Kort nyt. Bonoboer er mere aggressive end hidtil antaget.
Voldsparate hippieaber
Bonoboer, menneskets nærmeste nulevende slægtninge, er kendt som fredselskende hippietyper, der helst undgår vold og i stedet løser uoverensstemmelser med kærlighed og masser af sex. Modsat andre primatgrupper ledes bonoboer af hunner, og forskere har aldrig set de spinkle menneskeaber dræbe hinanden.
De godmodige bonoboer står i kontrast til chimpanser, der gennemgående beskrives som stærkt territoriale og naturligt voldelige. Chimpansegrupper domineres af hanner, der patruljerer eget revir og forsvarer det hårdnakket. Det er ikke usædvanligt, at chimpanser tager livet af artsfæller, når rivaliserende samfund støder sammen. Chimpansehanner kan også finde på at angribe hunner og tvinge dem til parring, ligesom de indimellem dræber unger.
Nu rokker ny forskning imidlertid ved opfattelsen af bonoboer som udbredt pacifistiske primater. I et nyt studie beskriver et internationalt hold af biologer og antropologer, at bonobohanner oftere ryger i totterne på hinanden i voldelige sammenstød, end det er tilfældet blandt chimpanser.
Biologerne har fulgt 12 bonobohanner fra tre forskellige grupper i Den Demokratiske Republik Congo og 14 chimpansehanner fra to forskellige grupper i Tanzania og indsamlet mere end 9.000 timers videooptagelser af dyrenes adfærd.

Bonoboer lever i fjerne og svært tilgængelige dele af den vestafrikanske regnskov og er langt mindre velstuderede end chimpanser.
De nye undersøgelser viser, at bonobohanner havde 2,8 gange flere aggressive interaktioner og tre gange så mange fysiske sammenstød med andre hanner sammenlignet med chimpanser.
»Der er ingen hippieaber,« siger Maud Mouginot, antropolog ved Boston University i USA og hovedforfatter til det nye studie, til avisen The New York Times.
På intet tidspunkt slog de hidsige bonobohanner dog hinanden ihjel.
For begge arter gælder, at de mere aggressive hanner vinder større popularitet blandt hunner. Dette fund udfordrer delvist den såkaldte self-domestication hypothesis, der anfører, at hunner – både hos bonoboer og mennesker – over tid har foretrukket ikkevoldelige hanner i modsætning til chimpansehunner.
Current Biology, 12. april
Del:



