Guide. Videnskabens bedste råd til julegaver, modtageren faktisk bliver glad for? Undertryk trangen til at imponere – og frygt ej den praktiske gave.

Kunsten at give en god gave

Hvert år bruger vi milliarder af kroner på julegaver, og ofte rammer de forbi. Ifølge en bytteprognose fra Dansk Erhverv blev fire-fem procent af sidste års julegaver byttet, hvilket svarer til varer for 400 millioner kroner. Dertil kommer de gaver, der godt nok ikke blev returneret, men som har mindre værdi for modtageren end det beløb, de blev købt for. Et reelt fænomen, der i 2009 fik økonomen Joel Waldfogel til at udvikle begrebet scroogenomics.

Heldigvis har videnskaben masser at sige om valg af gaver. Både fordi antropologien har en lang tradition for at studere gavegivning, og fordi vi bruger så mange penge på gaver, at de er et naturligt fokus i forskning inden for markedsføring og forbrugerpsykologi. 

Wow-faktoren

Mange gavegivere fokuserer på det øjeblik, hvor gaven bliver åbnet: »Wow, er den virkelig til mig?« siger modtageren med julelys i øjnene. Hun anede ikke, hun havde brug for lige den her dims, men nu hvor hun ser den, kan hun ikke forestille sig et liv uden.

Ambitionen om at skabe sådan et øjeblik styrer giveren mod store, flashy gaver, der er imponerende at pakke ud. Den motortunge blender til den nye livsstil med grøn grød hver morgen. Champagnesablen til levemanden. Frituregryden, til når familien rigtig skal smovse. Den slags er sjovere at give end mere praktisk køkkengrej som skærebræt og stegepande.

Men hvordan er det at få? Når den første begejstring har lagt sig, havner apparaterne bagest i skabet, og flere studier viser, at folk typisk sætter større pris på gaver, der er brugbare og opfylder et behov i hverdagen. Derfor er det ifølge forskningen en dårlig strategi at gå efter wow-faktor.

Det personlige touch

Mange gavegivere spiller sikkert ved at købe gaver, der kan byttes. Men dermed afskærer de sig selv fra en mulighed, der ellers virkelig kan vinde modtagerens hjerte: den sentimentale gave. En fotokalender af børnebørnene til mormor. Hjemmestrikkede sokker. Eller en bog med en personlig dedikation i.

Videnskaben kan bidrage til en lettere gavejagt, fordi den kan aflive en række uskrevne regler, mange ellers navigerer efter.

Selv den strategi kan dog kamme over. Videnskaben har afdækket den klassiske gavefejl, at man bliver så forhippet på at demonstrere sit kendskab til en persons præferencer, at man kommer til at overdyrke en smal interesse. Selv barnet, der læser Harry Potter, får på et tidspunkt nok af tryllestave og Hogwarts-LEGO.

Står valget mellem at give en oplevelse eller en fysisk ting, hælder videnskaben til det første. Ifølge et studie fra 2016 føler den, der får en oplevelsesgave, sig stærkere knyttet til gavegiveren end den, der får en ting. Som giver behøver man ikke engang selv at gå med til koncerten, for at effekten opstår – modtageren vil stadig forbinde én med en positiv oplevelse.

Den nemme løsning

Videnskaben kan bidrage til en lettere gavejagt, fordi den kan aflive en række uskrevne regler, mange ellers navigerer efter.

For eksempel kan man roligt genbruge en gaveidé til flere mennesker. Modtageren vil stadig blive glad for en god roman, selvom fire andre julegæster også får den. Man må også gerne give det samme som sidste år, hvis en bestemt flaske vin vakte lykke.

Mange er desuden åbne over for brugte gaver. De vil hellere have en secondhandtaske fra et dyrt mærke end en billigere taske, der er spritny. Generelt prioriterer gavemodtagere anvendelighed højt, så hellere én enkelt ting af god kvalitet end tre mellemvarer, og har de et dyrt juleønske, kan de ofte godt leve med, at gaven ikke er fuldendt. Teenageren kan foretrække et tilskud til den helt rette gamercomputer frem for en billigere model.

Tanken tæller

Rammer man alligevel forbi med årets gaver, er det heldigvis ikke så slemt. Forskningen viser, at modtagere godt kan værdsætte en gave som symbol, selvom selve genstanden ikke falder i deres smag. De fleste vurderer gaver på hensigten og ikke på, hvad der er størst og dyrest.