Satellit. Otte medlemmer af en paramilitær gruppe i Sachsen anholdt af tysk politi, efter at de trænede bykrigsførelse.
Skydegale sachsere
Tysk politik har anholdt otte medlemmer af Sachsiske Separatister. Det er en højreekstrem gruppe i delstaten Sachsen, som ønsker løsrivelse fra den demokratiske tyske forbundsrepublik. Politiets aktion fandt sted tirsdag morgen ved 20 lejligheder i Leipzig, Dresden, Grimma, Østrig og Polen. Otte mænd mellem 21 og 25 år blev anholdt.
Sachsiske Separatister har ifølge politiet cirka 20 medlemmer, som er præget af racistiske ideer, og de har »kontinuerligt forberedt sig på, hvad de ser som systemets uundgåelige sammenbrud«. Til det formål gennemførte medlemmerne angiveligt »paramilitær træning med kampudstyr og praktiserede bykrigsførelse«. Separatisterne havde camouflagedragter, kamphjelme, gasmasker og beskyttelsesveste.
Under anholdelserne greb den terrormistænkte Kurt Hättasch sin karabin, hvorefter politiets specialstyrker affyrede to skud, hvorved han blev kvæstet. Hättasch er byrådsmedlem for Alternative für Deutschland i Grimma og kasserer i den sachsiske afdeling af AfDs ungdomsorganisation.
Ifølge Der Spiegel har to andre af de anholdte forbindelser til AfD. Sagen vil utvivlsomt skabe mere opbakning til en række andre tyske politikeres forslag om at forbyde AfD. Et forslag, der skal behandles af parlamentet i Berlin senere i november. vind

Del:



