Danmark ifølge Johnny Madsen

Det kan være svært at få øje på det, som gør Danmark mytisk. Landet er tæt opdyrket, fladt, med få større vandløb, ingen klipper (fraset Bornholm) og et generelt fravær af større dyr. Danmark er for tamt og for velkendt og døsigt til at virke rigtig interessant. Det sug i maven af længsel efter noget, man ikke helt ved hvad er, men som findes et sted bag horisonten efter en lang rejse gennem øde egne og malerisk nedslidte byer, som store americanakunstnere som Bob Dylan, Johnny Cash og Bruce Springsteen fremmaner, er svært at associere med Danmark. Af samme grund har omplantningen af amerikansk bluesrock og rock’n’roll med country- og folk-tendenser sjældent været vellykket. Fraset Johnny Madsens. Når han var bedst, gav hans sange det sug i maven efter uendelige vidder og lonesome rider-romantik, som er så sjældent i dansk musik.

Mens jeg skriver dette, hører jeg Madsens gennembrudsalbum, Udenfor sæsonen (1988), og som så mange gange før vækker numre som titelnummeret, »Vest for«, »Stjernenat« og »One Man Band« den samme udefinerbare længsel, det samme sug, som jeg mærkede i min barndom og min ungdom. Her fremmaner han et vejrbidt og regnvådt natlandskab, hvor tiden står stille, hvor »færgen forsvinder ud i horisonten«, hvor måger »flyver fri«, hvor »det er nat ved den sidste kaj«. Hans tekster var enormt billedskabende og fik byerne langs Vesterhavet til at fremstå som steder, hvor eventyr venter ved hver rasteplads, i hver smøge. Han var også en af de få herhjemme, der kunne spille rock, så det lød autentisk.

NU ER JOHNNY MADSEN død, 73 år gammel, det skete 4. november i Nordby på Fanø; øen i Vesterhavet, som han i offentligheden nærmest var blevet synonym med, selvom han blev født Thyborøn i 1951. Danmark føles allerede en del mere affortryllet og ordinært. Da nyheden om hans død ramte mit Facebook-feed, var det slående, hvor bredt det egentlig ramte. Det var alt fra litteraturanmeldere, forfattere og journalister over jyske black metal-fans og eksperimentalmusikinteresserede til en virkelig stor gruppe af dem, der på journalistsprog vist nok kaldes almindelige mennesker, som gav deres sorg til kende. Det var også slående, at hans død fyldte det hele, selvom den blev offentliggjort på dagen for det amerikanske præsidentvalg. Han var vel en af de få tilbageværende kunstnere, der kan kaldes folkekære. Dels fordi han var virkelig underholdende: »Jeg havde på et tidspunkt mit eget værtshus, La Porta. Jeg fik karantæne den første aften,« dels fordi han var en ægte original og excentriker med en tøj-, hår- og livsstil, der var helt hans egen anarkistiske: »Der er så mange, der griner af mit udseende, men er I klar over, hvad det koster at komme til at se sådan ud?«

DET VAR IKKE alt, Johnny Madsen rørte ved, der var genialt. Efter den meget sære og meget charmerende og højst hjemmegjorte folk på debutalbummet De tørre er de best … (1982) udgav han i 80erne og 90erne en række vældig gode album med Madsens Septiktanker (1986) og Bounty Blue (1991) som personlige favoritter. Men de sidste knap 25 år blev der taget en del tvivlsomme valg, der indebar røvballerock i næsten lige så rigelige mængder som hans alkoholindtag, og hvor teksterne kørte for rutinepræget på standardvokabularet, selvom der også gemmer sig perler som Godt nyt (2015). I 2011 mødte jeg ham backstage efter en koncert i Køge. Den aften talte vi blandt andet om hans ungdom som fodboldspiller. Han beskrev sig selv som en doven offensivspiller, der var i stand til genialiteter, men det kom altid lidt an på humøret. Det virker på mig, som om det var sådan, han foretrak at se sig selv. At skjule sit hårde arbejde bag vittigheder og naturlig flair for det, han gjorde. At undlade at spille op til sit bedste niveau, fordi det var mageligere at lade være.

Efter årtusindskiftet blev han til gengæld med sin eminent citerbare bodegavisdom i endnu højere grad til institutionen Johnny Madsen, som også ikkemusikinteresserede kendte. I 2017 lancerede han med vanlig selvironi egen hår- og kropsplejeserie med blandt andet shampoo »til træt og viljeløst hår« og roll-on-deodorant »til lynbad«. Realityserien Ja for Fanø virkede mere trist på mig med et tabloidt jalousidrama og en slidt Madsen, der tøflede rundt med et glas hvidvin. Og han fik meget stor kommerciel succes som kunstmaler, kulminerende med en udsmykning af Liberal Alliances gruppeværelse, som Folketingets kunstudvalg ellers havde afvist. Det er de færreste kunstnere, som er reelt gode til mere end én kunstform. Madsen var kun en mellemgod kunstmaler, men så til gengæld ud til at nyde at male. Sine bedste billeder skabte han i sangene, og som bedst var han en formidabelt længselsskabende sangskriver.