Det er på høje tid, vi begynder at se virkeligheden i øjnene, mener den britiske demograf Paul Morland.
»Enten begynder vi at få nogle flere børn, eller også må vi acceptere massiv import af udenlandsk arbejdskraft. Hvis ikke vi gør nogen af delene, vil vores samfund, som vi kender dem, ikke længere kunne eksistere.«
I bogen Tomorrow’s people: The Future of Humanity in Ten Numbers, som udkom sidste år, opridser han de demografiske forskydninger, der er på vej, og deres indvirkning på fremtidens samfund:
Indbyggertallet vil stagnere eller gå tilbage i Europa og en række asiatiske lande, og affolkning af byer og lokalsamfund vil sammen med mangel på arbejdskraft blive et stadig mere presserende problem.
Samtidig vil Afrika gennemleve et veritabelt babyboom. Kontinentet vil inden for de næste 25 år fordoble sit indbyggertal og vil mod århundredets slutning huse mere end en tredjedel af verdens befolkning. Nigeria vil på det tidspunkt have overgået Kina i indbyggertal, og befolkningstilvæksten vil medføre massiv urbanisering med fremkomsten af nye afrikanske megabyer.
Urbaniseringen vil på sigt få fødselsraterne i Afrika til at dale, og klodens samlede befolkning vil nå sit toppunkt i løbet af århundredets anden halvdel, hvor den globale fødselsrate vil være dalet til et godt stykke under 2,1.
»Vi kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, at det er sådan, det bliver, for vi kan jo også risikere at blive ramt af en asteroide eller et nukleart holocaust i morgen. Men ser man på de forskydninger, der allerede er i gang, så er det den sandsynlige udvikling,« siger Morland.
En global syge
Det står på side ét i den demografiske grundbog: Hvis et land skal opretholde sin befolkning, skal der i gennemsnit fødes 2,1 barn pr. kvinde.
Sådan er det imidlertid langtfra i vores del af verden. I Danmark ligger tallet lige nu på 1,7, i Tyskland er det på 1,5, og i sydeuropæiske lande som Italien og Spanien er det helt nede på 1,3.
Konsekvensen er særdeles håndgribelig. Når fødselsraten daler, gør indbyggertallet det også, og andelen af ældre vokser til fordel for borgere i den erhvervsaktive alder. Eller sagt lidt anderledes: Den klassiske befolkningspyramide med de yngste i bunden og de ældste i toppen – en konstant gennem det meste af menneskehedens historie – er godt i gang med at blive vendt på hovedet.
Ifølge Morland vil mange lande med skrumpende og aldrende befolkninger i de kommende år blive stillet over for svære eksistentielle valg, hvis ikke børnefødslerne kommer op i gear: Skal man acceptere at sygne hen, eller skal man i overlevelsens navn åbne døren for masseindvandring og store etniske forandringer?
»Magthavere vil blive sat under et enormt pres, i takt med at befolkningerne bliver ældre. Der vil mangle folk til at løse basale samfundsopgaver såsom at passe de ælde, transportere varer, varetage elforsyning og så videre. Udfordringen for de nationale regeringer bliver enorm,« forudser Morland.
Det er langtfra kun Europa, der er udfordret af faldende fødselsrater. Også Sydøstasien hænger i bremsen. I Japan er fødselsraten eksempelvis på 1,4, Thailand 1,3, Kina 1,2, mens Sydkorea er helt nede på 0,8 barn pr. kvinde. Til sammenligning er fødselsraten i Afrika syd for Sahara på 4,6 barn pr. kvinde.
Japan, siger Paul Morland, illustrerer problemstillingen til perfektion. Landet oplevede en stor befolkningstilvækst efter Anden Verdenskrig. Da man i 1960erne nåede op på 100 millioner mennesker, var der seks indbyggere i den arbejdsdygtige alder for hver pensionist. Når Japan rammer 100 millioner igen på vej ned – formentlig i 2040erne – vil der blot være én arbejdende indbygger for hver pensionist.
Allerede nu er gennemsnitsalderen i Japan 48 år, og landets politiske ledere er begyndt at tale højt om problemet. Men det er langtfra sikkert, at det løser noget.
»Man kan fra politisk side skrue på nogle møtrikker og få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men man kan ikke løbe fra, at vi i mange lande ganske enkelt kommer til at mangle arbejdskraft til at bemande ældreplejen og sundhedssystemet og til at dække alle de job i den private sektor, som er essentielle for, at samfundsmaskinen kan køre. Personligt tror jeg ikke på den med, at vi bare klarer det ved hjælp af mere og bedre teknologi,« siger Paul Morland.
Europa skrumper
Ser man på vores del af verden, har billedet ændret sig drastisk på få årtier. I Danmark er antallet af børn pr. kvinde fra 1950erne til i dag faldet fra 2,3 til 1,7. I Italien har faldet i den samme periode været fra 2,4 til 1,3 i dag, og i Polen er der sket et fald fra 3,6 til 1,5, for nu bare at tage nogle enkelte eksempler.
I EU er den gennemsnitlige fødselsrate i dag 1,6 barn pr. kvinde, og der er ikke et eneste af unionens lande, der når op på de 2,1, der skal til for at opretholde befolkningens størrelse.
Spørgsmålet er, hvilke konkrete konsekvenser disse forventede fald får for de enkelte landes befolkningstal. Det spørgsmål satte et forskerhold fra University of Washington sig for et par år siden for at besvare. Ved hjælp af data fra 185 lande og en bred vifte af beregningsmodeller forsøgte forskerne at forudsige udvikling af migration, uddannelse, prævention og beregne effekten på forventet levealder og fødselsrater frem mod år 2100.
Konklusionerne, der blev publiceret i det ansete medicinske tidsskrift The Lancet, var opsigtsvækkende.
Mens Tyskland ifølge prognosen vil skrumpe fra 84 millioner til 66 millioner, er faldet endnu mere drastisk i nabolandet Polen, der vil gå fra 38 millioner til 15 millioner mennesker. Affolkningen vil ligeledes være massiv i Italien og Spanien, der begge kan se frem til at få deres nuværende indbyggertal halveret frem mod 2100.
Løfter man blikket til andre dele af verden, er der også store forskydninger i vente. Indien vil skrumpe med 300 millioner til knap 1,1 milliarder, mens Kinas befolkning forventes at falde til 732 millioner mod 1,4 milliarder i dag.
Ikke alle er lige begejstrede for Lancet-studiet og dets konklusioner. Flere forskere har peget på svagheder i de antagelser om fertilitet og dødelighed, som studiet bygger på, og kritiseret forfatterne for at komme med bombastiske udmeldinger på et usikkert grundlag. For eksempel er svært at vide med sikkerhed, om mere uddannelse til kvinder vil føre til så drastisk og uundgåeligt et fald i fertiliteten, som Lancet-studiet antager.
Det store billede er der dog ikke mange, der betvivler: Fertiliteten er i gang med at tage et opsigtsvækkende dyk, ikke bare i de vestlige lande, men i store dele af verden.
En mere afrikansk verden
Mens mange lande slås med stagnerende eller skrumpende og aldrende befolkninger, er der masser af ungdom i Afrika. Kontinentet står – blandt andet som følge af store fald i småbørnsdødeligheden – over for et veritabelt befolkningsboom i de kommende årtier.
I 2050 vil Afrika huse en tredjedel af verdens befolkning mod blot en tiendedel i 1980. To ud af fem nyfødte på planeten vil på det tidspunkt være afrikanere. Når vi rammer 2100, vil der være 200 millioner egyptere – mere end dobbelt så mange som i dag – og Nigeria vil have et forventet indbyggertal på 791 millioner, hvilket er en firdobling fra i dag. Den største stigning står Niger for. Landet forventes at forøge sin befolkning fra 21 millioner til 185 millioner.
»I de kommende årtier vil en meget stor del af den afrikanske befolkning være i den erhvervsaktive alder, mens resten af verden ældes,« siger Paul Morland, der også forudser geopolitiske forskydninger i årene, der kommer.
»Det vil blive en meget mere afrikansk verden, vi kommer til at leve i. Afrika står foran en enestående mulighed for at gøre sig gældende økonomisk og geopolitisk. Vi kan givetvis forvente at se flere afrikanske supermagter melde sig på banen«.
Befolkningsudviklingen, fastslår Morland, vil blive en afgørende faktor i de kommende årtiers globale magtspil. Spørgsmålet adresseres også i rapporten fra University of Washington, hvor de enkelte landes BNP fremskrives frem til 2100.
Kina, fastslår de, vil kunne overhale USA som verdens største økonomi i 2035, men den økonomiske globale magtstatus vil ikke nødvendigvis kunne bakkes op militært.
Kinesernes forventede befolkningstilbagegang, skriver forskerne, vil ikke bare svække arbejdsstyrken, men i høj grad også muligheden for at mobilisere våbenføre mænd og kvinder. Og i det omfang soldater stadig vil være en nødvendighed i fremtidens krige, kan det stække Kinas militære vinger betydeligt.
Kinas geopolitiske førerposition kan således komme til en brat afslutning igen. Dels kommer de afrikanske lande buldrende med fuld styrke, dels kan USA have en trumf i baghånden.
Holder rapportens prognoser stik, vil amerikanerne kunne generobre førstepladsen over verdens største økonomier i 2098. Mens Kinas arbejdsdygtige andel af befolkningen skrumper ind i anden halvdel af århundredet, forventes amerikanerne at kunne holde arbejdsstyrken intakt som følge af indvandring.
Netop indvandring er ifølge rapporten den primære årsag til, at USA i modsætning til de fleste vestlige lande forventes at kunne opretholde sit nuværende befolkningstal frem mod år 2100.
Efter toppen
De demografiske forskydninger som følge af fødsels- og dødsrater samt migrationsmønstre kan med andre ord sætte betydelige aftryk på størrelses- og styrkeforholdet mellem verdens lande. Men hvad sker der egentlig med klodens samlede befolkning?
Det giver forskerne også et bud på. Ifølge rapporten i Lancet vil verdens befolkning toppe i 2064 med 9,73 milliarder. Og derfra vil det gå nedad og falde til 8,79 milliarder i 2100. FNs ekspertpanel forudser en tilsvarende udvikling, omend de placerer toppunktet godt 20 år senere og forventer, at det vil ske i 2086 med 10,4 milliarder mennesker.
I begge scenarier er det en opsigtsvækkende udvikling. Efter årtier med heftig befolkningstilvækst – fra to til otte milliarder på de sidste 100 år alene – er kurven omsider begyndt at flade ud. Ifølge rapporten i Lancet vil den globale fødselsrate i 2100 være faldet til 1,66. Til sammenligning blev der i 1960 gennemsnitligt født fem børn pr. kvinde på verdensplan, og tallet er i dag på 2,4.
Ifølge forskerne fra University of Washington – og de fleste andre eksperter på området – skal vi med andre ord forberede os på en verden, hvor vi inden længe bliver færre og ikke flere. Og måske kan vi så småt begynde at arkivere de dommedagsscenarier om klodens overbefolkning, der har præget den offentlige debat siden Paul Ehrlichs storsælgende bog The Population Bomb fra 1968. Det mener om ikke andet Paul Morland.
»Ehrlich skrev sin bog på et tidspunkt, hvor verdens befolkning voksede med to procent om året. Siden dengang er den globale fødselsrate faldet markant, og teorien om, at millioner af mennesker ville dø af sult som følge af overbefolkning, holdt ikke vand. Mennesker lever længere og bedre end nogensinde før, og vi kan uden problemer brødføde den nuværende verdensbefolkning og flere til,« siger Morland, der heller ikke køber argumentet om at få færre børn for klimaets skyld.
»Jeg har fuld forståelse for, at folk gerne vil leve mere klimavenligt og begrænse deres CO₂-aftryk. Men hvis alle holder op med at få børn, så vil konsekvensen være uoverskuelig. Se bare på Sydkorea, hvor fødselsraten i dag er på 0,8 barn pr. kvinde. Et givet lokalsamfund vil på en generation skrumpe til en tredjedel i størrelse og så fremdeles. Prøv at fremskrive den udvikling et par generationer, og du vil se landsbyer, der bliver forladt, og byer, der langsomt bliver tømt for mennesker. Hvis vi udrydder os selv som art, vil vi holde op med at udlede CO₂ til atmosfæren. Men det er ikke en fremtid, jeg ønsker mig,« siger Morland.
Børn, fastholder han, er menneskehedens eneste håb. Og af samme grund er der grund til at tænde alle alarmlamper snarest muligt.
»Underbefolkning er i min optik den største eksistentielle trussel mod vores samfund, som vi kender dem. Langt mere indgribende end klimaforandringer«
Læs også Gunver Lystbæk Vestergaards artikel om, hvorfor fødselsraterne falder over hele verden.
