Læserbreve

Avra for Laura

Stig Wørmer, historiker

Kronikken (WA #37) af Heidi Laura, forfatter og ph.d. i jødisk kultur og historie, er en sammenblanding af myte og politik. Hun bruger begrebet »oprindelige folk« til at hævde, at araberne historisk har undertrykt en række folkeslag i Mellemøsten, herunder de gamle hebræere, som således er historiske ofre i nutidens problematik. Så må også germanerne i Nordeuropa skulle tage ansvar for germaniseringen af venderne, de slaviske stammer i østersøegnene. Men ak, de er jo absorberet siden 1100-tallet, og kun stednavnene er tilbage.

I Mellemøsten er jøderne vendt tilbage med den israelske statsdannelse. De oprindelige ofre har forkastet deres undertrykkere. Men her går det galt, for hvad med etniciteten og den ubrudte kæde af etnisk-dna-baseret jødedom?

Ifølge den israelske historieprofessor Shlomo Sands The Invention of the Jewish People (2009) er der ikke tale om etnicitet, der er nedarvet. Han påpeger den manglende forbindelse mellem de ashkenaziske jøder (østeuropæiske) og de mizrahiske jøder (Mellemøsten og Nordafrika) – og hvad med etiopiske jøder og de kinesiske jøder.

Der er tale om en religion og en kultur – og ikke mere. Kongen i det sydrussiske Khazarrige gik over til jødedommen i 300-tallet og således også hans folk, ligesom Kijevrusrigets leder valgte den ortodokse kristendom til. Khazarerne stod for en proselytisk jødedom, og derved er enhver blodsbeslægtet etnicitet brudt. Kinesere, yemenitter og etiopiere valgte også den jødiske tro til. De ashkenaziske og mizrahiske jøder har heller ingen ydre lighed, mens der med tiden via indgifte opstår fællestræk inden for en folkegruppe som østjøderne, der udviklede en enestående kultur, som Hitler dog fik udryddet.

Shlomo Sand påpeger også det uholdbare i en anden af zionismens grundpåstande, nemlig at jøderne efter oprøret mod Rom og nederlaget på Masada-klippen skulle være blevet deporteret og spredt ud i en diaspora. Den holder heller ikke. I synagogen i Marrakesh fremgår det, at der er fundet hebraiske indskrifter i den romerske ruinby Volubilis i Nordmarokko. De stammer fra cirka 125 f.v.t og er en del af de handlende jøders frivillige odyssé ud i verden.

Kaldstanken

Anja Kuni, sygeplejerske og stud.cur. og Amalie Sylvest, sygeplejerske og stud.cur.

I kronikken (WA #36) skriver historiker Kasper Støvring om blandt andet sygeplejen som et kald. Sådan var det netop historisk: Sygeplejersken boede på hospitalet og frasagde sig et familieliv for at vie sig til gerningen. Ikke desto mindre virker ønsket om at ville genindføre kaldstanken i nutidens sundhedsvæsen mildest talt forældet.

Som sygeplejersker, der har arbejdet på gulvet, kan vi forsikre dig om, at det er de færreste, der – »mens de vasker en borger i ansigtet«, reflekterer over, hvor meningsfuldt deres kald måtte være. Realiteten er, at de allerede tænker på de næste tre opgaver, som for længst burde være løst. Du henviser til et jødisk ordsprog om, at »Gud skabte sygeplejerskerne«. Men er det så også Poseidon, der har skabt fiskerne, eller Zeus, der skabte elektrikerne? Hvorfor er det netop velfærdsfagene, som skal betragtes som hellig tjeneste?

Du beskriver kaldet som en »dyb indre drivkraft«, og samtidig foreslår du, at vi skal undervise i kaldsetik på sygeplejeuddannelsen. Men hvis et kald virkelig er noget, der kommer indefra og udspringer af personlig motivation og et dybtfølt ønske om at hjælpe andre, hvordan kan kaldet så læres gennem undervisning? Et kald er noget, der er spontant og personligt – ikke noget, der kan overføres gennem pensum.

I dag vælger unge mennesker at gå ind i sygeplejen med vished om de vilkår, der venter dem. De er vokset op i en digital tidsalder, hvor information er let tilgængelig, og de er vant til at undersøge deres muligheder og faktorer som løn, stressniveau, tidspres, bemanding samt arbejdsmiljø- og -vilkår grundigt. De går med andre ord ikke ind i arbejdet med naive forestillinger.

Mange af de sygeplejestuderende har truffet deres valg ud fra et oprigtigt ønske om at gøre en forskel for syge og sårbare mennesker. Men de er samtidig meget bevidste om, hvad de ikke vil acceptere, og at de ikke vil nedslides af et system, der ikke giver dem anerkendelse. Den unge generation er vokset op med at værdsætte balance mellem arbejde og privatliv og er ikke villige til at ofre deres eget velbefindende for et job, uanset hvor meningsfuldt det måtte være. Deres valg er således ikke kun drevet af kald eller indre motivation, men af en oplyst og velovervejet vurdering af, hvad der skal til for at trives i et fag.

Støvring beskriver års effektivisering og standardiseringer af det offentlige system, men finder alligevel den mulige løsning i individets indstilling. Skal den enkelte sygeplejerske eller pædagog, der kæmper med dårlig løn og ringe arbejdsvilkår, blot minde sig selv om, hvorfor hun i første omgang valgte sit job? Mentorprogrammer og møder om kaldsfølelse kan slet ikke løse de grundlæggende problemer, der driver medarbejdere væk fra velfærdsfagene. Det kræver strukturelle forandringer, forbedrede arbejdsvilkår og ordentlige lønninger at kunne tiltrække og fastholde de dygtige fagfolk, vi har brug for i fremtiden.

Nærdød

Bent Kim Jepsen, læser

Lone Frank skriver altid med gode referencer. Også i den seneste udgave af Weekendavisen (WA #37) i en artikel om forskning i nærdødsoplevelser. Frank refererer forskere, der mener, at vores bevidsthed er afhængig af vores krop og hjerne, i modsætning til forskere, der mener, at bevidsthed er forbundet, men uafhængig af det materielle.

En fransk forsker mener at kunne dokumentere, at nærdødsoplevelser foregår i kroppen. Bevidstheden løftes ikke ud af kroppen, siger denne forsker, der har placeret ting i rummet, hvor den nærdøde ligger, som ikke kan ses fra sengen (kun fra loftshøjde). Den nærdøde omtaler ikke disse ting, siger forskeren: Ergo har den nærdøde ikke været løftet ud af kroppen.

Utroligt at en forsker kan ignorere tusindvis af nærdødsberetninger, som omtaler oplevelsen af at være løftet ud af kroppen og i denne opløftede tilstand se og høre ting, som ikke kan ses og høres, fra hvor den nærdøde ligger. Netop nærdødsberetninger, der omtaler ting og personers udtalelser og ageren – også uden for rummet, den nærdøde ligger i – er blevet bekræftet af de tilstedeværende. Sådan kan en forsker stikke hovedet i busken og bilde sig ind, at busken er hele verden.

Historien gentaget

Frode Z. Olsen, læser

På Socialdemokratiets netop afholdte kongres var der ikke tilstrækkelig opbakning til ledelsens ønske om at få fjernet forbuddet om dobbeltmandater i partiets love. Af den offentlige debat fremgik, at Socialdemokratiets ledelse især ønskede at åbne mulighed for, at kendte folketingsmedlemmer kunne stille op til kommune- og regionsrådsvalg, og at forbuddet er et halvt hundrede år gammelt. Det er ikke helt præcist.

Socialdemokratiet supplerede på sin kongres 18. september 1988 partiets love om forbud om dobbeltmandater (som på det tidspunkt kun udelukkede samtidige kandidaturer til Folketinget og Europa-Parlamentet) med forslag om også at medtage kandidatur til kommunalbestyrelse og daværende amtsråd. Således at ingen kandidat herefter ville kunne opstille og potentielt vælges til mere end ét af de fire politiske fora på samme tid.

Forslaget til ændring af Socialdemokratiets love blev stillet af vælgerforeningen i Rødovre. Partiets hovedbestyrelse anbefalede kongressen at stemme nej til lovændringen og fremsatte desuden selv forslag om ophævelse af det gældende forbud mod at kandidere til både Folketinget og Europa-Parlamentet. Daværende formand for Socialdemokratiet i Rødovre, Jette Steenberg, gik på talerstolen og motiverede forslaget. Et bærende argument var, at dobbeltmandater er en væsentlig svækkelse af den folkelige repræsentation i folkestyret. Den store kommunalreform i 1970 havde allerede halveret antallet af folkevalgte i sogne- og kommunalbestyrelserne fra godt 10.000 til omkring 4.700. Efter kommunalreformen i 2007 blev antallet af folkevalgte lokalpolitikere barberet ned til godt 2.500.

Dengang i 1988 stemte et flertal af de delegerede for Rødovre-forslaget om at udvide forbuddet mod dobbeltmandater til at gælde kommune- og amtsrådsvalg. Man nedstemte dermed også hovedbestyrelsens forslag om helt at droppe forbuddet mod dobbeltmandater. I den forgangne weekend, ret præcist 36 år senere, gentog afstemningen sig så. Den mellemliggende periode var åbenbart lang nok til, at mange har glemt forhistorien – dog ikke en betragtelig del af de socialdemokratiske kongresdelegerede.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk