Isam B
Dan Harder, redaktør
Sanger Isam Bachiris påstand (WA #52) om, at palæstinenserne ikke har andre muligheder end at støtte Hamas' terror, er historisk set forkert. Israel forlod Gaza i 2005 i håb om, at palæstinenserne ville udvikle området til et frit og velstående samfund. Et samlet Vesten stod i kø for at hjælpe økonomisk med at gøre Gazas middelhavsstrande til et turistmekka. Men da den sidste israelske soldat var ude, blev Gaza omgående affyringsrampe for raketbeskydning af israelske beboelsesområder. Palæstinenserne valgte Hamas og den fortsatte terrorkrig imod Israel.
Isam Bachiri afslører i sin tirade af antiisraelsk propagandavrøvl dog én sandhed, nemlig at tostatsløsningen ikke vil stille palæstinenserne tilfredse. Om de i 2000 og 2008 fremsatte fredsforslag, som ville have givet palæstinenserne en stat omfattende Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, skriver Isam Bachiri følgende: »Fredsløsningen indebærer allernådigst en skamløst beskeden tilbagedragelse af jord til palæstinenserne, hvilket aldrig ville kunne stille det undertrykte folks retfærdighedsfølelse.« Det er den triste virkelighed. Palæstinenserne vil ikke lade sig spise af med en stat ved siden af Israel. De vil have det hele, »from the river to the sea«.
Cepos
David Thisted, chefkonsulent
Jes B. Christensen vil gerne have taletid. Det forstås. Ny direktør i et foretagende, hvor det tidligere koryfæ for arbejdsudbudsberegninger, Mads Lundby Hansen, for tidligt måtte ende sit arbejde. Til undsætning kom Martin Ågerup, dog kun for en kort bemærkning. Hvorfor Ågerup skulle erstattes af Christensen, er fortsat for mange et stort spørgsmålstegn. Det spørgsmålstegn er om muligt større, efter at den nye Cepos-direktør, Jes B. Christensen, har ladet sig interviewe af Weekendavisen (WA #51).
Hvis man gerne vil sige noget, er det nødvendigt at have noget at sige. Ellers kan man – som Christensen – ende med at hævde, at ærøboeren Maj My Humaidan er supermodig; at Cepos vil gå efter danskernes »hearts and minds«; og at den kunstige intelligens faktisk kan hjælpe restgruppen af unge, der hverken arbejder eller er i uddannelse. Alle tre dele, uden at det vel at mærke kan gennemskues, hvordan dét skal forstås i en borgerlig ideologisk kontekst. Læg hertil Christensens uigennemskuelige holdninger til kunststøtten og koranloven. Synsninger uden resonans, klangbund eller sammenhæng. Tilbage sidder læseren med en fuldstændig klar opfattelse af, at Jes B. Christensen har en fuldstændig diffus ambition for Cepos' virke. Et råd herfra: Vent nu, til du har noget at sige.
Biologisk skat
Knud Larsen, ph.d.
Svarer-udvalget skal snart afgive forslag til en CO2-afgift på landbrugets aktiviteter. Men modsat alle andre produktionsfaktorer optager planter jo CO2 hvert eneste minut i dagslys: Ved fotosyntese opbygger planterne de stoffer, vi alle lever af. Altså vil der være tale om ren skat på biologiske processer. Hvorfor i alverden skal optag af CO2 ikke modregnes? Fossile brændstoffer bruger vi jo alle hver eneste dag, direkte og indirekte. Så hvorfor i alverden skal en CO2-afgift ikke betales af os alle som forbrugere? Altså »i køledisken«, hvor danske og udenlandske produkter ligger side om side?
Selv FNs klimapanel, IPCC, medgiver, at selv køernes metanbøvser (CH4, der måles i »CO2-ækvivalenter«) er klimaneutrale, da CH4 hurtigt nedbrydes: Ved en uændret kvægbestand er det blot evigt recirkulerende C-atomer. Hvis en CO2-afgift alene lægges på danske landbrugsprodukter, vil vi selvfølgelig i stedet købe billigere kød fra for eksempel Brasilien og Argentina, hvor klimabelastningen er langt højere, alene på grund af den lange transport.
Det er et rent justitsmord at ville beskatte biologiske processer, som er forudsætningen for alt liv på Jorden. Den højt besungne »økologi« frelser ikke verden, da den kun må bruge gødning fra husdyr (gylle). Men jo færre husdyr, jo mindre gødning, altså udpining af jorden. Hele Jordens kvægbestand er på en milliard styk. Indien alene har 306 millioner (hellige) køer. Brasiliens 253 millioner styk øges årligt med 3,5 procent, Kinas 100 millioner med cirka fem procent. Danmarks kvægbestand (en tusindedel) er halveret de seneste 40 år med uændret mælkeproduktion. Vores CO2 pr. kilo oksekød er en tredjedel af Indiens. Klimarådet siger med åbne øjne, at en afgift på 750 kroner/ton CO2 vil tage livet af 45-60 procent af alle danske landbrug og 75-80 procent af alle kvægbrug. Miljøøkonomisk Råd ønsker en afgift på 1.100 kroner/ton. Tænk selv videre ...
Gidsler i klimakampen
Nanna Helweg-Larsen, læser
Tak for artiklerne om føden på både Herlev Hospital (WA #49) og Bispebjerg Hospital (WA #50). Min erfaring som patient, pårørende og ansat på Bispebjerg er, at anmeldelserne stemmer. Med hensyn til Københavns Kommunes madudbringning til gamle medborgere har jeg ingen erfaring, men som kone til min mand – beboer på kommunens plejehjem på Amager – har jeg sørgelig erfaring.
Jeg spiser middag med ham hver tredje dag og har klaget mundtligt og skriftligt til økonomaen og diverse beslutningstagere, herunder kommunens socialborgmester, Sisse Welling (SF). I den proces forstår jeg, at det er en politisk beslutning, at føden på alle Københavns Kommunes institutioner skal være CO2-neutral, indeholde bestemte (ikke for høje) procenter af mørkt og lyst kød samt fisk, være grøntsagsrig og indeholde rigeligt med bælgfrugter. Det er jo en smuk tanke. Men resultatet – som det præsenterer sig i virkeligheden på beboernes tallerkener – er græsseligt. Et par gange årligt inviteres jeg til frokost af Professionshøjskolens uddannelse for sundhed og ernæring. Det erfares derfra, at miljørigtige måltider efter kommunens koncept faktisk kan produceres velsmagende, appetitindbydende og CO2-neutralt.
Men man har i Borgerrepræsentationen, der har tænkt tankerne, næppe taget højde for, om de mennesker, der skal lave maden, har de rette kompetencer. Tilsyneladende er der ingen af de ansatte, der har uddannelse, fantasi eller erfaring nok til at lave velsmagende, indbydende og sund føde efter kommunens koncept. Claus Meyer er angiveligt hyret som konsulent. Til tider, især ved højtider, mærker man, at køkkenet er på hjemmebane. Da fremstår maden smagfuld, mør og velkomponeret.
Men når det drejer sig om grøntsager og bælgfrugter, er køkkenet oftest på herrens mark: Grønlangkål »forstrakt« med rigeligt med brune linser er for eksempel en misforståelse, og det samme må siges om diverse sammenkogte retter igen forstrakt med linser, kikærter og bønner – ingredienser, der ikke passer sammen: falafel med varm kartoffelsalat og sagovælling med gloøjne. Plejehjemmene er i forvejen ikke opmuntrende. Mad for gamle mennesker er vigtig både som ernæring og opmuntring. Gamle mennesker bør ikke tages som gidsler i kommunens klimakamp.
Førskolematematik
Hans Aage, pens. professor i nationaløkonomi
I sit debatindlæg om matematikundervisning (WA #52), der omtales som en »yderst vanskelig samfundsopgave«, gør Kasper B.S. Jensen, cand.scient. i matematik, opmærksom på, at regning (aritmetik) er en underdisciplin af matematik. Sandt nok. Regnefærdigheder er et fundament for den højere matematik. Uden et godt forhold til de naturlige tal (blandt andet den lille tabel), tallet nul og resten af de reelle tal kommer man ikke langt. Men mærkeligt nok berører Jensens indlæg ikke det egentlige problem, som netop er skolebørns uhyggeligt ringe regnefærdigheder (som nævnt i indlægget af civilingeniør Christian Aage i WA #51).
Derimod henvises der til nogle dybsindige – og i vide kredse populære – værker om, hvordan alle, også førskolebørn, kan lære matematik, uden at det er spor svært. Men »førskolematematik« er en logisk modsigelse (contradictio in adjecto). Det er typisk noget med at kende forskel på firkanter og trekanter, som man så kalder matematik. Det er imidlertid ikke andet end sprogligt misbrug eller i hvert fald en anden anvendelse af ordet, end vi er vant til. Fint skal det være. Når man så ovenikøbet snakker så længe om det, at man glemmer at lære den lille tabel og anden forkætret udenadslære, så er det ikke så uskyldigt længere, og dermed får indlægget alligevel en utilsigtet, beklagelig berøring med det egentlige problem.
Rettelse
I en artikel i sidste uge (WA #52) skrev vi, at langbølgesenderen i Kalundborg var den kraftigste i Europa. Det er forkert. Nok var den en såkaldt storsender, men blandt dem hørte den faktisk til blandt de mindst kraftige. Vi beklager fejlen.
Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
