Midt i den syndflod af umenneskelighed, der i disse dage præsenteres i den såkaldte Kirkerup-sag, kunne det virke som bureaukratisk skvulp, da forsvarer Karina Skou pludselig tirsdag begyndte at tale om et vidne, som efter planen først skulle præsenteres om et par uger.

Det drejer sig, kunne Berlingske fortælle, om den »kendte og anerkendte dna-forsker Eske Willerslev fra Center for Geogenetik«, der ifølge avisen skal vidne om en dna-undersøgelse foretaget på centeret, hvor man – i modsætning til politiets egne teknikere – angiveligt mener at være i stand til at finde spor af dna fra tiltalte på Emilie Mengs jeans.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Offentligheden ved endnu ikke, hvilken type undersøgelse det konkret drejer sig om, men Skous indvending er, at den ikke er »godkendt til brug i straffesager« og derfor ikke var noget, som retten skulle lægge vægt på.

Sjældent har en sag fået den danske befolkning til så brændende at ønske sig den skyldige straffet, og det kan få forsvarets indvendinger til at lyde som en fiks strategi, der skal skabe unødig usikkerhed om vigtige beviser.

Professor Eske Willerslev. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Professor Eske Willerslev. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Men når vi inviterer videnskaben ind i retssalene, må vi også acceptere, at vi i samme åndedrag inviterer usikkerheden og tvivlen ind.

USA HAR DE seneste årtier givet os en række eksempler på, at de tekniske beviser, som eksperter uden en flig af tvivl præsenterede i retssalene, ikke var så pålidelige, som deres objektive aura ellers gav indtryk af. Det gælder eksempelvis analyser af patroner, hår og bidmærker.

Berlingske har for nylig beskrevet, hvordan den videnskabelige konsensus om det såkaldte shaken baby syndrome smuldrede og fik nogle af de forskere, der ellers havde givet skråsikre vidneudsagn, til at tvivle.

Jeg har ingen grund til at tro, at det samme vil være tilfældet med de analyser, der kobler den tiltalte til Mengs jeans, men historien giver god grund til at være skeptisk over for introduktionen af uprøvede metoder.

Det er værd at huske, at det traditionelle dna-bevis, der bruges rutinemæssigt som en slags guldstandard i retssager verden over, netop opnåede den position, fordi det blev udfordret i de amerikanske retssale, men til sidst formåede at bevise sit værd.

På den måde gør forsvarsadvokater os en tjeneste, når de ikke tavst accepterer nye metoder, og Willerslev får mulighed for at redegøre for, om det er forsvarligt at bruge centerets analyse som bevis i retssager.

Her er læren fra videnskaben dog, at man ikke kan forvente, at den, der har lavet en given analyse, også er den bedste til at se dens svagheder og begrænsninger. Så måske ville det allerbedste være, hvis Willerslevs vidneudsagn kunne suppleres af en skeptisk kollega – ganske som i videnskabens verden.