WASHINGTON – Der er en vittighed om amerikanernes arbejdsmoral, som findes i mange forskellige udgaver på nettet. Den handler om, hvad amerikanere og europæere skriver i deres autosvar, når de sætter mailkontoen på pause. Ifølge de vittige tunger skriver europæere noget i retning af: »Jeg er ude og campere hele sommeren. Skriv igen i september. Alle mails vil automatisk blive slettet indtil da.« Mens amerikanere skriver: »Jeg er væk fra kontoret i to timer for at få foretaget en nyreoperation. Men du kan fange mig når som helst på mobilen.«
Det er ikke kun for sjov. Amerikanere holder meget mindre ferie og har længere arbejdsdage end deres kolleger i Europa. Især lægger højtuddannede amerikanere så mange timer på kontoret, at kun arbejdsstyrken i Nordøstasien kan følge med.
Eller rettere: Det gjorde de. For efter coronapandemien er der sket noget med arbejdsiveren herovre, og der hersker en del uenighed om, nøjagtig hvad det er.
Først talte man om »Den store opsigelse«, hvor unge skred fra deres job i servicebranchen, fordi der ikke var andet at hente end lav løn og høj smittefare. Der var noget saliggørende ved den historie. Ved kassedamerne og burgerbøfvenderne, der smed forklædet i hovedet på chefen eller skrev deres opsigelse på kager med glasur. Og fastfoodkæderne, der bagefter var nødt til at hæve timelønnen med adskillige dollar og hænge desperate skilte op langs hovedvejene med »Now hiring!«.
Måske var den også for god til at være sand. Amerikanerne er for længst vendt tilbage på arbejde, og nogle steder ankommer de lige tidsnok til en fyringsrunde. Især landets teknologivirksomheder, der havde fede tider under nedlukningen, forsøger nu at slanke sig. Sammen med et par mediekonglomerater har Google, Microsoft, Amazon, Meta, Twitter og Salesforce sløjfet mere end 130.000 stillinger.
Andre steder er forhandlinger i gang mellem arbejdsgivere og medarbejdere. De ansatte kan stadig smage den søde frihed fra nedlukningen og kræver en, to eller tre hjemmearbejdsdage, hvis de skal bruge den øvrige arbejdstid på kontoret. Andre taler om »Quiet Quitting«: om at levere, akkurat hvad ens kontrakt dikterer, og ikke ét minut eller ét telefonopkald mere. En mellemvej kaldes »Bare Minimum Mondays«, hvor man møder sent og kun præsterer mindst muligt på ugens første dag.
Chefer har god grund til at bekymre sig: I USA er produktiviteten faldet markant siden begyndelsen af pandemien, og især den bedst uddannede og højest lønnede del af arbejdsstyrken har droslet ned. I sidste uge viste en undersøgelse, at de mest værdifulde medarbejdere i gennemsnit har sløjfet halvanden time af arbejdsugen fra 2019 til 2021. Det lyder måske ikke af meget, men i et evigt overarbejdende Amerika kan det ligne begyndelsen på en revolution. Nogle mener endda at se enden på landets såkaldte hustle culture, hvor man knokler overmenneskeligt i første halvdel af karrieren i forventning, men ikke vished, om belønninger i den anden.
»Pandemien satte fart på noget, der allerede var ved at ske,« siger den canadiske erhvervsantropolog Rahaf Harfoush. I 2019 skrev hun bogen Hustle and Float, som forudsagde det opgør med arbejdskulturen, der lod til at blusse op med pandemien allerede året efter.
»Folk var allerede udbrændte og overvældede af stress i 2019,« forklarer Harfoush fra en telefon i Paris, hvor hun underviser på universitetets institut for statskundskab Sciences Po. »I dag kan man se tilbage på den første del af pandemien som en gylden periode, hvor vi med ét blev rykket ud af hustle-kulturen. Den gennemsnitlige vidensarbejder stod pludselig udendørs med sine børn og havde tid til at trække vejret. Når man først har fået smag for det, er man ikke indstillet på at vende tilbage til tiden før pandemien, og derfor begyndte mange bagefter at genoverveje arbejdets plads i deres liv. Det er den forhandling, som er i fuld gang nu, og som kommer til at fortsætte i de kommende år.«
It’s just a job
Andre er mindre optimistiske. Det er dybe rødder, der skal rives op. For amerikanere med lange uddannelser er arbejdsbyrden vokset støt fra 1980erne og frem til pandemiens udbrud. Arbejdet er blevet udvandet af computere, internettet og mobiltelefoner, så det kunne sive ind alle vegne og blive til selve livets essens.
Selv har jeg aldrig mødt nogen, der var så stolte af deres arbejde eller pralede så meget med at have travlt, som man gør i USA. Alting begynder med hårdt arbejde: social opstigning, status, selvværd.
Da Elon Musk for nylig stillede senge op i Twitters hovedkvarter og bad medarbejderne indstille sig på »ekstremt hardcore« arbejde, skrev han sig ind i en stolt amerikansk tradition. Direktøren Marissa Mayer arbejdede 130 timer om ugen (You do the math, som man ironisk siger herovre) og sov under sit skrivebord hos Google. Der findes amerikanske investeringsbanker, hvor medarbejderne har forbud mod at opholde sig på kontoret mellem midnat og syv om morgenen, fordi de bogstavelig talt har arbejdet sig ihjel.
Selvopofrelsen er noget af det mest imponerende ved amerikanerne, men den er også urovækkende. Som Harvard-professoren Arthur C. Brooks for nylig bemærkede i The Atlantic, er arbejdsnarkomani tit forbundet med sorg eller traumer. Som eksempel nævner Brooks den depressive premierminister Winston Churchill, der var kendt for at arbejde 18 timer i døgnet (altså lidt mindre end Marissa Mayer, men Churchill var også brite), og som tydeligvis brugte sine gøremål som en form for selvmedicinering. Det er et fænomen, som ifølge arbejdspsykologer er mere udbredt, end de fleste er klar over.
På min villavej i Washington er mange stadig i en slags skærsild efter genåbningen. Min nabo er lobbyist for finanssektoren og er glad for, at hun kun skal ind på kontoret i centrum af byen to dage om ugen. Men på hendes hjemmearbejdsdage er der tit lys ved skrivebordet til sent om aftenen. Om formiddagen er der flere hundeluftere i parken end før pandemien, og ved frokosttid står folk i kø i den lokale købmand i hyggesweatre og hjemmesko for at hente sandwich og chipsposer til hjemmekontoret. Men alle lader stadig til at have travlt. Arbejder de virkelig mindre?
Psykologen Jeffrey Arnett tror ikke på det. Han har forsket i unge amerikaneres syn på deres arbejde i 30 år og har gennem hele perioden observeret en stigning i det, han kalder »identitetsbaseret arbejde«. Arnett kan også sammenligne med Danmark: Han er dansk gift og har interviewet unge danskere om samme emne.
»I både USA og Danmark har der været en tydelig udvikling mod, at folk ikke ser deres arbejde som just a job, men som noget, hvor de kan bruge deres evner og talent bedst muligt hver eneste dag,« siger han.
Tendenser som »Quiet Quitting« giver han derfor ikke meget for. En hel arbejdsstyrke ændrer ikke holdning på grund af en pandemi og et par års forvirring:
»Hvor er evidensen? Jeg skal se mere solide data, før jeg er overbevist om, at selve arbejdskulturen ændrer sig. Jeg har talt med amerikanere om det her i 30 år, og jeg har meget svært ved at tro, at de ændrer indstilling på et dybere plan.«
80 timer for hvad?
Et fænomen som »Quiet Quitting« kunne også være et tegn på, at den amerikanske hustle-kultur er stærkere end nogensinde. For hvad er egentlig det opsigtsvækkende i at insistere på kun at arbejde de timer, man bliver betalt for?
»Hustle-kulturen har fungeret fint for de ældre generationer, der oplevede at få noget igen, når de gjorde en større indsats,« minder antropologen Rahaf Harfoush om. »Babyboomerne fik hus, bil, ferier og en livsstil, som var meget bedre end deres forældres. Men yngre generationer har ikke fået den samme belønning. Så lige nu har vi en generation af højtuddannede på 40 år eller yngre, som kan se, at de aldrig får råd til mere end en etværelses lejlighed i den by, de bor i, og som siger: ‘Vent lidt – hvorfor er det egentlig, at jeg skal arbejde 80 timer om ugen for en løn, som aldrig kommer til at stige af den grund?’ Det er en helt rationel indstilling at have, men det lyder radikalt, fordi hele kulturen er ekstrem.«
Måske var opgøret kommet, uanset hvad der var sket i Wuhan, i Ukraine og med den globale økonomi i det hele taget. Det mener Selin Malkoc, der er professor i marketing på Ohio State University og forsker i amerikaneres syn på fritid.
»Jeg mener ikke, at pandemien udgør en skillelinje, men at generationerne gør det,« siger hun. »I det store hele er den ældre generation vendt tilbage til deres rutiner fra før pandemien, mens noget tyder på, at den yngre generation har en anden indstilling til deres arbejde. De vil gerne arbejde mindre og finde mening med tilværelsen andre steder.«
Spørgsmålet er, hvor længe de får lov. De højtuddannede amerikanere, der er blevet fyret i de seneste måneder, vil snart søge tilbage til arbejdsmarkedet. Måske stiger konkurrencen om job til et niveau, hvor man ikke engang kan holde mandagen på lavt blus.
»Der er en kamp i gang,« siger Selin Malkoc. »Spørgsmålet er, hvem der kommer til at bøje sig først, om det bliver de ansatte eller arbejdsgiverne. Jeg er selv meget nysgerrig efter, om vi kommer til at se hustle-kulturen få et comeback hos den yngre generation i de kommende år.«
