I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Pms er ikke patriarkatets påfund, men en virkelig og ubehagelig lidelse, som rammer mange kvinder. Som Lone Frank har beskrevet her i avisen, oplever mange kvinder at blive fysisk og psykisk påvirket af deres hormonelle cyklus. Kvinder rapporterer om alt fra ømme bryster og smerter i underlivet til træthed, depression, opfarenhed og »hjernetåge«. Hjernescanninger har da også vist, at de områder af hjernen, som er forbundet med »rumlig bearbejdning« og hukommelse, ændrer størrelse i takt med den hormonelle flod og ebbe. Men betyder det så, at kvinder ikke er i stand til at tænke klart, når de har menstruation? Det belyses i et nyt videnskabeligt studie.

Det, vi ved nu

I studiet har forskere fra University of Salzburg i Østrig undersøgt, hvordan kvinders verbale og rumlige evner fluktuerer i løbet af deres cyklus.

I ét forsøg bad de 153 yngre kvinder om at udføre tre forskellige kognitive opgaver. I en af opgaverne skulle de opliste så mange ord som muligt med samme startbogstav i en bestemt kategori (for eksempel: »Dyr, der begynder med a«). I en anden skulle de navigere i et virtuelt miljø, og i en tredje skulle de afgøre, om to forskellige 3D-figurer forestillede det samme objekt fra forskellige vinkler. En tredjedel af kvinderne løste opgaverne i de dage, de havde menstruation; en anden gruppe gjorde det få dage før deres ægløsning, og en sidste gruppe en uge før menstruationens start.

Pms er forbundet med en række gener, men ser ikke ud til at påvirke kvinders kognitive evner. Foto:  Charly Triballeau, Scanpix
Pms er forbundet med en række gener, men ser ikke ud til at påvirke kvinders kognitive evner. Foto: Charly Triballeau, Scanpix

I et andet forsøg blev 65 deltagere bedt om at løse opgaverne tre gange i løbet af deres cyklus.

Uanset om forskerne sammenlignede de 153 kvinder med hinanden, eller om de sammenlignede de 65 kvinders svar på forskellige tidspunkter, så kunne de ikke finde nogen signifikante forskelle i kognitiv præstation. Det så altså ikke ud til, at menstruationscyklussen havde nogen effekt på kvindernes verbale eller rumlige evner.

Det er forskernes hypotese, at de ændringer, man ser i hjernen i forbindelse med menstruationscyklussen, er en måde at kompensere på: at hjernen tilpasser sig de ændrede hormonniveauer for at opretholde det samme niveau af kognitiv performance.

Men ...

Selvom de ikke kunne måle nogen effekt, så medgiver forskerne, at den hormonelle cyklus kan påvirke de kognitive evner hos visse kvinder. Alle de kvinder, der deltog i studiet, havde regelmæssige menstruationer, og det er muligt, at kvinder med uregelmæssige menstruationer påvirkes anderledes.

New Scientist, 2. februar

Neuropsychopharmacology, 24. januar