Falsificeret. Kan cola virkelig redde en person, der har fået mad galt i halsen? Videnskaben afprøver et råd fra internettet.
Cola som førstehjælp
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Skulle man være så uheldig, at et stykke mad sætter sig fast i spiserøret, kan man løsne det ved at drikke cola. Det råd kan man finde flere steder på nettet, blandt andet i et radioprogram fra University of Utah og på Wikipedia, der faktisk henviser til et studie fra 2011. Tanken er, at kulsyreboblerne får spiserøret til at slappe af og hjælper med at løsne madstykket, så det lettere kan passere.
Det, vi ved nu
Forskere fra Amsterdam University Medical Centers har nu afprøvet internettets rådgivning og testet metoden i et forsøg med 51 patienter på fem forskellige skadestuer i Holland. De havde alle et stykke blød mad, der sad fast i spiserøret og generede dem i en grad, hvor de ikke var i stand til selv at sluge spyt. Patienter med hårde genstande i halsen såsom kyllinge- eller fiskeben blev sorteret fra.
Mens de alligevel ventede på en kikkertundersøgelse, fik halvdelen af deltagerne cola, den anden gjorde ikke, og det viste sig ikke at gøre nogen signifikant forskel. I begge grupper fik 60 procent af patienterne det nemlig bedre med tiden, fordi maden løsnede sig helt eller delvist. De resterende fik fjernet madresten ved hjælp af endoskopi og pincet.

Men ...
I studiets konklusion er forskerne alligevel ikke helt afvisende over for colakuren. Den gjorde nemlig ingen skade, og selvom forskellen ikke var signifikant, var der alligevel 12 af coladrikkerne, der fik madresten helt løsnet mod kun otte i kontrolgruppen. Og da cola er billig og ofte i nærheden, kan det godt være et forsøg værd – så længe det ikke forsinker den egentlige behandling.
The BMJ, 11. december
Del:


