Tidligere på ugen bragte Weekendavisen en artikel om Katherine Diez. Hun har tidligere været anmelder på Berlingske, men er i dag selvstændig influencer på Instagram, hvor hun har skabt en profil ved at kombinere begejstring for skønlitteratur med feminisme og et meget feminint kønsudtryk. Diez' centrale budskab har i flere år været, at man godt kan være både smuk og klog, men at mange – særligt mænd – har svært ved at rumme kvinder, der besidder begge disse kvaliteter.
Ugens historie om Diez begyndte på det sociale medie Reddit i en gruppe kaldet »InfluencergossipDK«, hvor den anonyme bruger LittleMissUnperfect opdagede, at den 34-årige Diez havde kopieret en tekst om feminisme fra det amerikanske medie Her Campus til sit eget opslag på Instagram. Straks væltede det frem med flere eksempler på bemærkelsesværdige sproglige overlap mellem Katherine Diez' tekster på Instagram og diverse artikler skrevet af andre.
Det stod hurtigt klart, at der var tale om en regulær plagiatsag. Flere medier bragte efterfølgende historien om detektivarbejdet på Reddit. Og her på Weekendavisen kiggede vi også hendes Instagram-feed igennem og fandt et nyt eksempel på et sprogligt overlap mellem et opslag, hun havde skrevet i november om ofrene for krigen i Gaza, og et essay bragt i Time Magazine få dage forinden.
Det er jo altid en god historie, når nogen slår sig op på at være klog og dannet, men pynter sig med lånte fjer. Men var det en nyhedsværdig historie? Skal den etablerede presse virkelig bruge tid og kræfter på, at en influencer på Instagram har brugt andres tekster uden kreditering? Er det en væsentlig historie?
SOM DEN JOURNALIST, der skrev historien, er mit svar ikke så overraskende: Ja. Helt generelt er historier om plagiat blandt influencere og andre såkaldte content creators på de sociale medier værd at dække. Alt for længe har man anset disse platforme for useriøse og dermed ikke værd at stille krav til. Men med de sociale mediers stigende betydning må man forvente, at der her produceres originalt indhold – dette bliver influencere i øvrigt også betalt af diverse virksomheder for at skabe.
Forventningerne til medier som Instagram og YouTube er endnu ikke de samme som til de mere etablerede, ældre medier, men det bør de i stigende grad være. Adskillige store influencere når ud til flere mennesker, særligt unge, end hæderkronede gamle dagblade blot tør drømme om. Diez har eksempelvis 60.000 følgere på Instagram. Men der er ingen redaktører på Instagram, så i sidste ende falder al ansvaret tilbage på den enkelte afsender, og kontrollen med, at de gør det ordentligt, er overladt til brugerne.
Hvis man ikke stiller de samme krav til dem, der skaber indhold på disse sider, er der en reel risiko for, at vi over tid får en medievirkelighed helt uden det, man i USA kalder »checks and balances«, hvor man kan slippe afsted med hvad som helst, så længe ingen i ens egen boble brokker sig. De potentielle implikationer kan blive store. Under den nuværende krig i Gaza har vi set, hvordan hele subkulturer har vendt ryggen til de etablerede medier, som de har opfattet som utroværdige, for i stedet at flyde ind i et ekkokammer af stories, memes og reels på Instagram, der reproducerer ensidigt, antiisraelsk indhold i én uendelighed. Det er ikke en god udvikling.
NU ER DER LANGT fra Diez' plagiatsag til den slags parallelvirkeligheder, men det kan kun hilses velkomment, at omverdenen endelig begynder at stille blot nogle af de samme krav til det, der produceres i opslag på Instagram, som man altid har gjort til eksempelvis indholdet af en avis som denne.
Historien om Diez viser for en gangs skyld et sundt forhold mellem de sociale medier og de gamle. I undergruppen på Reddit, der normalt er en regulær mudderpøl af ubekræftede sladderhistorier fra anonyme brugere, som intet kulørt magasin med respekt for sig selv ville bringe, var man endelig i stand til at udføre et reelt stykke undersøgende arbejde. Og i de gamle medier samlede man historien op, så nærmere på anklagerne og stillede de ansvarlige til regnskab.
Katherine Diez har siden beklaget, at hun »har haft en uansvarlig, sløset, usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl«, mens Berlingske har igangsat en undersøgelse af hendes anmeldelser for avisen. Og så har den historie formentlig nået sin afslutning. Men tør man håbe, at den vil medføre større kvalitetskrav på de redaktørløse medier?
