Pligten kalder

Er flere værnepligtige vejen til et stærkere forsvar? Eller klarer et militær bestående af folk, som selv har valgt at være der, opgaven bedre? 

Diskussionen er blevet aktuel, efter at regeringen har fremlagt en ambition om igen at give værnepligten – traditionelt selve grundpillen i det danske forsvar – større vægt.

Værnepligtsperioden skal øges fra fire til 11 måneder, og samtidig skal muligheden for at gøre tjeneste i Forsvaret ændres fra at være en ret til at være en pligt for kvindernes vedkommende. 

Spørgsmålet er, om Danmark dermed får et forsvar, som i en skarp situation faktisk vil være bedre i stand til at løse sin opgave.

»Én frivillig er lige så meget værd som to, der er blevet tvunget ud i det,« siger englænderne, og den britiske hær – som i langt størsteparten af sin over 300 år lange historie har bestået af frivillige – har trods alt vundet de fleste af sine krige.

Ærkeliberalisten Milton Friedman står for et klassisk argument for fordelene ved en frivillig frem for en værnepligtig hær: »En frivillig hær ville være bemandet med folk, der havde valgt en militær karriere, snarere end en styrke, der i hvert fald til dels består af modstræbende værnepligtige, som kun tænker på at komme ud igen i en fart,« skrev han midt i Vietnamkrigen i 1967, mens USA stadig havde værnepligt.

Værnepligten kan have mere end ét formål. Den kan for eksempel også hjælpe til at skabe større national bevidsthed og dermed styrke det, der med et moderne udtryk bliver kaldt for sammenhængskraften i et samfund. 

Men hvis man barberer spørgsmålet ned til det helt essentielle – hvem er bedst i stand til at opnå militære mål på slagmarken? – er svaret typisk: Det professionelle militær bestående af folk, der har meldt sig frivilligt.

Det er for eksempel vurderingen, når man spørger Eyal Ben-Ari, forsker ved tænketanken Jerusalem Institute for Strategy and Security.

»En af fordelene ved at have en styrke bestående udelukkende af frivillige er muligheden for at opnå en høj grad af specialisering. En korporal med ti års erfaring vil alt andet lige være en dygtigere soldat end en værnepligtig, der har været inde i et år eller to,« siger han.

Han peger dog på, at billedet er komplekst. For eksempel vil professionelle soldater ofte være økonomisk afhængige af fortsat ansættelse og kan derfor tøve med at fremsige kritik eller komme med forslag til fornyelse. Desuden er professionelle styrker typisk ældre end værnepligtige og kan mangle noget af deres ungdommelige energi.

Den danske erfaring

Danmark giver en unik mulighed for at vurdere forskellen mellem de to grupper, eftersom man både kan melde sig frivilligt til at aftjene sin værnepligt og blive tvunget ind. 

En statistisk analyse udført af Stéphanie Vincent Lyk-Jensen og Paul Bingley, begge fra VIVE, viser for eksempel, at der i bund og grund ikke er den store forskel på, hvordan frivillige og værnepligtige klarer sig i internationale missioner.

Ganske vist fremgår det af tallene, at der er en lavere sandsynlighed for, at værnepligtige bliver såret på internationale missioner, ligesom der også er færre værnepligtige end frivillige, der bliver sendt hjem før tid.

Det er dog vanskeligt at drage alt for firkantede konklusioner på det grundlag, da tallene dækker perioden fra 1992 til 2012, det vil sige både de fredsbevarende missioner i det tidligere Jugoslavien i 1990erne og det følgende årtis udsendelser til Irak og Afghanistan.

Der var en relativt større proportion af værnepligtige i Eksjugoslavien i 1990erne, hvor der var færre kamphandlinger og dermed mindre risiko for at blive såret end i Irak og Afghanistan.

Desuden udviskes forskellen mellem værnepligtige og frivillige, når først de når det stadie – ofte længe efter grunduddannelsen – hvor de skal tage stilling til, om de vil deltage i en international mission.

»Det er vigtigt at huske på, at både værnepligtige og frivillige har meldt sig til internationale missioner, og at begge grupper i den forstand er frivilligt udsendte,« siger Lyk-Jensen.

Erfaringen fra Sverige tyder ligeledes på, at der ikke er den store forskel på værnepligtige og frivillige. I perioden fra 2010 til 2017 lagde nabolandet værnepligten på hylden, med et interessant resultat, ifølge Peter Bäckström, der forsker i værnepligt ved Umeå universitet.

»De individer, der blev rekrutteret, havde stort set de samme testværdier som de værnepligtige, der havde været inde i årene før. Så forhåbninger om, at man ville få mere egnede rekrutter, blev ikke indfriet,« fortæller han.

To slags effektivitet

Der er et praktisk problem, når man som dansker beskæftiger sig med »effektivitet«. I virkeligheden dækker ordet over to beslægtede begreber, der på engelsk beskrives som henholdsvis »effectiveness« og »efficiency«.

»Effectiveness« er den snævert definerede effektivitet i felten og angår spørgsmålet om en enheds evne til at løse sin militære mission: fordrive fjenden fra et territorium, for eksempel.

Omvendt indebærer »efficiency« et mere økonomisk farvet fokus på effektivitet som et spørgsmål om at opnå det optimale resultat ud fra de givne ressourcer. Det er Bäckströms speciale, og han tvivler på, at værnepligten er det bedste middel til at opretholde et militær.

En værnepligtig hær er dyr. Ikke i den forstand, at den koster en masse penge for forsvaret selv. Men den forøger alternativomkostningerne – det vil sige den pris, den værnepligtige betaler ved at være i trøjen i stedet for at gøre noget andet, for eksempel studere eller arbejde.

»Det er en politisk fordelagtig måde at opretholde en hær på, fordi man ikke behøver at betale den virkelige omkostning. Omkostningen fordeles i stedet af de værnepligtige. Værnepligten er en slags naturalieskat, som er rettet mod en bestemt del af befolkningen,« siger Bäckström.

Værnepligten giver dybest set militæret mulighed for at vælge sin arbejdskraft uden at skulle betale markedsprisen, med uheldige resultater til følge.

Det kan betyde, at for eksempel individer med høj iq bliver sat til beskæftigelse i militæret, som de egentlig er overkvalificerede til, mens det ville have været bedre for samfundet, hvis de blev ingeniører eller læger ude i det civile liv.

»Det er suboptimalt ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Samfundsøkonomisk handler effektivitet om, at alle i princippet er placeret dér, hvor de gør mest gavn for sig selv og andre. Der er ikke nogen, der siger, at man med høj iq gør mest nytte i forsvaret. Men det kan være sådan, det ender, hvis militæret får lov at bestemme,« siger han.

»Værnepligt har også den dimension, at den gør arbejdskraft ekstremt billig for forsvaret. Og hvis en ressource er billig, bruger man generelt mere af den, end man ellers ville have gjort. Så vi risikerer, at man, i takt med at man øger værnepligten, begynder at anvende for meget arbejdskraft i stedet for at lede efter andre tekniske alternativer.«