Denne klumme er det sted i avisen, hvor journalister sættes fri til at udbasunere aversioner, personlige indfald og kæpheste. En spalte om og ind til det ægte skrivende menneske, der til daglig er camoufleret bag den journalistiske brynje – og dermed også en tekst formet af, hvor skribenten befinder sig i livet. Mine kolleger i 50-60erne eksempelvis ynder at skrive den ene efter den anden gribende gammelmandsklumme om ting som den afgørende forskel på at gå og vandre eller det der såkaldte wi-fi, de ikke fatter en skid af, men som sært nok bare virker. Så er der de ansatte i 40erne, de skriver mest om netop det – om det bedste og værste ved at fylde 40, om, gisp, at date i 40erne. I 30erne langes fortrinsvis småbørn over disken: rapporter om at køre i bil med sine børn, være en smule træt af sine børn og, nok vigtigst, gemme sig på toilettet for sine børn. Og så er der os i 20erne. Hvad er vi oppe imod?
I det forgangne år fik min families faste julefrokost dødsstødet. I dens sted trådte det nye og uprøvede »familietræf«; et koncept af den lettere vanvittige slags, hvor 25 mennesker har opnået konsensus om det rationelle i at placere samtlige 25 under ét tag i en hel weekend. Vi mødtes i et svin af et sommerhus ved vandet nær Middelfart.
En del i min familie er den type mennesker, der gerne kommer en time for tidligt. Da jeg en fredag tidlig eftermiddag kommer gående op gennem haven til den aftalte tid, sidder alle mand derfor allerede solidt bænket i dybe havestole i en ufattelig lang udestue. En del har jeg ikke set i et år, man forventer som minimum et par timers harmløs »nå faster, hvordan var ferien til Thailand«, og »hvordan nu med det nye job, fætter?«
Det kunne jeg have sparet mig. Jeg når end ikke at smide min taske, før en onkel med en velkomsthapser i hver hånd gestikulerer mod et punkt lidt over min hofte. »Hvaaa,« skratter han grinende nede fra udestuens fjerne ende.
»Skal man snart til at spørge, om du er med rogn?«
SUK. Hey-ho, her kommer fødemaskinen. Hønen uden ægget. At »være med rogn« er så grotesk ulækkert et udtryk, at dets benævnelse giver mig – og jeg er endda ganske ugravid – omgående trang til at kaste op. Jeg vil slet ikke begynde på mine følelser for begrebet »at have en kage i ovnen«. Og brød i ovnen? Det kan kun være en mand, der har udtænkt den jargon.
På et antaget kvindeligt flertals vegne vil jeg gerne sige: Boykot rogn- og ovnretorik nu. Og i øvrigt: Hej onkel Børge, også godt at se dig. Jeg er 27 år gammel og lige i gang med at finde ud af det hele. Kunne du arbejde lidt på din åbning til næste gang?
Eftermiddagen er en succes, bjerge af pølsehorn, børn og bomber i den indendørs pool. Ved aftensmaden lander jeg så ved siden af endnu en onkeltype, vi diskuterer længe det faktum, at jeg på turen ikke har medbragt min kæreste, som er på weekend med gutterne. Onklen kan ikke få det til at stemme. Er der mon knas i det lille hjem? Laver han fis, jeg tror det ikke, forsikrer ham om vores lykke og tilføjer, at min kæreste og jeg desuden ikke har et fælles hjem, da jeg bor i bofællesskab. Boink siger det, da onkels kæbe rammer jorden. Så kan han ikke længere dy sig.
»Tænker du aldrig på, at du må i gang? Med at lave nogle børn?« siger han.
»Ikke mindst for dine forældres skyld. Ja, og for samfundets?«
Samfundets? Her gik jeg og troede, at det med at få børn var noget, jeg kunne håbe på ville ske for mig en dag, en gave, jeg kunne være heldig at få ned i hatten, hvis sol og måne stod rigtigt, manden var der, og fertiliteten også sad i skabet. Mette Frederiksen fremhævede tre udfordringer i sin nytårstale: Europas evne til at forsvare sig, krigen i Gaza – og så ufrivillig barnløshed. I omvendt rækkefølge. En fertilitetskrise raser, hvert ottende barn fødes efter fertilitetsbehandling. Alligevel spørger folk, jeg holder af, til børn, som bad de mig række dem lasagnen.
For nylig kom en halvspirituel veninde hjem fra et meditationsretreat med en bunke englekort. Det kort, jeg trak fra hendes hånd, prædikede healthy boundaries og påbød mig at kaste rollen som pleaser over bord. Jeg er på ingen måde spirituelt anlagt, men studsede alligevel over rådet. Adskillige gange har jeg grinet tamt afvisende, når jeg fik spørgsmålet om min flade rognbeholdning, mit tik-tak-tikkende æggeur. Og pludselig sad jeg så her i Middelfart i dagens anden uopfordrede samtale om min tomme livmoder. Jeg beslutter mig for, at englene havde fat i noget, kigger onklen i øjnene og svarer: »‘At jeg må i gang’. Nu spørger jeg dig lige helt åbent: Synes du, det er i orden at spørge mig om?«
ONKEL ER VED at kløjes i lasagnen. Hans ansigt styrer mod faretruende lilla, går pludselig i et med den rødvin, han får travlt med at bælle for at vinde sekunder.
»Altså, når du udlægger det på den måde,« siger han flovt. Så kan han jo godt se det. At det måske ikke var decideret elegant. Han prøver bare, men har svært ved, at forstå mig. Mit valg om at vente.
Samme nat ligger jeg i timevis og grubler ved siden af mine to sovende kusiner. Hvad er det med folk over 50 og grænser?
Der er for så vidt intet særligt ved min familie: Hver eneste kvinde i 20erne, jeg kender – for ja, det gælder primært kvinder – må jævnligt lægge øre til ovnmetaforen eller forældre, der helt uden skyggen af skam bestiller børnebørn i julegave. Udspringer denne mani af nedarvede forventninger, manglende refleksion? Eller er det virkelig bare et kejtet forsøg på at vise interesse? Alt det ligger jeg og funderer over, da to yngre familiemedlemmer til min gru går i gang med at arbejde for forældrenes og samfundets skyld i værelset ved siden af. Det kan kun gå fremad herfra.
Ellers tak, siger jeg næste morgen til tilbuddet om en kop kaffe, jeg prøver at holde kopperne på et minimum. I samme nu går et fjernt familiemedlem, jeg ikke har ført meget mere end to længere samtaler med i min levetid, forbi. Smilet i hans ansigt breder sig.
»Nå-å, ingen kaffe,« siger han skælmsk. »Der er måske småfolk på vej?«
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
