Levned & meninger. Mænd har en helt særlig erfaring med vold sammenlignet med kvinder.
Voldsmænd
Jeg fik engang ti spark i hovedet foran et bowlingcenter i Aarhus Nord.
Nogen holdt fødselsdag med øl og bowling, jeg gik i gymnasiet, jeg var fuld, det var sensommer, ret sent, og jeg stod udenfor på den vindstille gade og røg med nogle venner. Jeg havde aldrig mødt ham før, og jeg husker ikke længere, hvad vi kom op at skændes om, men jeg var flabet, det er jeg slet ikke i tvivl om, grænseløst irriterende, helt sikkert. Vi mundhuggedes frem og tilbage, indtil jeg teatralsk vendte ryggen til ham og gik væk, mens jeg sagde et eller andet nedladende. Jeg tog et par skridt, fornemmede en lyd bag mig, drejede hovedet og så ham kaste sig frem imod mig med et vildt udtryk i ansigtet.
Min venindes kæreste, som jeg netop havde mødt for første gang, sprang mellem os og råbte »Stop«, og i næste øjeblik lå han på asfalten, mens fyren og hans to venner sparkede på ham. Jeg løb frem og skubbede den ene væk, skreg et eller andet, og så mærkede jeg noget i baghovedet, der føltes som at heade helt forkert til en fodbold, og pludselig lå jeg selv på jorden. Men jeg anede ikke, at det var det, der skete, jeg tænkte ingenting, alt blev bare mørkt, og tiden gik i stå, og det føltes lidt som at dykke ned under vandet om natten. Så kom lysene: en række voldsomme lysglimt, en meget kraftig blitz i et sort rum. Det var sparkene i hovedet, men det forstod jeg heller ikke. Der var ingen smerte, bare lys.

Til sidst må jeg på en eller anden måde være rullet til siden og vaklet på benene, for da jeg åbnede øjnene, løb jeg hovedkulds ned ad en øde villavej, drejede skarpt til venstre, løb og løb og kastede mig ind i en lille forhave til et rækkehus og gemte mig bag en hæk. Jeg rørte mig ikke. Græsset var fugtigt. Jeg fornemmede, at jeg havde tisset i bukserne. Så hørte jeg nogen komme gående på den tomme gade. Jeg pressede mig fladt ned. Det var de tre fyre, de talte euforisk sammen som efter en sejr i en fodboldkamp.
»Jeg har aldrig smadret nogen før,« sagde den ene glad.
»Det har jeg heller ikke,« sagde en af de andre.
Så var de væk.
Vi taler meget om kvinders fysiske sikkerhed i det offentlige rum. Om Mia-sagen og #textmewhenyougethome. Det er der gode grunde til, men det er samtidig sandt, at det stadig er mænd, som er i absolut størst risiko for at blive ofre for vold både globalt og i Danmark: Cirka dobbelt så mange mænd som kvinder ankommer hvert år på de danske skadestuer efter at have været udsat for vold, ifølge Det Kriminalpræventive Råd. Og selvom antallet af voldsepisoder er faldet markant de sidste to årtier, er kønsfordelingen forblevet uændret. Det er især unge mænd, der får tæsk, og det sker især i nattelivet: Mere end 40 procent af den samlede vold finder sted mellem midnat og klokken seks om morgenen, størstedelen fredag og lørdag.
Pointen er ikke, at kvinder bare kan føle sig trygge og glade, mens mænd er i stor fare. Pointen er, at mænd og kvinder har en forskellig grunderfaring med volden. Langt det meste vold mod kvinder sker i hjemmet, mens det meste vold mod mænd sker ude. Den maskuline voldserfaring er i høj grad fornemmelsen af en latent trussel om tilfældig vold fra fremmede mænd. Ikke fordi boys will be boys, der slås i skolegården og lægger arm, men fordi det helt praktisk er næsten umuligt at være mand og gå igennem livet uden på et tidspunkt at føle sig fysisk truet af andre mænd.
Hvis man går ind på det forkerte værtshus og ser forkert ud. Hvis man lægger an på en pige i baren og opdager, at hendes kæreste sidder i hjørnet. Hvis man ved et uheld støder ind i nogen på vej til toilettet. Hvis man går hjem fra en fodboldkamp med det forkerte halstørklæde på. Hvis man spiller fodbold og kommer op at skændes med den forkerte modspiller. Hvis man går alene ned ad gaden en sen fredag aften og passerer en gruppe fulde drenge.
Cirka halvdelen af al vold mod mænd begås af en fremmed. Knap halvdelen foregår på gaden. Og i hvert andet tilfælde er der rusmidler involveret.
Engang blev min ven og jeg smidt væk fra et billardbord på Café Sommersted på Vesterbro, fordi fire fyre på kokain mente, at det var deres ret at spille før os. Jeg brokkede mig, men det skulle jeg ikke have gjort, for den slags protester åbner døren til volden. Og har man først stået der på et tilrøget værtshus og set to kokainskæve håndværkere spærre øjnene op og knytte næverne, så krymper man sig og siger pænt »undskyld, nej, du har ret …«, og det er en anden maskulin erfaring: valget mellem social ydmygelse og akut fysisk fare.
Engang råbte jeg efter en sort bil foran min lejlighed på Nørrebrogade i København, fordi den kørte 70-80 km/t., mens jeg stod på fortovet med min søn. Bilen stoppede, ud trådte en bandeagtig indvandrerfyr, der lovede at smadre mig, hvis ikke jeg fucking lukkede røven. Man råber ikke efter sorte biler på Nørrebro.
Jeg er blevet nikket en skalle til en byfest i Nørre Aaby på Fyn, fordi min ven og jeg gik rundt og råbte op. Man spiller ikke smart i provinsen.
Jeg er næppe helt repræsentativ. Jeg er sikkert ekstra irriterende og mere konfronterende, men jeg er nok heller ikke helt unormal. Jeg har aldrig slået nogen. Jeg har aldrig truet nogen med vold.
Alt det her betyder ikke, at jeg går rundt og er nervøs hele tiden. Men volden sidder i mig et sted, som den gør i mange mænd. Vi bevæger os ud i natten med en bevidsthed om voldens potentiale. Vi løber en kalkuleret risiko kan man sige.
De tre fyre foran bowlingcenteret blev i øvrigt fundet og anholdt. De havde været til den samme fest som mig, det var ikke svært at skaffe deres navne. Jeg ringede selv til politiet, der var vidner, vi kom i retten, og de fik – tror jeg nok – et par måneders ubetinget fængsel. Jeg kom på skadestuen, var bogstavelig talt gul og blå i nogle uger, men slap uden mén. I hvert fald fysiske.



