– Kunne Israel gøre meget mere for at undgå civile ofre herunder: Hvorfor bruger de »dumb bombs« i så stor udstrækning?
I sidste måned kom det frem i flere amerikanske medier, at man i Washington vurderer, at 40-45 procent af de bomber, som Israel har anvendt i Gazastriben, er såkaldte dumb bombs. Det vil sige bomber, der ikke er fjernstyrede præcisionsbomber, men derimod blot rammer det sted, hvor de smides.
Denne praksis er blevet kritiseret af blandt andre den hollandske ngo PAX Protection of Civilians, der mener, at disse bombetyper medfører større civile tab og forhøjet risiko for at ramme forkert. Dette er særligt problematisk i tætbefolkede byområder som dem, kampene i Gazastriben foregår i. Særligt i krigens første fase blev der ramt mange mål fra luften. Cirka 15.000 mål i krigens første 35 dage. I alt har Israel kastet mindst 29.000 bomber over Gaza.
Flere militærfolk har dog forsvaret Israels praksis. Ifølge dem er det forkert at beskrive de såkaldte dumb bombs som værende upræcise. Det afhænger af, hvordan de kastes. Denne type bomber kan ifølge disse veteraner sagtens bruges som præcisionsvåben, hvis de er affyret korrekt. Derudover afhænger risikoen for at ramme uskyldige i høj grad af, om området, hvor man anvender bomberne, er ryddet for civile eller ej.
En tidligere jagerpilot fra den amerikanske flåde ved navn Steve Ganyard har fortalt ABC News, at Israels anvendelse af dumb bombs er exceptionel lav i sammenligning med tilsvarende operationer. At bruge fjernstyrede præcisionsvåben 55 til 60 procent af tiden i en luftkampagne er ifølge ham en uhørt høj andel. Derudover er fjernstyrede præcisionsvåben langt mere omkostningsfulde end de dumme bomber, og så findes præcisionsvåbnene ikke ligefrem i overflod. De fleste hære bruger dem af samme grund med mådehold.
– Hvad skete der, da Israel ramte en flygtningelejr forleden og derefter beklagede?
Juleaften bombede Israel to mål i Maghazi – en by i det centrale Gaza, der blev etableret i 1949 som en flygtningelejr. Angrebet var målrettet Hamas-styrker i området, der estimeres at udgøre cirka 1.000 krigere. Bombningen resulterede ifølge Associated Press i 106 dræbte. Fire dage efter angrebet kunne den israelske public service-station KAN meddele, at en indledende undersøgelse foretaget af den israelske hær (IDF) havde konkluderet, at angrebet var fejlet. Ifølge deres kilder i hæren havde man både ramt de forkerte mål, og der var anvendt en forkert type ammunition. En talsperson fra hæren har efterfølgende meddelt, at de har fortrudt angrebet. Sagen er blevet overdraget til en specialkommission, der undersøger usædvanlige hændelser i krigen.
– Har Israel styr på de såkaldt sikre zoner, de beordrer folk at flytte til? Hvor ofte har de ramt disse steder?
Ifølge en analyse foretaget af CNN, der udkom kort før jul, har Israel siden våbenhvilen i november mindst tre gange bombet områder, de har udpeget som sikre zoner. Den 1. december delte den israelske hær et kort med befolkningen i Gaza, hvor 623 områder var udpeget som enten steder, der ville blive angrebet, eller som områder, hvor man burde søge ly. Men ifølge CNN har hæren altså i mindst tre tilfælde i byen Rafah ikke desto mindre angrebet mål inden for de sikre zoner. IDF har forklaret dette med, at man havde identificeret gemmesteder for ledende medlemmer af Hamas’ militære gren i disse områder, og at man fortsat angriber Hamas’ medlemmer overalt i Gazastriben, uanset hvor man lokaliserer dem. Der har været en del forvirring omkring disse sikre zoner, da der tidligere har været udsendt modstridende information om, hvilke områder der er sikre.
– Hvorfor dør der stadig så mange civile?
Antallet af dræbte har i denne uge passeret 22.000. Det er dog ikke oplyst, hvor mange af disse der er kombattanter. Det er således ikke til at sige noget endegyldigt om antallet af dræbte civile. En analyse fra begyndelsen af december i den israelske avis Haaretz foretaget af Yagil Levy, der er forsker i civile-militære relationer ved Israels Åbne Universitet, konkluderede, at andelen af dræbte civile i krigens første tre uger var cirka 61 procent. Et studie publiceret i The Lancet i slutningen af november nåede frem til 68 procent dræbte civile i de første to uger af krigen. Tager man disse estimater for pålydende, er der i den første fase af krigen blevet dræbt cirka to civile for hver kombattant. I begyndelsen af december bekræftede IDF over for CNN, at de estimerede, at 5.000 ud af de på daværende tidspunkt cirka 16.000 dræbte var kombattanter. Dette svarer også til en ratio på omkring to dræbte civile pr. dræbt kombattant.
Der er delte meninger om, hvorvidt dette er en acceptabel eller kritisabel ratio. Ifølge IDF er det en »enormt positiv« ratio for angreb foretaget i et urbant terræn, hvor man forsøger at nedkæmpe terrorister, der blander sig med civilbefolkningen. Ifølge Yagil Levy er andelen af dræbte civile dog dobbelt så stor som i tidligere militære operationer i Gazastriben, hvor man har været tættere på én dræbt civil pr. dræbt kombattant.
Analyserne, der er nået frem til et estimat på cirka 1:2, er dog blevet kritiseret for at antage, at samtlige dræbte mænd mellem 18 og 59 år er potentielle kombattanter, hvilket forekommer usandsynligt. Omvendt er det også uklart, om man kan gå ud fra, at alle dræbte under 18 år er uskyldige civile, da Hamas selv har erklæret, at de anser drenge over 16 år som voksne, og eksempelvis har brugt en 17-årig dreng som selvmordsbomber. Uanset hvad er disse estimater meget usikre.
Hvad angår dødstallet, var det på sit højeste i krigens første måned, der var præget af luftbombardementer. Her blev over 10.000 dræbt. Efter at operationen gik over til en landoffensiv, er det gennemsnitlige dødstal faldet. Den seneste måned har medført omkring 6-7.000 dræbte.
– Der er angiveligt hungersnød i Gaza. Hvorfor kommer der ikke mere nødhjælp ind?
Ifølge et estimat foretaget af Integrated Food Security Phase Classification (IPC) (en enhed under FN, der foretager analyser af fødevareforsyninger i konfliktområder), der udkom 21. december, risikerer 93 procent af Gazas befolkning at lide af sult inden for den nærmeste fremtid. Dermed er der en overhængende fare for, at Gazastriben kan rammes af hungersnød. Ifølge analysen er det cirka 40 procent af befolkningen, der befinder sig i IPC-skalaens fase fire, der er kategoriseret som en nødsituation. 25 procent er i fase fem, der er den mest alvorlige og beskrives som »katastrofal«. I fase fem vil husholdninger opleve død som følge af sult.
Problemerne med at få nødhjælp frem til befolkningen skyldes en kombination af flaskehalsproblemer i den egyptiske kystby Al Arish og ved grænseposten ved Rafah i det sydlige Gaza samt de vedvarende krigshandlinger mellem Hamas og IDF, der gør det usikkert for nødhjælpsarbejderne. I gennemsnit har det kun været muligt at få omkring 100 lastbiler om dagen igennem grænsen. Der har også været videoer delt på de sociale medier i december, der angiveligt viser Hamas plyndre lastbiler med nødhjælp efter deres ankomst til Gaza.
Den 31. december meddelte Israel, at man er klar til at lade skibe med nødhjælp få adgang til Gaza via en korridor til Cypern. Den israelske udenrigsminister, Eli Cohen, kunne ved samme lejlighed fortælle, at Storbritannien, Frankrig, Grækenland og Holland er blandt de lande, der har skibe klar, der kan bruges til at transportere nødhjælpen frem til civilbefolkningen i Gaza.
– Hvorfor er det så svært at få ram på Hamas’ politiske leder i Gaza, Yahya Sinwar?
De israelske efterretningstjenester Mossad og Shin Bet har udført målrettede likvideringer i årtier. Blandt dem, man har dræbt, kan nævnes nazister som den lettiske massemorder Herberts Cukurs, der blev myrdet af en lille gruppe Mossad-agenter i Uruguay i 1965, PFLP-lederen Wadie Haddad, som Mossad dræbte ved at forgifte hans tandpasta i 1978, eller Hamas-officeren Yahya Ayyash, kendt som »ingeniøren« på grund af sin innovative tilgang til selvmordsbomber, der blev dræbt af en eksplosiv mobiltelefon i Gaza i 1995.
Med andre ord er der næppe nogen tvivl om, at en række Hamas-ledere står prominent placeret på Israels dødsliste. Lederen af Hamas’ militante gren, Mohammed Deif, har eksempelvis været højt placeret på denne liste siden midten af 1990erne, men har overlevet mindst syv likvideringsforsøg. Så sent som i tirsdags dræbte Israel Hamas-lederen Saleh al-Arouri i et droneangreb i en forstad syd for Beirut. Al-Arouri var grundlægger af Hamas' Izz ad-Din al-Qassam-brigader og nummer to i rækken af deres politiske lederskab.
En af dem, som de israelske efterretningstjenester med sikkerhed jager, er Hamas’ leder i Gaza, Yahya Sinwar, der menes at stå bag terrorangrebet 7. oktober. En talsperson for IDF har endda kaldt ham en »dead man walking«. Israelske medier har i december beskrevet, hvordan IDF mener at have været tæt på at fange ham to gange under den nuværende krig. De har angiveligt også sat en dusør på 400.000 dollar for information, der kan hjælpe dem på sporet af ham. Men det kan blive svært, da han menes konstant at være i bevægelse, akkurat som Yasser Arafat, der i sin storhedstid aldrig sov det samme sted to nætter i træk. Sinwar befinder sig angiveligt et sted omkring det centrale Gaza i Khan Yunis-området og gemmer sig med stor sandsynlighed under jorden i en af Hamas’ mange tunneler.
– Hvorfor siger Netanyahu nej til, at Gaza bliver et internationalt protektorat?
Det er endnu uklart, præcis hvad Israels plan er med Gaza, efter de har nået deres militære mål om at eliminere Hamas. Mange tvivler på, at det overhovedet kan lade sig gøre at nå dette mål. Ikke desto mindre har der været adskillige forslag til et fremtidigt Gaza, hvor Hamas ikke sidder på magten. Et af disse forslag er, at man skal skabe et internationalt protektorat, hvor en række lande, eksempelvis fra den arabiske verden, vil kontrollere Gazastriben under et FN-mandat i en periode, indtil der kan etableres et selvstyre. En sådan idé har eksempelvis været luftet af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i november.
Forslaget er dog blevet afvist af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. I begyndelsen af december erklærede han, at Gaza skal demilitariseres, hvilket han mener er en opgave for IDF, ikke for en internationalt sammensat styrke. Ifølge Netanyahu har man tidligere set, hvad der er sket, når demilitariseringer er blevet overladt til internationalt sammensatte styrker (omend han ikke har præciseret, hvad det er, vi angiveligt har set). Gazas fremtidige sikkerhedspolitik vil ifølge Netanyahu på ubestemt tid være styret af Israel. Hans regering har dog antydet, at man ikke ønsker at varetage Gazas civile administration, men hvem der i så fald skal overtage dette ansvar, er ikke blevet konkretiseret. Mange har foreslået det palæstinensiske selvstyre, der har en lignende funktion på Vestbredden, men selvstyrets og Netanyahus forhold hører ikke til de mest velfungerende.
Netanyahus erklærede mål, der skal være opfyldt, før der kan indgås en varig fred, er meget overordnede: Hamas skal ødelægges, Gaza skal demilitariseres, og det palæstinensiske samfund skal afradikaliseres. Præcis hvordan dette skal foregå i praksis, er uklart, omend det i hvert fald ikke skal foregå i regi af et internationalt protektorat, som han tydeligvis ikke tør tiltro varetagelsen af områdets sikkerhedspolitik.
