»De vil helst møde kl. 10 og gå igen kl. 14. Ikke fordi de skal hente børn, men fordi de skal til keramik og lave kimchi.« Foragten piblede ud mellem linjerne, da Politikens 46-årige klummeskribent Ditte Giese for nylig sendte en fnysende bredside afsted mod udvalgte yngre kolleger og deres generationsfæller.

Giese er ikke den første til at beskylde Generation Y, også kendt som millennials, og den efterfølgende Gen Z for at være særligt dovne, pylrede eller indbildske i deres arbejdsliv. Men det er noget vrøvl, konkluderer Martin Schröder, professor i sociologi ved Saarland University, i et nyt studie.

Schröder kastede sig over emnet, fordi et forlag tilbød ham en lukrativ bogkontrakt, hvis han kunne vise, at millennials havde et andet forhold til karriere og arbejde end tidligere generationer. Men efter at have gennemgået tusindvis af datasæt, indhentet gennem fire årtier, måtte han give fortabt.

DET ER IKKE, FORDI det er ligegyldigt, hvornår man er opvokset. Unge, der færdiggør deres uddannelse under en økonomisk krise, ser for eksempel ud til at klare sig dårligere i deres senere karriere og kærlighedsliv, og særlige strømninger i tidsånden kan være knyttet til specifikke kohorter. Men når det gælder arbejdsmoral, leverer videnskaben altså ingen skyts mod Generation Y eller Z.

Er Generation Y og Generation Z særligt dovne eller pylrede i deres arbejdsliv? Det er der intet, der tyder på. Arkivfoto: Asger Ladefoged, Scanpix.
Er Generation Y og Generation Z særligt dovne eller pylrede i deres arbejdsliv? Det er der intet, der tyder på. Arkivfoto: Asger Ladefoged, Scanpix.

Der findes ganske vist forskelle mellem folk i 20erne og folk i 40erne og 50erne, skriver Schröder, men det er i høj grad et spørgsmål om livsfaser: Unge mennesker har altid været mindre villige til at arbejde end midaldrende. Samtidig ser man en generel tendens til, at arbejdet betragtes som mindre vigtigt end tidligere. Tager man højde for de to ting, udviskes generationsforskellene.

SCHRÖDER ER IKKE DEN FØRSTE, der forsøger at gøre op med generationsmyten. »Kan vi please holde op med at tale om generationer, som om de er en ting?« spurgte sociolog David Costanza i Slate Magazine i 2018, og tre år senere sendte 170 samfundsforskere et åbent brev til Pew Research Center, hvor de bønfaldt forskningsinstituttet om at holde op med at bruge generationsmærkaterne.

Den kamp vinder forskerne næppe. Vi mennesker har en stærk trang til at dele hinanden ind i kategorier, uanset om det er stjernetegn eller Myers-Briggs-typer, og desuden er der stærke økonomiske interesser på spil. Især i USA har man bygget en hel industri op om at rådgive virksomheder i, hvordan de kan skræddersy deres produkter eller tjenester til Gen Z eller millennials. Dertil kommer en udbredt decline bias, som gør os tilbøjelige til at pege fingre ad generationerne, der kommer efter vores egen.

Det kan være fristende at sende voksenskældud mod yngre (eller ældre) generationer. Men de moralske mønstre, vi tror, vi observerer, har ikke altid hold i virkeligheden.