I et år har ukrainske soldater og vestlig militærteknologi forhindret Rusland i at vinde et felttog, som de russiske soldater drog ud på med paradeuniformen i rygsækken i forventningen om, at naboen ville være hurtigt undertvunget.
»Putins erobringskrig mislykkedes,« slog præsident Biden fast, da han 20. februar iført et gult og blåt slips besøgte præsident Zelenskyj i Kyiv. Biden lovede yderligere militærhjælp til Ukraine for at stoppe den offensiv, som den russiske hær har indledt i det sydøstlige Ukraine.
I et år har Vesten med USA i spidsen forhindret, at Rusland vandt Ukrainekrigen. Det har været ukrainske soldater, som faldt i kamp for deres fædreland, og ukrainske byer, der er blevet bombet, og ukrainske børn, som er sendt på »genopdragelseslejre« i Rusland. Men alle disse lidelser til trods står det nu klart, at Rusland ikke kan vinde Ukrainekrigen. Men spørgsmålet på årsdagen for Ruslands invasion er, om Ukraine kan vinde krigen.
Forskellen mellem, at Rusland ikke vinder, og at Ukraine vinder, er vestlig hjælp.
I sin tale i Warszawa 21. februar slog præsident Biden fast, at »NATO vil ikke blive splittet, og vi vil ikke blive trætte« – støtten til Ukraine vil fortsætte. Dermed gentog præsidenten budskabet fra vestlige ledere i anledning af årsdagen for krigen: Vi er parate til at tage den lange krig. Statsminister Mette Frederiksen sagde således på sikkerhedskonferencen i München 18. februar, at »det kræver vores andres meget stædige tilstedeværelse og opbakning« for Ukraine at vinde krigen.
SELVOM Vesten lover at støtte Ukraine i at kæmpe krigen til ende, uanset hvor langt væk enden måtte være, så er det ikke nødvendigvis, fordi præsident Biden og hans kollegaer forbereder sig på en lang krig.
De vestlige ledere er som tilskuerne på den 42. kilometer af et maraton, der hepper løberne i mål, fordi de ved, at den sidste kilometer klarer man kun med gode venners hjælp. De vestlige ledere er parate til at støtte en lang krig, javel, men de håber, at deres opbakning vil give ukrainerne modet til at afslutte krigen med en forårsoffensiv, der tager de erobrede områder i syd og øst tilbage.
Måske har amerikanerne indset, at forårsoffensiven er den sidste chance for, at den ukrainske hær selv vinder krigen. At give ukrainerne kampvogne og andet udstyr, som kan give deres hær det bedst mulige udgangspunkt for en succesfuld offensiv i foråret, er en måde at give de ukrainske styrker, slidte efter et års krig, muligheden for at vinde en sejr, der tvinger Rusland til forhandlingsbordet.
Men hvis Ukraine ikke evner at presse den russiske hær tilbage, eller hvis den ukrainske hær snubler i sin offensiv og bliver drevet tilbage af russerne, vil Vesten så være tvunget til at sende sine egne soldater til Ukraine?
Hvis Kyiv var faldet 24. februar 2022, så ville Vesten have beklaget og sanktioneret Rusland, men NATO havde ikke grebet militært ind. Hvis den ukrainske front kollapser i foråret 2023, vil USA og NATO så blot se til, mens den krig, som de har investeret så meget i, bliver tabt til et Rusland, som i løbet af det sidste år åbent er begyndt at true med atomkrig?
I sin tale 24. februar omtalte præsident Putin sin erobringskrig som en forsvarshandling. Vil dette »forsvar« også inkludere en invasion af de baltiske lande? Vil dette »forsvar« inkludere sabotage i Østersøen? Hvis krigslykken vender til fordel for Rusland, så er det spørgsmålet, som man vil stille sig i NATO-hovedstæderne.
DET, DER for alvor har forandret sig i løbet af de sidste 12 måneder, er, at vi ved med sikkerhed, at den amerikanske hær, men formentlig også den polske, ville kunne nedkæmpe den russiske invasionsstyrke i Ukraine. Hvis den russiske hær skulle begynde at vinde, så vil det være ved at ofre værnepligtige i en offensiv støttet af rigeligt artilleri. Måske kan den russiske hær vinde over den ukrainske hær ved at kæmpe som under Første Verdenskrig, men en moderne, vestlig hær vil nedkæmpe de russiske værnepligtige med lethed.
Da præsident Biden krydsede grænsen til Ukraine for at rejse til Kyiv, blev endnu en grænse flyttet for det vestlige engagement i krigen. Men den sidste grænse – en grænse, som Biden ikke har villet krydse i et år – er indsættelsen af amerikanske soldater. Der er ikke et amerikansk armékorps i Polen, som venter på at gå i krig. Så hvis Biden fortsat skal undgå at samle en amerikansk hær for at intervenere i Ukraine, skal den ukrainske hær vinde, og den skal vinde nu.
