Krudt og kugler. Ukraine kræver stadig flere våben og mere ammunition, men Vestens lagre er ved at være tømt. Hvad skal der til, for at forsvarsindustrien kan producere våben i de mængder, som Ukraine og alle NATO-landene har brug for?

Granaternes glidende bånd

»Stilt går granaternes glidende bånd,« skrev den norske digter Nordahl Grieg i sin antikrigshymne fra 1936, »Kringsatt av fiender«. Udsagnet er lige så sandt i dag, som da det blev skrevet under Den Spanske Borgerkrig.

De ukrainske styrker har under de seneste 11 måneders krig affyret lige så mange artillerigranater på en uge, som amerikanske våbenfabrikker er i stand til at producere på en måned. USA planlægger at mangedoble sin produktion af en af de mest brugte typer, 155 mm-artillerigranaten – fra 14.000 granater pr. måned til 90.000 – i løbet af to år. Det vil, selv hvis det lykkes, alligevel kun svare til omkring halvdelen af de granater, Ukraine fyrer af hver måned.

Mens Ukraines vestlige allierede i de seneste uger har talt om Leopard-kampvogne og Patriot-missilforsvar og nu drøfter, om man skal eller ikke skal levere F16-kampfly til ukrainerne, har der været langt mindre fokus på, hvad der i virkeligheden kan vise sig at blive Ukraines største problem i krigen: manglen på raketter, missiler, granater – kort sagt: ammunition.

»Jeg har ikke brug for et lift, jeg har brug for mere ammunition,« lød den ukrainske præsident Zelenskyjs berømte kommentar, da han i krigens første dage blev tilbudt hjælp til evakuering fra den hovedstad, Kyiv, som alle forventede indtaget i løbet af få dage.

Og ammunition fik han i store mængder: fra den mest simple artillerigranat til avancerede våben som for eksempel Javelin-panserværnsmissilet, som siges at være en af hovedårsagerne til, at de russiske styrker aldrig nåede frem til Kyiv.

USA har sendt omkring en tredjedel af sin lagerbeholdning af Javelin-missiler til Ukraine – og en tredjedel af sine skulderbårne Stinger-luftforsvarsmissiler. Og de er ikke så lette at erstatte, som man måske skulle tro. Javelin-missilet er et stykke kompliceret elektronik, der tager op til et år at producere, da produktionen involverer mange underleverandører. Lockheed, den amerikanske våbenfabrikant, der står som hovedproducent af missilet, vil nu sætte produktionen op fra 2.100 om året til 4.000. Langtfra nok til at imødekomme det forventede ukrainske behov.

Løber Ukraine tør for våben?

»Hvis der er én ting, der er mangel på, så er det ammunition,« siger Mark F. Cancian, militærekspert ved den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies over telefonen fra Washington. »Selv den markante udvidelse af produktionen af artilleriammunition, USA har planer om, vil ikke være tilstrækkelig til at holde ukrainerne kørende på det nuværende niveau. Betyder det så, at ukrainerne løber tør for ammunition? Nej. Men det betyder, at i stedet for at få for eksempel 90.000 granater om måneden, får de måske 40.-50.000. Og det fører igen til, at de kun kan skyde efter mål med højere prioritet, hvilket kan gøre en forskel på slagmarken.«

Cancian trøster sig med, at situationen for russerne er tilsvarende slem eller måske endnu værre. »Når man er ude i at måtte importere ammunition og våben fra Nordkorea, så ser det virkelig skidt ud.«

Men russerne har i denne forbindelse den fordel, at de har en diktator, der egenhændigt kan beslutte at omlægge det russiske samfund til en krigsøkonomi, hvor produktion af våben og udstyr har prioritet over alt andet og foregår i treholdsskift døgnet rundt.

»Det kan vi ikke gøre i de vestlige samfund, men der er ingen tvivl om, at vores militærindustri er nødt til at øge produktionen så meget, den kan, i de eksisterende faciliteter og må etablere nye produktionslinjer. Det gælder især for artillerigranater og panserværnsvåben som Javelin,« fortsætter Mark F. Cancian.

»Problemet – i alt fald i USA, men formentlig også i Europa – er, at den overskydende produktionskapacitet, vi nu har brug for, er blevet elimineret, fordi mange anså den for spild i en verden, der stort set havde vænnet sig af med længerevarende landkrige som den, vi nu ser i Ukraine. Vi må vende denne udvikling; det er Pentagon i gang med, og europæerne må følge efter. Og så må vi lære at acceptere en vis overproduktion og spildprocent, også hvis konfliktniveauet reduceres igen.«

Fredsdividenden

Konsekvenserne af, at militærproduktionen blev omlagt til fredstidsforhold, er åbenlyse. I USA blev produktionen af de HIMARS-raketbatterier, som Ukraine har anvendt med stor succes mod de russiske styrker, sat helt på pause i årene 2013-17, da kampene i Irak og Afghanistan klingede af. Produktionen af Javelin-missilet blev reduceret til kun 400 om året fra 2013 og flere år frem. I et land som Tyskland betød fredsdividenden, at tyskerne kun havde ammunitionslagre til to dages intensiv krig – langt fra NATOs målsætning om som minimum at have lagre til en måneds krig.

Det er ikke kun Vestens evne til fortsat at kunne forsyne Ukraine med de våben og den ammunition, de har brug for, der står på spil, men også Vestens kapacitet til at afskrække andre potentielle modstandere, som for eksempel Kina.

Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod en stor konflikt, som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina invaderede Taiwan, eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig være en udfordring for Vesten med vores nuværende lagre af våben og ammunition.

Luigi Scazzieri, Ekspert i europæisk sikkerhedspolitik ved London-tænketanken Centre for European Reform

»Hvis der simultant med Ukrainekrigen opstod en stor konflikt, som Vesten måtte forholde sig til – lad os sige, at Kina invaderede Taiwan, eller der udbrød krig i Mellemøsten – så ville det virkelig være en udfordring for Vesten med vores nuværende lagre af våben og ammunition,« siger Luigi Scazzieri, ekspert i europæisk sikkerhedspolitik ved London-tænketanken Centre for European Reform.

»Det er da også derfor, at nogle NATO-lande tøver med at udlevere alt deres udstyr til Ukraine. For blandt andre de sydeuropæiske lande findes der andre trusler end Rusland.«

Det er ifølge Scazzieri ikke kun »fredsdividende« og underinvestering, der er skyld i NATO-landenes manglende lagre af våben og ammunition. Pengene anvendes heller ikke optimalt. Han peger på, at europæiske lande bruger 17 forskellige typer kampvogne og 20 forskellige typer kampfly, hvor amerikanerne kun har én type kampvogn og seks typer kampfly.

»Vi har en masse varianter af det samme våben, hvilket igen betyder, at vi behøver forskellig ammunition, forskellig logistik, forskellig håndtering, forskellige reservedele. Et andet problem er, at det udstyr, vi har på papiret, i alt for høj grad ikke er funktionsdygtigt og klar til brug, men bare står passivt hen og tæller i statistikken.«

Scazzieri advarer om, at det kan tage lang tid at øge produktionen af våben og ammunition. »Politikerne er hurtige til at love større investeringer i forsvaret, men langt langsommere til at implementere dem. Der er nok af ting at bruge penge på: hjælp til at skærme vælgerne for inflation og stigende energiudgifter, for eksempel. Og så er det ikke bare et spørgsmål om, at hvis du putter penge ind i forsvarsindustrien, så får du straks et output. I virkeligheden er det en lang proces at omstille den militære produktion.«

Langsigtet planlægning ønskes

Det taler Micael Johansson, administrerende direktør for SAAB, en af Europas store våbenproducenter, gerne med om på telefonen fra hovedkvarteret i Linköping. SAAB producerer – under mottoet »det er en menneskeret at føle sig sikker« – blandt andet de NLAW- og AT4-panserværnsmissiler, der også er så efterspurgte i Ukraine, sammen med Carl Gustaf-maskingeværer og RBS-70-antiluftskyts.

»Vi har allerede før invasionen i Ukraine investeret for at fordoble kapaciteten, og nu fordobler vi så igen. Vi har sikret os, at vi har råmaterialerne, komponenterne og den kvalificerede arbejdskraft, og det er en kamp at få det anskaffet alt sammen, absolut, det er ikke nogen walk in the park. Vi har øget med 1.000 ansatte netto i løbet af et år, hvilket er meget i et selskab med 20.000. Og vi gør det for egen risiko, fordi vi tror, at det her vil fortsætte i lang tid.«

»Men,« fortsætter Johansson, »det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt forsvarsindustrien har kapacitet til at producere. Det er i høj grad også et spørgsmål om, at de enkelte lande skal indgå kontrakter med os. Og det er ærlig talt gået langsomt fra februar sidste år, da krigen brød ud, til nu. Det tog os ti måneder at få nye kontrakter på produktion af NLAW-panserværnsvåbnet, på trods af at det har vist sin effektivitet på slagmarken i Ukraine. Det siger noget om, hvor komplicerede sådanne indkøbsprocesser er i mange lande.«

Systemerne er slet ikke indrettet efter, at en pludselig opstået krig kræver en særlig hurtig håndtering, mener han.

»Politikerne er tit hurtige til at tage beslutninger, get going, det kan kun gå for langsomt. Så går det videre til de militære planlæggere – hvad har de brug for lige nu? Det tager nogen tid at beslutte det. Så fortsætter processen hos de myndigheder, der står for at rekvirere udstyret, og de arbejder på samme måde, som de altid har gjort.«

En anden ting, der ligger Micael Johansson stærkt på sinde, er, at politikerne bør give forsvarsindustrien nogle langtidsperspektiver – for eksempel i form af længerevarende kontrakter – så man ikke investerer stort  i nye produktionslinjer, arbejdskraft og materialer på grund af et akut behov og så står med fulde, usælgelige lagre og et uudnyttet produktionsapparat, hvis sikkerhedssituationen pludselig ændrer sig.

»Hvad der er behov for, er, at vi i industrien sætter os sammen med regeringerne og de myndigheder, der står for indkøbene, og sammen finder ud af, hvilke volumener vi skal planlægge efter, og hvilken grad af forberedthed vi skal være i. Vi må dele den risiko, det indebærer, når vi prøver at planlægge en lille smule fremad, måske tre til fem år. Det bør ikke være virksomhederne alene, der tager disse risici, hvad det faktisk er i dag.«

Selv er Johansson nu ikke så bekymret på branchens vegne: »Jeg mener, vi vil se et behov for at øge produktionen i alt fald i de næste ti år. Væksten i forsvarsudgifterne stiger overalt i Europa, mange lande har besluttet at gå længere end NATO-målet på de to procent. Så markedet er øget, endda før krigen i Ukraine. Nu styrker alle deres produktion, det er all over the place