NÅR Klimarådet afleverer sin årlige rapport, opføres et ritual, vi alle kan gentage i søvne. Regeringen er langt fra at nå sine klimamål, lyder kritikken, og klimaministeren, denne gang i skikkelse af Lars Aagaard, forsikrer, at han skam har i sinde at indfri det løfte, et stort flertal i Folketinget har givet: at man i 2030 vil have reduceret udledning af drivhusgasser med 70 procent i forhold til 1990. Den eneste ceremonielle forskel i forhold til tidligere år er, at mens deadline nærmer sig, stiger intensiteten både i Rådets formanende ord og i den inderlighed, hvormed ministeren bedyrer sine ædle hensigter: »Jeg føler mig helt sikker på – at fordi vi vil gøre mere – kommer vi i mål. Det kan jeg mærke inde i hjertet, så det må man jo så tage mit ord for,« lød det fra Lars Aagaard til DR.
VIRKELIGHEDEN er, som Rådet også forklarer, at den grønne omstilling er en voldsom forandring af det danske samfund, som vi nu har sølle syv år til at gennemføre. Den kræver mere end blot ministerens hjerte. Den kræver også en hjerne, der kan sikre, at omkalfatringen ikke skader vores velstand og natur i unødig grad. At Aagaard også er i besiddelse af et godt hoved, viste han, da han for nylig havde modet til at stå op mod landets mest selvhøjtidelige lobbyvirksomhed: vindmølleindustrien, som siden har truet med bål og brand. Tidligere regeringer har stillet i udsigt, at store dele af den danske havbund gratis stilles til rådighed til denne industri. Den officielle begrundelse for, at talrige projekter blev sat i bero, lød, at det skulle afgøres, om denne overdragelse var lovlig. Den reelle: om den var klog. Det samme spørgsmål stilles af lokalpolitikere over hele landet, hvilket forklarer de talrige vedvarende projekter, som også her er gået i stå. Regeringen ser gerne en firdobling af solceller og vindmøller på land, men vrede borgere vil ikke have deres landskab spoleret. Et eksempel kan fremmale pointen: Nordeuropas største solcellepark, opført i Hjolderup ved Aabenraa, har fået halvdelen af borgerne til at flytte.
MØDER hensynet til et lille lands sparsomme natur en stor industris og en løfterig regerings utålmodige krav, udstiller Rådets rapport, hvorfor lignende spørgsmål forsinker andre på papiret oplagte forslag. Regeringen lægger op til at pålægge landbruget en CO₂-afgift, men udformet på en måde, så »erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet«. Som Rådet antyder, er det en helt umulig opgave, hvilket bekræftes af, at selv »klimaeffektive mælkeproducenter« har bebudet, at de drejer nøglen om, hvis en afgift indføres. Den vil gøre den »samlede danske landbrugssektor teknisk insolvent«, som beregninger i Jyllands-Posten viste forleden – og måske flytte produktionen til lande, som i ringere grad går op i at sikre sig mod udledninger. Risikoen kan regeringen være villig til at løbe, men den kan ikke lade, som om den ikke findes.
VISIONERNE forstår vi alle. Vores afhængighed af fossile brændstoffer har skabt de seneste 200 års stigende velstand, og omkostningerne i form af klimaforandringer er vi tvunget til at gøre noget ved. Her gives ingen lette svar. Som Rådet rigtigt påpeger, nytter det heller ikke noget at hænge sin fremtidige hat på underudviklede teknologier som fangst og lagring af CO₂ og grøn brint. Regeringen har for længst fortalt, hvad man ønsker at gøre. Nu skylder den at fortælle, hvad det faktisk vil koste.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.