Kunstparader

»Maleri, aktivisme og performance,« fløj det ud af mig, da jeg forleden blev bedt om at sætte overskrift på årets kunst. Har man vilje, kan man selvfølgelig få alting til at hænge sammen. Men måske er det ikke så underligt, at lige disse tre udtryksformer eller måske snarere temperamenter eksisterer side om side, tænkte jeg bagefter, da jeg fik smagt ordentligt på den hvide gløgg.

Omtrent halvdelen af årets dimittender fra Kunstakademiet i København kom fra malerskolen, og generelt har maleriet været kraftigt ombejlet af de yngste de seneste fem-seks år. Bortset fra den allermest fuldskæggede, abstrakte ekspressionisme er alle stilarter tilsyneladende tilladt. Surrealisme, Blaue Reiter, hyperrealisme, symbolisme, endda nederlandsk barok finder man for tiden på den unge scene.

Ved første øjekast kan det virke altmodisch, men det er kun, hvis man tror, det handler om kunsthistorie. Det gør det ikke, ikke i første omgang. Maleriet optræder i høj grad som fetichobjekt, ikke mindst i opposition til den altfavnende digitale billedvirkelighed, vi alle er nedsunket i. Derfor: Jo mere det ligner »ægte maleri«, jo bedre. Det er nok samme impuls, der ligger bag tendensen til at dele billeder af rivning af pigmenter, støbning af bronze eller andre kig ind i skabelsesprocessen.

At klassisk maleri på lærred stortrives parallelt med aktivistiske strømninger i tiden, er måske ikke tilfældigt. Det har sin egen stille pointe gerne at ville ligne kunst i en tid, hvor så meget ikke vil det. Naturligvis findes der også kunstnere, for eksempel Apolonia Sokol, som for tiden udstiller på Arken, der laver traditionelt maleri med motiver af marginaliserede identiteter. Men flertallet på den unge malerscene virker mere i refugium. Lidt i tråd med opblomstringen af udstillinger med surrealisme, når verden er mest umulig. Der har været mange det seneste årti, aktuelt er der A Surreal Shock på ARoS i Aarhus.

AKTIVISME og kunst er en gammel flirt, som altid ulmer. For tiden er krigsmalingen trukket fuldt op. Blikket er rettet mod Gaza og Israel, men med pitstop i Tyskland, hvor kulturkrigen raser på et helt nyt niveau. Det handler om Documenta i byen Kassel, en af verdens vigtigste udstillinger, som hvert femte år slår tonen an.

Debatten var allerede kørt godt op før seneste udgave i 2022 grundet et kæmpestort maleri med antisemitiske figurer, heriblandt en mand med blodskudte øjne, sidelokker og SS-emblem på bowlerhatten. Værket blev taget ned før åbningen. Men det handlede også om udstillingens udprægede fokus på kunstens sociale og politiske rum. Hvad er kunst? Hvad er politik? Og det er, som om diskussionen aldrig forstummede og med begivenhederne i Mellemøsten har fået en ekstra tankvogn benzin ned over sig. Samtlige medlemmer af udvælgelseskomiteen, som skulle have udpeget den næste kurator, har nu sagt op. Imens holder den internationale kunstverden vejret og betragter, hvad der kunne blive enden på Documenta. Vel at mærke en institution, som blev initieret i 1955 som et forsøg på at tage samtidskunsten alvorligt, ikke mindst efter nazisternes brug af det nedsættende begreb Entartete Kunst.

Documenta-skandalen bliver også talt om herhjemme, hvor spændingsfeltet mellem kunst og politik mest ses i udstillinger med fokus på identitetsmarkører eller minoriserede stemmer fra kunsthistorien. Der er også en mere rendyrket aktivisme såsom de propalæstinensiske bannere, der indtil for kort tid siden hang i gården på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Man kan hævde, de ikke var tænkt som kunstneriske udtryk, men i disse tider mudrer vandene. 2023 blev for eksempel året, hvor selv Louisiana kom med på bølgen, da de russiske aktivister Pussy Riot rykkede ind på museet i Humlebæk, som selvfølgelig også var en respons til Ruslands invasion i Ukraine.

Performancekunsten er pr. definition en aktion, som udføres af levende kroppe, men ikke nødvendigvis det samme som aktivisme, selvom der er oplagte grunde til, at genren har det ekstra fedt i den politiserede tidsalder. Hele efteråret har grønlandsk-danske Jessie Kleemann ridset dybt i fundamentet under Statens Museum for Kunst med sine old school-krasse performanceværker.

Performance blev for alvor mainstream i 2010erne. Corona fik momentant slået samværet omkring de levende kroppe ned, men kun for at vække en endnu større drage. I 2023 var der knap en fernisering på en større dansk institution uden et indslag med performance. For nylig kunne man opleve den unge performer Skjold Rambow kravle rundt på Per Kirkebys murstensskulpturer på Arken. Gad vide, hvad den gamle nestor egentlig havde sagt til det. Måske bare: Tak for gløgg!