Død ved kødsved

Vi skal holde jul i år. Altså holde juleaften. Det er første gang i mit liv – med undtagelse af en afstikker til den ecuadorianske havneby Manta som fireårig – at jeg ikke skal holde jul hos enten mine forældre, svigerforældre eller bedsteforældre. Alle mine juleaftener fordeler sig på syv hjem, og nu tilføjes så snart et ottende, mit eget.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg glædede mig.

December er beviseligt en prøvelse for de fleste. Det gælder i sagens natur for de store og små mennesker, der bare ikke kan vente på feriedagene og den store aften med gaver, and og »Glade jul«. For disse længselsfulde vanedyr, der hellere vil skutte end blotte sig, føles ét decemberdøgn som et år. Er vi virkelig kun nået til den 20.?

Men deres prøvelser er på skrømt, noget de leger. De sande trængsler findes andetsteds. Nemlig hos dem, der har alt for mange gøremål, og hver morgen, når de tumler ud af dynerne, mærker stressen samle sig til en lille klump i den øvre del af halsen: den stressede småbørnsmor, børnehavebarnet, som aldrig finder hvile mellem alle månedens højdepunkter, eller sygeplejersken, der er nødt til at tage vagten den 23., 24., 25. og 26., fordi alle andre har planer.

For ikke at glemme dem, der har for lidt at gøre: de arbejdsløse uden penge til gaver, de ensomme og forladte, de plejehjemsparkerede ældre, de adskilte, de fraskilte og de på nippet til at blive-skilte.

Værst er måneden, der – uanset hvad Henrik Nordbrandt måtte mene – vitterlig er årets længste, dog for alle os med en lille Scrooge i mavsen. Os, der ikke kan lade være med glæde os en lille smule til 7. januar, når de hellige konger har afleveret deres harpiks og similiguld i stalden, og højtiden endegyldigt er ovre.

VI JULESKEPTIKERE ynder at få vores kritik af højtiden til at handle om noget større end os selv. Det er jo ikke os, der er problemet! Nej, det er forbrugerismen, den alt for tidlige, alt for grimme julepynt, de alt for billige discountflæskestege. Det er infantiliseringen af voksne mænd og damer, der iklæder sig åndssvage julesweatere og flokkes om at slå en sekser i pakkelegen og sidder og glor på Disneys Juleshow.

Men sandheden er, at vores juleskrupler udspringer af en dybt personlig idiosynkrasi. Jeg kender én, som hader julen, fordi hans forældre blev skilt lillejuleaften, og jeg kender en anden, der hver december overvældes af akut altruisme, men som – eftersom hun aldrig får tilmeldt sig et 24/12-køkkenhold henne på varmestuen – altid ender i et ondt selvhad juleaften.

Mit problem er min temperatur. Jeg har ikke noget videnskabeligt belæg for påstanden, men jeg er ret sikker på, at jeg er én til halvanden grad varmere end det gennemsnitlige legeme. Forestil Dem en simrende, konstant feber, der får Dem til at svede ved den mindste anstrengelse. Ti hurtige skridt til bussen udløser mindst en deciliter silende sved langs rygsøjlen.

Jamen er jeg ikke blot for tyk? Jo, utvivlsomt, men jeg har altid båret på denne lidelse, også da jeg var en middelvægtig dreng og en ivrigt fodboldspillende, nærmest slank førstegangsfar.

Udstyret med denne psykosomatiske tilstand kunne man måske tro, at jeg ville foretrække den kølige vinter frem for sommermånederne. Intet kunne være mere forkert. En dansk sommer er en lise for min spilkogende hud: shorts, tynd skjorte, bare tæer, åbne vinduer, grillmad på en sval veranda.

Vinteren derimod er fuld af huer, handsker, vinterstøvler og uldtøj, opvarmede stuer, brændeovne, radiatorer på overarbejde. Udenfor er de færreste, menneskene stuves sammen i små rum. Maden er tungere og federe, stegeosen kvælende, og intet køkken er som bekendt hedere end julekøkkenet.

MANGEN EN juleaften har jeg således tilbragt badet i min egen fordampning af natriumklorid og urinstof, thi det er – let’s face it – hvad sved er. »Kødsved« kalder en veninde denne stedsspecifikke alarmtilstand, og det er nok desværre en meget passende betegnelse: kød, der spises af kød, der sveder kød.

Men selvom min løsningsorienterede kone sidste år gav mig et brugbart tip om på selve aftenen altid at opholde mig med ryggen til et let lindet vindue, er det med pænt bange anelser, at jeg i år slår dørene op til mit livs første (men næppe sidste) juleværtskab.

Så langt har jeg kunnet søge dække i gæstens privilegier: overlade medisterstegningen til andre, fortrække ud i havens vinterkulde osv. Men ikke længere. Som vært, julevært, må jeg føre an fra start til slut, våge over komfuret, kaste mig forrest ind i pakkelegens brydekamp, sørge for, at der hele tiden er konfekt nok på bordene.

Det Skal Nok Gå, som kampråbet lyder i vores lokale fodboldklub Aarhus Fremad, men det kræver en, tør jeg godt love, iliadisk indsats.

Før vi når så langt, vil jeg glæde mig over de små ting her i december. At det årlige julearrangement på min yngstes skole faktisk forløb tåleligt. Rummene var store, og de andre forældre ikke afgørende irriterende. At mine børn, hvoraf to næsten er voksne, igen i år har udvist storsind, når adventsnissen var en dag eller to forsinket med sin sokkepost. At det igen i år er lykkedes mig at holde kravlenisser og julehjerter nede indtil efter luciadag.

Men vi nærmer os opløbsstrækningen. Juleaften er lige om lidt, og jeg føler mig stadig mere overbevist om, at en af pressens genkendelige dommedagsoverskrifter juledag denne gang vil handle om mig: »Ti danskere til udpumpning juleaften!«, »Kvalt i en dadel!« eller »Død ved kødsved!«.

Vi bliver 12 til jul, den yngste er tre, den ældste 73. Der vil være boomere, X'ere, millennials, Gen Z'ere og et par søde, små Alpha'ere. Tre-fire modersmål og besøg fra både Odense og Berlin. Og sammen vil vi smilende traske omkring et kegleformet, stedsegrønt nåletræ og synge Ingemann og Otto Brandenburg.

Det lyder nu helt hyggeligt, og jeg vil nødig lyde uforskammet, men jeg glæder mig altså allerede til det iskolde, livgivende styrtebad, når mine søde gæster er taget hjem.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.