Det har i Weekendavisen ikke just skortet på proisraelske historier og beretninger, hvori nærværende avis’ skribenter og journalister har vist sig endog meget dygtige udi disciplinen skamløs ensidighed.
Vestlige palæstinensere er åbenbart at betragte som navlepillende, venstreorienterede ildsjæle og nyttige idioter, mens Israel, som råder over et af verdens mest veludviklede militærer, angiveligt er en truet stat, der må opskalere undertrykkelsen af det palæstinensiske folk med alle midler, herunder bombardementer af krigsforbryderiske dimensioner.
Avisens chefredaktør, Martin Krasnik, har bevidst lullet sig ind i den fejlagtige tro, at Hamas’ terrorangreb 7. oktober skulle være en lykkelig mærkedag for alle os, der ønsker palæstinenserne det frie liv, de vitterlig fortjener, men som den israelske besættelsesmagt aldrig har villet unde dem.
Krasnik ved udmærket godt, at det ikke er sandt, og derfor må jeg skuffe ham yderligere ved her klart og utvetydigt at tilkendegive, at 7. oktober var et makabert terrorangreb på uskyldige israelere. Et angreb, som ingen steder hører hjemme, ej heller i den palæstinensiske frihedskamp. Er det fordømmelse nok?
Krasnik efterlyser propalæstinensisk selvransagelse. Så lad mig slå det fast: Jeg fordømmer drab på civile i almindelighed, og det smerter i sandhed mit hjerte, at nogle mennesker benytter denne tragiske anledning til at forfølge danske og vestlige jøder. Måske Krasnik i sit proisraelske ekkokammer overså, at jeg 28. november i Go' aften Live på TV 2 tilkendegav, at ingen, som i ingen, skal lægge hånd på et menneske, der bekender sig til jødedommen.
Hvad chefredaktøren behændigt undlader at reflektere over, er dog, hvorfor så mange mennesker efter at have fordømt terrorangrebet formulerer begrundelser for, hvorfor den israelske besættelsesmagt er og altid vil være mål for angreb. Vold avler vold, terror avler terror, og besættelse avler modstand. Også modstand, som desværre overskrider al rimelighed, hvad Hamas’ angreb 7. oktober utvivlsomt gjorde.
Hamas skulle aldrig have likvideret sagesløse israelere, ligesom måden, hvorpå likvideringen foregik, aldrig nogensinde kan retfærdiggøres, heller ikke med henvisning til den undertrykkelse, hvormed besættelsesmagten terroriserer det palæstinensiske folk. Men er det netop ikke disse vanvittige desperadoangreb, Israel fremprovokerer, når man fastholder palæstinenserne i umenneskelig undertrykkelse?
Vi har i Vesten selv bevidnet, hvilke reaktioner en fremmed magts annektering, fordrivelse og drab afstedkommer. Ukrainske mænd greb til væbnet modstand, da Rusland fulgte den israelske besættelsesmagts eksempel og uden blusel annekterede fremmed jord, fordrev og myrdede uskyldige ukrainere. Disse modreaktioner er en aggressors evige levevilkår, mens overreaktioner som 7. oktober er en risiko, enhver besættelsesmagt må affinde sig med til stor fortrydelse for besættelsesmagtens beboere, der herved ender som kanonføde for deres egne politikeres umenneskelige systemsyn.
Men denne modstandens privilegium har hovedparten af palæstinenserne ikke, da disse blot har en håndfuld sten til rådighed, som de i øvrigt fængsles uden rettergang for at bruge. Hamas råder derimod over nogle milliarder til at modstå besættelsesmagtens mægtige militær. Ikke desto mindre er der tale om en uhyre ulige magtfordeling, hvor palæstinenserne raseres med kampvogne, droner og andet isenkram, som Danmark i øvrigt velvilligt bidrager til.
Siden 7. oktober har 1.400 israelere og 20.000 palæstinensere (heriblandt uskyldige børn og voksne) mistet livet. Det er muligvis på grund af denne disproportionalitet, at unge som gamle, muslimer som ikkemuslimer, liberale som revolutionære i disse måneder stimler sammen på danske gader og pladser.
Krasnik anstrenger sig allerhøjst til at ymte nogle rituelle selvfølgeligheder om, at palæstinenserne lever under svære vilkår, og at Israel bør løsne jerngrebet en smule, for derpå at fremture med påstanden om, at vestlige palæstinensere er fraterniserende fjender, fordi de solidariserer med de undertrykte landsmænd, og at palæstinenserne i Gaza desuden er voldsmænd, der umuliggør enhver fredsløsning.
En mulig fredsløsning er påfaldende nok altid favorabel for Israel. Det er aldrig en tilendebringelse af besættelsen; det er aldrig en tilendebringelse af bosættelsespolitikken; og det er aldrig en tilendebringelse af palæstinensernes status som andenrangsborgere.
Fredsløsningen indebærer allernådigst en skamløst beskeden tilbagedragelse af jord til palæstinenserne, hvilket aldrig ville kunne stille det undertrykte folks retfærdighedsfølelse. Mennesker, der er langt kløgtigere end mig, er endnu klarere i mælet. Ifølge mere end 900 skandinaviske forskere er løsningen på den igangværende krig ikke bare en varig våbenhvile og ej heller en tilbagevenden til status quo.
Løsningen er, som de formulerer det, at »anerkende Palæstina som en suveræn nationalstat, støtte afkoloniseringen af palæstinensiske områder besat af Israel og at sætte en stopper for Israels apartheidsystem«. Er disse forskere og professorer navlepillende palæstinensere? Forvirrede venstrefløjsere? Eller er de snarere akademikere udklækket fra de samme højere læreanstalter som dig, Martin Krasnik, men med evne til at anskue krigen fra et nøgternt perspektiv?
Enhver med bare det mindste omløb i hovedet og varme i hjertet må nødvendigvis komme til samme konklusion som de mere end 900 akademikere, nemlig at »i et langt historisk forløb er det staten Israel, der er gerningsmanden«, og »i den slags desperate politiske situationer, som palæstinenserne lever under, så kan de kun vælge Hamas. Det er det, der er så frygteligt. Det er den form, modstanden mod den israelske stat og det israelske militær tager«.
Besættelsesmagten Israel og dens efterplaprere må sande, at bevægelser som Hamas og angreb fra disse ikke stopper, før Israel bringer dens uafvaskelige skamplet af en undertrykkelse til ende. FN ved det. De titusinder af danske demonstranter ved det. Så hvornår kommer du mon til samme erkendelse, Martin Krasnik?
