Flokdyr er som udgangspunkt sig selv nærmest, og når grupper af dyr støder sammen, sker det ofte i hidsige slagsmål. Én art skiller sig imidlertid ud: mennesket. Det er velbeskrevet, at forskellige jæger-samler-samfund mødtes på kryds og tværs, udvekslede erfaringer, skabte alliancer og gik sammen om blandt andet jagt og anden fouragering. Menneskets samarbejdsiver er så gennemgående, at den af antropologer ofte beskrives som et særkende ved vores art.

Men nu udfordrer ny forskning menneskets unikke position. I et nyt studie beskriver evolutionsbiologer fra amerikanske Harvard University, hvordan bonoboer i Den Demokratiske Republik Congo i vid udstrækning hjælpes ad, deler mad og plejer hinanden på tværs af etablerede flokke. Mønstret står i skarp kontrast til chimpanser, der konsekvent angriber og indimellem dræber rivaliserende artsfæller.

Bonoboer er svære at undersøge. De lever dybt i Congobassinets tætte og ufremkommelige regnskov, og der findes i dag kun omtrent 15.000 individer i det fri. I det nye studie lykkedes det imidlertid biologerne at komme helt tæt på to grupper af bonoboer med henholdsvis 11 og 20 medlemmer over en periode på godt to år. Her observerede forskerne i alt 95 møder mellem de to flokke. Nogle varede mindre end en time, andre pågik i flere dage. I et enkelt tilfælde hang grupperne ud i to uger.

De mange sammenkomster var udelukkende fredelige, og biologerne oplevede blandt meget andet, hvordan de to flokke hjalp hinanden med at jage slanger på flugt og gav hinanden gaver. Samtidig holdt grupperne dog fast i at leve adskilt med hver deres traditioner og tilbøjeligheder. På intet tidspunkt parrede aberne sig med hinanden på tværs af flokkene.

De to flokkes møder var udelukkende fredelige. Arkivfoto: Martin Surbeck, Scanpix
De to flokkes møder var udelukkende fredelige. Arkivfoto: Martin Surbeck, Scanpix Martin Surbeck/AFP/Ritzau Scanpix

Science, 16. november