Satellit. Med valget af ghanesisk-fødte Vaughan Gething til førsteminister i Wales har ingen af Storbritanniens fire nationer længere en hvid mand ved roret.
Første sorte førsteminister
Der blev i denne uge skrevet historie i Wales, da 50-årige Vaughan Gething – hvis mor er ghanesisk og far walisisk – blev nationens første sorte førsteminister. Posten som førsteminister for nationalforsamlingen Senedd og formand for det walisiske Labour-parti blev ledig, efter at den mangeårige leder Mark Drakeford kort før jul meddelte, at han ønskede at træde tilbage.
Gething kaldte det i sin takketale for »en ære at blive den første sorte leder af et europæisk land«.
Valget af Gething betyder ovenikøbet, at ingen af de fire nationer, der tilsammen udgør Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, længere har en hvid mand ved roret. Premierminister Rishi Sunak har indiske rødder og er hindu. Skotlands førsteminister, Humza Yousaf, kommer fra en muslimsk pakistansk familie. Og Nordirlands førsteminister er den katolske kvinde Michelle O'Neill.
I de seneste uger har debatten i landet ellers været præget af en række racerelaterede skandaler. Blandt andet efter at det kom frem, at den konservative pengedonor Frank Hester har udtalt, at den sorte parlamentariker Diane Abbott fik ham til at »hade alle sorte kvinder«.

Ikke desto mindre påpeger Sunder Katwala, formand for tænketanken British Future, i en kommentar i The Guardian, at »etnisk diversitet i toppen af britisk politik er blevet det nye normale«. rod
Del:



