Alverdens kvæg bidrager betragteligt til den globale opvarmning. Køer og andre drøvtyggere udleder store mængder metan, der fortrinsvis dannes, når græs, hø og anden foder nedbrydes af mikroorganismer i dyrenes vom og siden bøvses op med udåndingsluften.

Landbruget er den største kilde til menneskeskabt metan og tegner sig for 40 procent af udledningen. 32 procent af disse emissioner skal ifølge FN tilskrives husdyr, primært kvæg og deres fordøjelsesproces.   

Metan nedbrydes markant hurtigere i atmosfæren end CO₂, men er på kort sigt langt mere potent. Over en periode på 100 år er metans bidrag til den globale opvarmning 28 gange så stort som kuldioxids.

Af samme årsag har forskere længe arbejdet på at udvikle løsninger, der nedbringer metanudledningen fra kvæg. En populær tilgang går ud på at tilsætte forskellige stoffer til dyrenes foder. Sådanne tiltag giver i sagens natur kun mening, hvis kvæget faktisk fodres. Er køerne på græs, må andre værktøjer i brug.

Fem forsøgskøer har testet en ny vaccine, der mindskede deres metanudledning med knap 13 procent. Arkivfoto: Tomas Cuesta, Scanpix
Fem forsøgskøer har testet en ny vaccine, der mindskede deres metanudledning med knap 13 procent. Arkivfoto: Tomas Cuesta, Scanpix Arkivfoto, Scanpix

Et af dem kan nu være på vej.

I denne uge præsenterede biotechvirksomheden ArkeaBio resultaterne af det første forsøg med en vaccine, der virker ved at stimulere køers immunsystem, så det producerer antistoffer, der målrettet går efter metanfremstillende mikrober i dyrets vom.

I forsøget, der er gennemført i samarbejde med det statslige forskningsagentur Texas A&M Agrilife Research, har ArkeaBio testet en prototype af vaccinen på fem køer over en periode på 105 dage. Forsøget nedbragte de vaccinerede køers metanudledning med knap 13 procent sammenlignet med fem uvaccinerede køer, der fungerede som kontrolgruppe, lyder det.

Virksomheden har for nylig igangsat endnu et forsøg, der involverer 14 køer. Også her peger de tidlige resultater i retning af en faldende metanudledning på omkring 13 procent pr. ko.

ArkeaBio sigter mod at sende en vaccine på markedet, der kan nedbringe køers metanudledning med 15 til 20 procent, og som har en effekt, der varer ved i tre til seks måneder.

Til videnskabsmediet New Scientist siger Colin South, administrerende direktør i ArkeaBio, at virksomhedens vaccine skal forbedres yderligere, før den kan lanceres kommercielt. Det vil ifølge direktøren ske i løbet af tre år.

New Scientist, 30. juli

American Society of Animal Science Annual Meeting 2024