FORDUMMELSEN af landets samlede uddannelsesniveau er naturligvis ikke det erklærede formål med regeringens reformudspil. Men det bliver konsekvensen, også selvom uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund forklarer sin reform med, at de »studerende skal føle, at der er en meningsfuldhed med deres uddannelse i forhold til det, man rent faktisk skal lave bagefter«. Derved siger hun, at den meningsfuldhed ikke findes i denne tid. Det fremgår af reformen, at det fortrinsvis gælder humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, hvis kandidatdel skal afkortes med et år. Hvordan det skaber mere mening at skære uddannelserne ned, er det stadig ikke lykkedes regeringen at forklare.
AF reformen er det nærmest umuligt at finde tilhængere. På universiteterne taler man om kvalitetstab, og ingen efterspørger tilsyneladende kortere uddannede kandidater i erhvervslivet. Men det er sandt nok ubestrideligt, at nyuddannede humanister har haft vanskeligt ved at finde job. Man skal tillige have fulgt meget dårligt med i de senere år, hvis man ikke også har fornemmet, at humanister omtales som forkælede og ubrugelige. Det er symptomatisk, at et ord som »uddannelsessnobberi« har vundet hævd. Søger man i Infomedias artikelbase, ser man, at udtrykket for første gang blev nævnt i Information i 1998 af Verner Sand Kirk, der dengang fungerede som Socialdemokratiets udviklingschef. Man behøver ikke kunne fortolke Tove Ditlevsen for at blive smed, lød det. Det handlede om akademisering af erhvervsuddannelserne. Siden er tidsånden vendt på hovedet. Nu handler det om at gøre de akademiske uddannelser mere erhvervsrettede. Spørgsmålet er, om ikke det ene i lige så høj grad udvandede studiets kerne som det andet.
SAMFUNDETS fremtidige akademikere får således ikke alene en kortere uddannelse. De må også lide under at blive undervist i fag, der er blevet pryglet i så høj grad, at de synes at have mistet ideen om, hvad de overhovedet er til for. Det anes i den desperation, hvormed eksempelvis humanister sælger sig selv som nogle, der kan løse klimakrisen eller gøre Danmark til et digitalt foregangsland. I disse år er der ingen, der praler med deres evne til at forstå Tove Ditlevsen.
OPHOBEDE angreb på særlige fag har kun gjort dem defensive, og med reformen tildeles de et banesår. Det er i enhver forstand en ulykkelig udvikling, som humaniora og samfundsfag også selv må tage noget af skylden for. Underviserne er ofte forsvundet fra den offentlige samtale grundet en indadvendt akademisk kultur med krav om at publicere forskningen i udenlandske tidsskrifter, som læses af få.
KUNDSKABER finder man i rigt mål i en bog, der udkom for nylig, og som handler om Den sene Nietzsches kultursyn. Forfatterne, germanisterne Søren R. Fauth og Børge Kristiansen, gør intet for at forklare anvendeligheden af bogens budskab for fedmeepidemien eller kunstig intelligens, og de gør heller ikke formidlingen nemmere end nødvendigt. De drister sig ovenikøbet til at skrive på dansk. Alligevel læses den som en advarsel mod alle de ideer, der hærgede det 20. århundrede, og som vi atter trues af, ikke mindst fra et kæmpe land mod øst: den stærke mands ret til at hæve sig over al moral stillet over for retssamfundenes evne til at beskytte de svageste. Her ses humanistisk forskning i sin klareste form: klog, vedkommende og fuldkommen afgørende for det europæiske samfunds overlevelseskraft. Den bog har krævet mere end fire års uddannelse at skrive.
