Torsdag den 20. februar 1948 indfandt hushjælpen Asta Hansen sig hos det bedsteborgerlige ægtepar Vilhelm og Inger Jacobsen, der boede på Peter Bangs Vej 74, 3. sal til højre.
Da Asta Hansen trådte ind i entreen, var det første, hun fandt, klappen fra hoveddørens dørspion liggende på gulvet. Lyset var slukket i entreen, og der var ingen tegn på, at ægteparret var stået op. Da hun trådte ind i herreværelset, fandt hun dog, til sin skræk, hr. Jacobsen mishandlet og død. Usikker på, om drabsmanden stadig var i lejligheden, løb Asta Hansen angst og chokeret ind til en anden af beboerne i ejendommen. Herfra blev Frederiksberg Kriminalpoliti tilkaldt klokken 08.18, og fra stationen ankom kriminalassistent Lütken-Larsen til lejligheden. Han erfarede hurtigt, at der var tale om et ganske besynderligt dobbeltdrab.
Næppe noget andet har forlenet dobbeltmordet på Peter Bangs Vej med større mystik end det uhyggelige gerningssted.
Inde i lejligheden fandt man hr. Jacobsen dækket af en plaid, over ham lå en armstol, hvis ryg og bageste ben var slået af og lå på gulvet. Under hr. Jacobsens højre hånd lå en blodig forskærerkniv, som hørte til i hjemmet. Den dræbtes højre håndled var gennemskåret helt ind til håndroden. Over hans hoved var der lagt en spadserestok, der var taget fra et stativ i entreen, og som havde tilhørt fru Jacobsens afdøde far.
I det næste værelse mod gaden ved siden af herreværelset fandt man på en hylde over radiatoren en tandprotese, et par øreclips og to pyntekamme. Genstandene var placeret minutiøst ved siden af hinanden og indsmurt i blod. Såvel øreclips som pyntekamme og tandprotese tilhørte fru Jacobsen. I værelset lå der ligeledes en stor, frisk blodpøl.
I soveværelset lå fru Jacobsen på maven med hovedet i retning mod døren. Under fru Jacobsen var der placeret en hovedpude og et sengetæppe, og over hende var der placeret to overdyner fra sengene. Over venstre skulder og ned over ryggen var der lagt et blodigt håndklæde. Hovedet var smurt ind i blod, og ved siden af hovedet var der to blodplamager.
Også over hendes lig var der anbragt en spadserestok, der ganske som den anden stok hørte hjemme i stativet i entreen. Stokken stammede dog ikke fra fru Jacobsens far, men derimod hendes mor.
I både herreværelset, dagligstuen og soveværelset var persienner og rullegardiner trukket for. Forskellige steder i lejligheden var gardinsnore skåret af, og der var, selv bag tunge kommoder, blevet klippet elledninger af. Enkelte snore- og ledningsrester var efterladt, men resten var fjernet. Den resterende del af lejligheden virkede imidlertid bemærkelsesværdigt urørt, og der var ikke fjernet noget af værdi, på trods af at ægteparret ejede flere værdifulde antikviteter og smykker.
I spisestuen sad nøglen i den øverste kommodeskuffe – en skuffe, som kun hr. Jacobsen ellers havde adgang til, idet han altid gik med den pågældende nøgle på sig. Det mest besynderlige, der manglede, var to blanketter fra et checkhæfte, der lå i netop denne skuffe, men de to pågældende checks blev aldrig fundet eller indløst.
Efterfølgende vurderede teknikerne, at lampen, der lå ved siden af hr. Jacobsen, samt stolen oven på hr. Jacobsen kunne have været benyttet som drabsvåben, idet både hr. og fru Jacobsen var døde som følge af voldsomme kranielæsioner.
En ven af familien
Efter kriminalassistent Lütken-Larsen havde fundet ofrene, fik han placeret tre betjente foran hoveddøren, så ingen uvedkommende kunne komme ind. Flere personer troppede dog op ved gerningsstedet, heriblandt den daværende politimester Johan G. Parker.
Meget af den mystik, der omgærder dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, hænger da også sammen med rygterne om, at der næsten var fri adgang for enhver til gerningsstedet. Rygterne er formentlig overdrevne, men nogen trængsel har der været. I en blodpøl på stuegulvet fandt man således også et hælaftryk, som viste sig at være sat af politimester Parker – dette rejste senere voldsom kritik.
En enkelt person, der ikke var fra politiet, blev også lukket ind i lejligheden. Det drejede sig om ægteparret Jacobsens nære ven, Erik Ramdahl. Han kom til at assistere politiet med mange informationer i denne første fase, og han var med til at identificere ligene i lejligheden. Hans tilstedeværelse i lejligheden, og den store tiltro til ham, skulle dog siden blive problematisk for både ham og politiet.
Sideløbende med undersøgelserne i lejligheden blev der foretaget afhøring af beboerne i opgangen. Det mest brugbare var fra underboens husbestyrerinde, frk. Jensen, der om aftenen og natten havde hørt flere kraftige bump og tunge skridt fra Jacobsens lejlighed. Hun havde troet, at der blev flyttet møbler rundt, men hvis lydene stammede fra Jacobsens lejlighed, var det nok nærmere lyde fra drabene, konkluderede politiet senere.
Afgørende var det også at kortlægge ægteparrets personlige forhold. For måske skulle motivet – og dermed også drabsmanden – findes der. Ægteparret levede et tilbagetrukket liv, og der var ingen umiddelbare tegn på, at der var store konflikter ægtefolkene imellem. De havde en begrænset omgangskreds og fulgte ellers primært de samme mønstre: sommerferier på Pension Fønss i Taarbæk, bridgespil med vennerne og rolige hverdagsaftener i lejligheden på Peter Bangs Vej. Umiddelbart virkede det altså ikke til, at der var noget fra deres personlige forhold, der kunne hjælpe til opklaringen.
Men var alt nu også så idyllisk, som det virkede på overfladen?
Billedet krakelerer
Skønmaleriet fik hr. og fru Jacobsen til at fremstå som et lykkeligt ægtepar, hvis samliv stadig var velfungerende på alle måder – også det seksuelle. Men efterhånden som efterforskningen kom i gang, fik nogle vidner dette billede til at krakelere. Et nyt vidne kunne i den forbindelse give interessante informationer om fru Jacobsens skjulte sider. Et tip førte politiet til spåkonen Gudny Westfjord, der efter lidt bearbejdning begyndte at tale. Det var opsigtsvækkende, hvad hun kunne fortælle: Fru Jacobsen havde i al hemmelighed en elsker.
Fortroligheden mellem Westfjord og fru Jacobsen var stor, og nogle af de detaljer, hun kunne fortælle om fru Jacobsens fortid, bekræftede over for politiet, at de to kvinder måtte have været hinandens fortrolige. Endnu et vidne havde set fru Jacobsen med andre end hendes mand. Jacobsens genbo var af helbredsmæssige grunde bundet til sin lejlighed og brugte det meste af dagen på at observere gadens menneskemylder. Desværre var hun sengeliggende på morddagen, så om fru Jacobsen havde haft besøg denne dag, kunne hun ikke fortælle.
Deres private fortid var ikke den eneste, der spøgte i efterforskningen – det gjorde landets historie også. For måske skulle motivet findes i langt mere lyssky cirkler, som trak tråde til den netop overståede verdenskrig. Hr. Jacobsens arbejdsplads, English House, havde under krigen produceret uniformer for tyskerne. En beskæftigelse, der skabte problemer med modstandsbevægelsen under selve krigen, og som burde have medført en værnemagersag efter krigen.
Der opstod nu en teori om, at hr. Jacobsen måske også var personligt involveret i krigens mange skyggeforetagender. En af modstandsbevægelsens berygtede bødler kom hurtigt i spil som en mulig gerningsmand, nemlig Sven Aage Geisler, også kendt under dæknavnet »Store-Bjørn«, som var blevet set af en taxachauffør i nærheden af lejligheden. Geisler havde under krigen været med i modstandsgruppen »Den Lille Gruppe«, hvor han sammen med makkeren »Lille-Bjørn« havde likvideret flere, heriblandt den grønthandler, der havde forretning under Jacobsens lejlighed.
Geislers brutale fortid fik politiet til at overveje, om mordet var et regnskab fra krigen, der skulle gøres op. Geisler blev derfor hentet ind til forhør for at undersøge, om han havde et alibi for morddagen – hvilket han havde. Egentlige beviser for Geislers delagtighed i dobbeltmordet fandt man således aldrig, og senere kom også taxachaufføren i tvivl.
Geislers liv endte under lige så tragiske omstændigheder som hr. og fru Jacobsens, da han i 1968 blev myrdet på en landevej mellem Køge og Ringsted. Dette drab blev opklaret, men enkelte detaljer i sagen er stadig omdiskuterede.
Det rå stykke lever
Selvom efterforskningen fortsatte i årene efter dobbeltdrabet, og der senere blev nedsat en kommission, kunne det ikke rette op på, at der blev begået nogle fatale efterforskningsmæssige fejl i dagene efter mordet. I 1954 gik det op for en af politiets efterforskere, Poul Dam, at Erik Ramdahls alibi aldrig var blevet efterprøvet. Ingen havde således afhørt hverken hans hustru eller omgangskreds. Dette måtte efterforskerne nu forsøge at rette op på. Seks år var dog gået, og skaden var sket. Årene havde udvisket de præcise dage for hans hustru, der kun kunne fortælle, hvordan torsdagene plejede at blive brugt.
En mærkværdighed kom dog frem ved et nærmere kig på de mange afhøringer af Ramdahl. Til politiet havde han fortalt, at han jævnligt besøgte fru Jacobsen, mens hun var alene hjemme. Ærindet var afleveringen af et stykke rå lever, som han forklarede, at fru Jacobsen spiste mod en blodsygdom. Dr. Pollack, som var fru Jacobsens egen læge, kendte dog ikke noget til denne påståede blodsygdom. Tværtimod led hun af galdesten og for megen mavesyre, så rå lever ville gøre mere skade end gavn. Samtidig viste hverken en journal fra en hospitalsindlæggelse i 1942 eller obduktionen, at fru Jacobsens blodtal var unormale.
Andre indicier styrkede også mistanken til Ramdahl. Drabsmåden kunne tyde på, at gerningsmanden kendte ofrene. Politiet formodede, at fru Jacobsen allerede lå livløs i soveværelset, da hr. Jacobsen vendte hjem. Så den, der havde begået mordene, måtte have en plausibel grund til at opholde sig alene i lejligheden. Det havde Ramdahl som en nær ven af ægteparret.
Desuden havde Ramdahl en besværet gang, som betød, at hans færden blev akkompagneret af en slæbende lyd. Dam mente, at det stemte overens med underboens husbestyrerindes forklaring om, at hun havde hørt slæbende trin fra lejligheden på mordnatten.
Dam havde altså flere spor, der pegede i retning af Ramdahl, men ingen egentlige beviser. Flere gange konfronterede kriminalassistenten sin mistænkte med anklagerne, men Ramdahl afviste hver gang at have været involveret i dobbeltmordet, mens han beklagede sig over, at politiet ikke havde tjekket hans alibi tilbage i 1948 og derved bekræftet hans uskyld. Poul Dam skulle hele sit liv holde fast i, at ægteparrets nære ven også var manden, der myrdede dem.
En kilde til konspirationer
Der verserer fortsat mange forskellige teorier om drabene på Peter Bangs Vej. Nogle er velbegrundede og andre er af decideret konspiratorisk karakter – og meget flamboyante. Særligt én af disse teorier vil blive fremhævet her, idet den giver et indblik i de ukritiske konspirationsteoriers opståen i forbindelse med uopklarede kriminalsager.
Konspirationsteorien tog sin begyndelse med udgivelsen af bogen Den sidste aktion – Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej opklaret af Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen i 2007.
Efter udgivelsen blev de inviteret ind i DR 2-programmet Den 11. time, hvor de fik mulighed for at præsentere bogens hovedteser for vært Mads Brügger. De to forfatteres historie viste sig at være intet mindre end fantastisk – grænsende til det bizarre. Skåret ind til benet gik den ud på følgende: Ægteparret Jacobsen var slet ikke blevet myrdet. Drabene var et stort setup lavet for at vildlede det nazistiske terrornetværk, varulvene, i Danmark, der var på sporet af ægteparret og ønskede at likvidere dem for deres omfattende efterretningsarbejde under krigen. Bag det meget avancerede setup stod flere efterretningstjenester samt den mystiske tjeneste »Rex«, der skulle arbejde for de europæiske kongehuse.
Nu kunne man så spørge, hvor disse højst overraskende teorier kom fra – og det var lige, hvad Mads Brügger gjorde i et efterfølgende program. Her havde han den historisk interesserede kunstner Peter Wendelboe i studiet.
Wendelboe kom fra Aalborg og havde i en periode været tilknyttet Bangsbo-museet. I den forbindelse var han blevet kontaktet af de to forfattere, der gerne ville have information om et tysk troppetransportskib, der skulle have transporteret nogle sprænghoveder til V1- og V2-raketter fra Danmark til Tyskland. Informationen havde de fra modstandsmanden Frode Bay Skovbirk. Skovbirk havde fortalt, at han egenhændigt var svømmet ud til skibet og havde sænket det med en bombe, hvorefter han havde sprængt fabrikken, der producerede sprænghovederne, i luften.
Wendelboe havde aldrig tidligere set denne ellers meget bemærkelsesværdige historie nævnt, hvilket han fortalte forfatterne. Dette stillede de sig imidlertid ikke tilfredse med – en modstandsmand havde jo fortalt det, og dertil havde Britt Bartenbach fået bekræftet det i en drøm.
Wendelboe blev, ikke uberettiget, noget forbløffet over disse argumenter og besluttede sig derfor for at spille de to forfattere et puds. Han opfandt nu skibet M/S Pufedorf – Pufedorf er Frode Fup stavet bagfra, altså en henvisning til Frode Bay Skovbirk. Wendelboe berettede nu om dette skib til forfatterne og pointerede samtidig, at fabrikken, der producerede V1- og V2-raketterne, havde samme navn. Til kunstnerens måbende forbløffelse godtog de to forfattere uden at blinke denne information.
Så gik Wendelboe videre og sendte dem e-mails og manipulerede fotos. Disse fotos viste blandt andet ægteparret Jacobsen på langfart i Argentina. De var jo på flugt fra varulvene. En væsentlig del af denne information blev taget fra en hjemmeside lavet af »Frode E. Bugie«, hvilket på italiensk betyder fup og svindel. Bag siden stod naturligvis Wendelboe.
Væsentlige dele af bogen Den sidste aktion – Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej opklaret byggede altså på opdigtede historier, som ukritisk blev videreformidlet – og bekræftet som sandheder – af Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen. En besynderlig historie, der fortæller meget om, hvordan konspirationsteorier pludselig kan opstå, men som altså i nogle tilfælde afsløres som det, de er: ren fiktion. Konspirationsteorierne har dog, og med fremvæksten af de sociale medier måske i endnu højere grad end tidligere, kronede dage – og den sidste konspirationsteori omkring dobbeltmordet på Peter Bangs Vej har næppe set dagens lys.
