Allegori. Han Kang skriver sig gennem endnu en upåfaldende kvindes gådefulde forvandling, men når ikke samme anarkistiske højder som i Vegetaren.
Kvinden som tavs fæstning
Lige så uforklarligt som kvinden i koreanske Han Kangs gennembrudsroman, Vegetaren, holdt op med at spise kød og langsomt svandt ind til næsten ingenting og et dødsønske, lige så uforklarligt holder den navnløse kvinde i Lektioner i græsk op med at tale. I begge romaner revolterer deres kroppe af sig selv og sætter en stopper for kvindernes fortsatte almindelige tilværelse. Ikke at de bliver lykkelige eller oplyste af det, tværtimod, kroppen handler bare, pludseligt og uden varsler.
Den tavse kvinde har indlysende grunde til på den måde at isolere sig, synes hendes psykolog, for hun har mistet sin mor et halvt år tidligere, og hendes fjendtlige eksmand har vundet fuld forældremyndighed og råderet over sønnen, fordi kvinden er »for nervøst anlagt«, og det går ud over sønnen, en blid lille dreng. Hun er helt alene, selv den tarvelige løn forsvandt, da hun mistede evnen til at tale. Før var hun digter og skribent og underviste i litteratur. Nu kan hun ingen af delene, stum og sprogløs bliver hun en fæstning.
Del: