noget af en udfordring at opfylde på et lille jordstykke. For de fleste plantefamilier kan det som udgangspunkt være hensigtsmæssigt at gå efter et seksårigt sædskifte.

De færreste er nok i stand til at huske, hvad der blev dyrket hvor de forudgående år – og i særdeleshed når det kan blive aktuelt at holde styr på mindst fire års dyrkningshistorie. Derfor er det hensigtsmæssigt med en form for løbende dokumentation af eller logbog over dyrkningen. Det kan under alle omstændigheder også være snildt at have noteret, hvilke arter, sorter og varieteter man har anvendt, og i øvrigt hvilke erfaringer – såvel gode som dårlige – der er indhøstet med dem.

Her på stedet dækker selve køkkenhaven små 80 kvadratmeter fordelt på 12 højbede adskilt af smalle stier.

I forsøget på at bevare eller tilkæmpe en form for overblik har jeg udarbejdet en simpel, kopierbar skitse på et A4-ark over disse nummererede bede, hvor der er plads til at skrive, hvad der blev dyrket det pågældende år. På grundlag af de tidligere års planer og optegnelser udarbejder jeg hvert år en ny dyrkningsplan med et så hensigtsmæssigt sædskifte som muligt. Det er bestemt ikke let at få kabalen til at gå op, hvis anbefalingerne skal følges og alle misteltene tages i ed. Spillerummet er yderligere begrænset af, at en del af bedpladsen i urtehaven allerede er disponeret med flerårige vækster som jordbær, bladbede og en flerårig broccoli.

Det kan knibe med plads til det hele, men frem for dyrkning i renbestand er det helt oplagt at blande forskellige afgrøder, især arter, der trives godt sammen, eksempelvis kål og bønner, løg og gulerødder, porre og gulerødder eller kål og rødbede.