Jeg er næppe den eneste kulturkristne, der med tiden har udviklet et æstetiserende og historieløst forhold til Juleevangeliet. 

Jeg har siddet år efter år i kirkens halvmørke juleaftensdag og ladet mig vugge til ro og julefred af fortællingen om det lille barn i staldmørket og klangen af de smukke hebraiske og romerske egennavne: Augustus, Nazaret, Judæa, Kvirinius.