DET var en meget spektakulær sag, der torsdag blev rejst ved FNs Internationale Domstol i Haag. Her argumenterede seks jurister, der repræsenterede Sydafrika, for, at Israel skal dømmes for folkemord mod palæstinenserne i Gaza. Det er kulminationen på flere måneders anklage mod Israel, rejst på bannere til demonstrationer og i talrige erklæringer. Nu er den endt i verdens højeste domstol; med Israel på anklagebænken og hele verden som tilskuere. Man kan godt lade, som om det er business as usual i Haag, men historien hviler tungt over retssalen. Selve ordet genocide blev opfundet af den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, som var flygtet fra Holocaust. Der manglede et helt sprog, mente han, inklusive et juridisk sprog for den værste forbrydelse; forsøget på at fjerne et helt folkeslag fra Jordens overflade. Konventionen mod folkemord blev vedtaget i 1948, et halvt år efter at de overlevende fra dette folkemord grundlagde den jødiske stat.
ER anklagen den alvorligste, man kan rejse, er den også forkert. Man kan forfærdes over de store tabstal i Gaza og skrive FOLKEMORD på et banner eller på Instagram, men anklagen er ikke rigtig. Folkemord indebærer, at den anklagede udfører »handlinger med den intention at ødelægge, helt eller delvist, en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe«. Formålet med krigen er for Israel at fjerne Hamas fra magten, ødelægge den militære infrastruktur og enhver mulighed for at kunne vende tilbage som magthaver i Gaza. Det er et fuldt legitimt formål, som ikke er opnået, al den stund at Hamas-ledelsen stadig ikke er fanget eller elimineret, at der fortsat affyres raketter mod Israel, og at der stadig findes steder med kompliceret våbenproduktion. At forfærdende mange mennesker dør i en krig, er ikke ensbetydende med folkemord.
IKKE så snart var de sydafrikanske jurister gået i gang med at fremlægge anklagen, før de trak tråde tilbage til Israels grundlæggelse. Og anklagen er da også blevet rejst mod Israel gennem alle årene – ofte gennem FN. Fordrivelsen af palæstinenserne i 1948 er blevet kaldt folkemord, massakren på palæstinensere i Libanon i 1982 kaldtes folkemord, og Israels blokade af Gaza efter 2007 og den følgende Gazakrig i 2014 blev betegnet som folkemord. Anklagen er blevet en særlig figur, hvor Israel placeres på anklagebænken sammen med verdens værste krigsforbrydere, folkemordere, man ikke kan forhandle med. At gøre israelerne til folkemordere fremmaner et forvrænget spejlbillede af jødernes egen historie.
FOLKEMORD: Var det ikke det, jøderne selv blev udsat for, var det ikke israelerne selv, der idømte Adolf Eichmann dødsstraf for, som dommeren sagde det i Jerusalem, hans medansvar for »at udslette et helt folk fra Jordens overflade«? Det er en figur, der fremkalder raseri eller dyb sorg: »Tænk, at det var dér, vi skulle ende,« lød det sørgmodigt på forsiden af Politiken. Det er en destruktiv samtale. De fleste israelere, selv de mest kompromissøgende duer, reagerer på den med forfærdelse. Palæstinenserne føler sig endeligt anerkendt som ultimative ofre. Det bidrager ikke til den mindste bevægelse fremad, men fastlåser konflikten og lammer parterne i en ultimativ kamp om bøddel- eller offerstatus. Anklagen om folkemord gør netop det, der har været problemet i årtier: gør konflikten til noget helt exceptionelt, der helt undslår sig normale forhold og erfaringer. Israel er en folkemorderstat, lige så lidt som palæstinenserne bruger hele deres liv på at finde nye måder, de kan terrorisere og fordrive israelerne på.
MEN det betyder ikke, at opmærksomheden på krigen bør ophøre. Den må bringes ned på et niveau, hvor den kan diskuteres mere fornuftigt, også af Israels allierede. Israel gør helt åbenlyst ikke tilstrækkeligt for at beskytte civile. Langt over 20.000 mennesker er døde, og det er ikke kun resultatet af det erklærede mål at udrydde Hamas. Israels angreb har både et stærkt element af hævn og et ønske om at afskrække Hizbollah i Libanon og særligt Iran: Prøver I på noget, kan I her se konsekvensen! Det står åbenlyst ikke øverst på den israelske liste at beskytte civile, heller ikke nødhjælpsarbejdere, sundhedspersonale eller journalister, der er blevet dræbt i stort antal. Israel sørger ikke for tilstrækkeligt med mad, vand og nødhjælp. Israel begår med stor sandsynlighed krigsforbrydelser og muligvis også forbrydelser mod menneskeheden. Det bør naturligvis efterforskes, som netop Den Internationale Straffedomstol er i færd med.
KRIGEN er et legitimt selvforsvar, men intet selvforsvar retfærdiggør alle krigshandlinger. Israel har sig selv at takke for, at der kan rejses tvivl om krigens mål. Sydafrika har i sagen ved FN-domstolen citeret en række israelere, herunder politiske ledere, for at udtrykke et ønske om at fjerne palæstinenserne fra Gaza. Selv Benjamin Netanyahu kom ved krigens begyndelse med en bibelsk reference til historien om amalekitterne, der var jødernes fjender og blev »udslettet, både mænd, kvinder og børn«. Flere af Netanyahus mest rabiate ministre har, ligesom andre politikere og folk i sikkerhedssystemet, sagt, at krigens formål er at decimere eller fjerne palæstinenserne. Mest berygtet er finansminister Bezalel Smotrich, en decideret messiansk fascist i regeringen, der mener, at befolkningen i Gaza skal ned på et par hundrede tusinde mennesker.
FØRES krigen af en stat, der ikke kan anklages for folkemord, har den israelske regering stærke elementer, der helt åbent står ved deres forbryderiske hensigter: De ønsker en genbesættelse af Gaza og en evig kontrol over palæstinenserne. De bruger, som både de sydafrikanske jurister i Haag og mange andre har understreget, »folkemorderisk« retorik. Og de forventer, at både palæstinenserne og hele det internationale samfund vil acceptere en sådan genbesættelse. Det er forvrænget, men det har en direkte forbindelse til den politik, Netanyahu har ført i nu snart 20 år. En konstant udbyggelse af bosættelserne på Vestbredden, en snigende annektering og en underminering af muligheden for en palæstinensisk stat. Først nu, tre måneder inde i krigen, har Netanyahu, stærkt presset af USA, afvist en sådan genbesættelse.
AF den ulykkelige krig må der nu komme en virkelig, tydelig og sober diskussion om denne politik. Den israelske regering har endnu ikke fremlagt en klar plan for tiden efter krigen ud over at afvise, at Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden kan overtage administrationen og magten, og insistere på israelsk kontrol med al sikkerhed. Problemet for Israel er, at der ikke findes andre realistiske magthavere end Det Palæstinensiske Selvstyre, og at det netop kun vil kunne påtage sig denne opgave, hvis Israel overlader Selvstyret magten over Gaza. Israel har i årtier gjort det modsatte: presset, undermineret og kvalt en palæstinensisk administration med det resultat, at den i dag er nærmest ødelagt. Det er Netanyahus ansvar, han har aldrig stået ved det, og han er aldrig blevet draget til ansvar af sine vestlige allierede. Krigen mod Hamas er legitim, men hvis ikke Israel kan svare klart og overbevisende på krigens langsigtede, blivende formål, er den i sidste ende udsigtsløs.
FORBRYDERE og ekstremister udfolder sig frit i Israels regering, og de ved godt, hvad de ønsker. Tilbage er at finde ud af, hvor den israelske befolkning står. Krigens lidelser og de mange civile ofre i Gaza kan kun accepteres, hvis der følger et reelt opgør med den israelske politik efter årtier med Netanyahu. Verden omkring Israel, både Israels allierede og kritikere, bør begynde at involvere sig i dette opgør, som var i gang før terrorangrebet i oktober. Hvordan skal Gaza genopbygges? Hvordan kan Det Palæstinensiske Selvstyre styrkes og reformeres? Hvordan kan Israel presses til at bidrage til det – blandt andet gennem rømning af bosættelser og tilbagetrækning af israelske styrker på Vestbredden? Og hvordan kan moderate kræfter på begge sider styrkes markant og bringes sammen? I sidste ende skal folkemorderne og terroristerne slutte fred. Det vil være en enorm udfordring, som skal overvindes nu. At bruge tid på en spektakulær retssag, der vækker historiske traumer og stærke følelser, udskyder bare det nødvendige arbejde. kras
Lederen blev bragt på Weekendavisens hjemmeside onsdag aften og er blevet opdateret med detaljer om de sydafrikanske anklager, der blev fremlagt i Haag torsdag formiddag. Israel svarer på anklagerne fredag.
